Behandling af Tourettes syndrom med aripiprazol

Tourettes syndrom (TS) er en bevægeforstyrrelse karakteriseret ved multiple motoriske og vokale tics. Hos patienter med moderat til svær TS omfatter behandlingens bl.a. antipsykotisk medicin. Der beskrives en sygehistorie, hvor en 20-årig mand har været i antipsykotisk behandling siden femårsalderen grundet TS. Behandlingen omfattede først pimozid og risperidon, der begge havde en utilfresstilliende effekt på tics og gav bivirkninger i form af vægtøgning og sedation. Patienten kom derefter i behandling med aripiprazol, og han oplevede en markant reduktion af tics og ingen bivirkninger.

Tourettes syndrom (TS) er en bevægeforstyrrelse karakteriseret ved multiple motoriske og vokale tics. TS debuterer i barndommen og har et kronisk, men ofte fluktuerende forløb.

Hos patienter med moderat til svær TS og dermed en til tider svær funktionsnedsættelse er der indikation for længerevarende farmakologisk behandling. Hos børn og unge omfatter behandlingen ligesom hos voksne bl.a. antipsykotisk medicin. Risikoen for ekstrapyramidale bivirkninger bør generelt søges minimeret ved anvendelse af de nyere, såkaldte atypiske antipsykotika frem for de ældre, typiske antipsykotika [1]. I Danmark har førstevalgspræparatet i mange år været pimozid, der er et af de ældre typiske antipsykotika. De seneste år har risperidon, som er et af de nyere atypiske antipsykotika, også været anvendt til behandling af TS [2]. Der er dog stadigvæk risiko for at få bivirkninger såsom ekstrapyramidale bivirkninger, sedation og vægtstigning i forbindelse med behandling med risperidon [3].

Sygehistorie

På en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling havde en 20-årig mand været i antipsykotisk behandling grundet TS. Der var ikke tegn på anden psykisk lidelse i øvrigt. Patienten havde gået i en almindelig folkeskole. Han blev behandlet med primozid 2-4 mg dagligt, fra han var 5 år, til han var 17 år, da han gennem alle årerne havde motoriske tics omfattende øjen- og halstics samt spjæt med benene. Desuden havde han frem til ca. tiårsalderen vokale tics i form af rømmen. Der var ikke siden vokale tics. Effekten af pimozid var utilfredsstillende, og patienten havde fortsat spjæt med benene, udtalte øjen- og halstics samt næsten konstant ticstrang. Endvidere oplevede han sedation og vægtstigning, hvorfor der blev foretaget et medicinskift til risperidon. Startdosis på 1 mg dagligt blev over en seksmånedersperiode gradvist øget til 6 mg dagligt. Risperidon havde kun en forbigående tilfredsstillende effekt på de motoriske tics, ingen effekt på patientens ticstrang og gav yderligere vægtstigning. Dette begrundede et skift til aripiprazol, da patienten var 19 år. Startdosis på 10 mg dagligt blev efter tre måneder øget til en vedligeholdelsesdosis på 15 mg dagligt. Da patienten havde været i behandling med aripiprazol i 14 måneder, havde han for første gang oplevet en markant reduktion af såvel motoriske tics som ticstrang. Endvidere havde han haft et ønsket vægttab på 12 kg og ophør af sedation. Patienten var derefter i god social trivsel og gik i gang med en videregående ungdomsuddannelse.

Diskussion

Aripiprazol er et af de nyeste antipsykotika på markedet. Erfaringer med at bruge dette præparat til behandling af TS er endnu sparsomme. Ovenstående forløb peger på god effekt ved behandling af TS og en favorabel bivirkningsprofil. Der findes foreløbig kun kasuistiske meddelelser om behandling af TS med aripiprazol, overvejende med et godt resultat [4, 5]. Der er behov for kontrollerede kliniske studier, så der kan drages endelige konklusioner om aripiprazols behandlingseffekt og bivirkningsprofil hos patienter med TS.

Anne Dorte Stenstrøm, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Kolding Sygehus, DK-6000 Kolding.

E-mail: anne-79@stribnet.dk

Antaget: 16. oktober 2006

Interessekonflikter: Ingen angivet