Beta-thalassaemia hos en dansk familie

Talassæmier er en heterogen gruppe af arvelige sygdomme, der er fremkaldt af nedsat syntese af hæmoglobinkæderne - hyppigst nedsat mængde α- eller β-globin, hvilket resulterer i henholdsvis α- eller β-thalassaemia. Det kliniske billede varierer fra diskrete erytrocytmorfologiske abnormiteter ved thalassaemia minor til livstruende sygdom ved thalassaemia major. Omkring 3% af verdens befolkning skønnes at have thalassaemia minor, men incidensen er hyppigst i Middelhavsområdet, Mellemøsten og Asien, hvor den i visse områder når op på 5-10%. Dette skyldes, at β-thalassaemia minor beskytter mod malariainfektion (1) og synes at nedsætte risikoen for at dø af hjerte-kar-sygdomme (2). I Nordeuropa er incidensen meget lavere, i England er den fx 0,3 % (3) og i Danmark formentlig mindre.

Sygehistorie

Probanden (3-1), der var barn af danske forældre og boede i Sydeuropa, fik lokalt udført hæmoglobinopatiscreening, som viste, at barnet havde β-thalassaemia minor. Efterfølgende har vi udredt resten af familien (Fig. 1 og Tabel 1). Vi fandt, at bedstemoderen havde β-thalassaemia minor og havde givet denne videre til sønnen og barnebarnet, mens en datter og to andre børnebørn var raske (β-thalassaemia minor kendetegnes som regel ved let mikrocytose, forhøjet hæmoglobin A2 [HbA2 ] og hos ca. 50% også forhøjet føtalt hæmoglobin [HbF]). Ved konfirmatorisk sekventering af patienternes beta-globingen fandtes en C- til T-substitution i codon 39 i den ene allel, hvorved der introduceres et præmaturt stopcodon, som forhindrer syntese af b-globin fra dette allel.

Diskussion

Dette er den ottende danske familie, om hvilken der er rapporteret β-thalassaemia minor, og den første hvori mutationen er blevet identificeret (4, 5). Mutationen er den hyppigste β-thalassaemia-mutation i det centrale og vestlige Middelhavsområde og udgør således 67% af β-thalassaemia-mutationer i Italien som helhed (96% på Sardinien), 32% i Spanien, og 34% i Portugal (6). En gennemgang af familiens afstamning tyder ikke på, at mutationen skulle været indført inden for de seneste generationer. Derfor er der enten tale om en nymutation i familien eller om en import for adskillige generationer siden. Import af mutationer fra Middelhavsregionen er den hyppigste årsag til β-thalassaemia minor hos nordeuropæere (7). Skønt tilstanden her ikke er særlig udbredt, er den formentlig underdiagnosticeret, da patienter med β-thalassaemia minor er klinisk upåvirkede, selv om de har ca. 10-15% lavere B-hæmoglobin end matchede kontrolpersoner. Derfor findes de enten tilfældigt på grund af mikrocytose eller som et led i screening for thalassaemia.

Det mest betydningsfulde problem for patienter med β-thalassaemia minor er risikoen for at få børn med beta-thalassaemia major eller anden hæmoglobinopati, og denne er kun til stede, hvis partneren også har en hæmoglobinopati. β-thalassaemia major er trods korrekt behandling stadig forbundet med forøget morbiditet og mortalitet, og den eneste kurative behandling for tiden er knoglemarvstransplantation. Der foreligger fra Sundhedsstyrelsen rekommandationer for screening af alle gravide fra eller afstammende fra højrisikoområderne, dvs. fra Middelhavslandene, Mellemøsten, Indien, Pakistan, Sydøstasien, Kina, Afrika og Amerika (specielt de farvede befolkningsgrupper) (8). Affekterede skal tilbydes rådgivning om sygdommen, mulighederne for prænatal diagnostik og evt. abort af β-thalassaemia major-fostre. I områder, hvor incidensen er høj, tager ca. 80% af parrene imod dette tilbud (9).

Hidtil har talassæmierne stort set været geografisk afgrænset, men befolkningsmigrationer og blandede ægteskaber vil føre til et lille fald i risikoen for β-thalassaemia major blandt højrisikogrupperne og en spredning til lavrisikogrupper. Dette er allerede sket i Nordamerika, og sker for tiden i Europa. Med tiden vil dette paradoksalt nok ikke mindske, men øge screeningsbehovet. Dette og de få andre eksempler på β-thalassaemia i danske familier berettiger ikke en generel screening af gravide af nordeuropæisk herkomst. Imidlertid bør en mikrocytose, som ikke skyldes jernmangel, føre til, at man overvejer β-thalassaemia, selv hos patienter af nordeuropæisk herkomst.

Jens Rene Bundgaard, klinisk biokemisk afdeling, KB 3014, H:S Rigshospitalet, DK-2100 København Ø.

E-mail: jensbund@rh.dk

Antaget den 12. november 2001.

H:S Rigshospitalet, klinisk biokemisk afdeling, KB3014, diagnostisk center.

1. Clegg JB, Weatherall DJ. Thalassemia and malaria: new insights into an old problem. Proc Assoc Am Physicians 1999; 111: 278-82.
2. Deiana L, Garuti R, Pes GM, Carru C, Errigo A, Rolleri M et al. Influence of beta(0)-thalassemia on the phenotypic expression of heterozygous familial hypercholesterolemia: a study of patients with familial hypercholesterolemia from Sardinia. Arterioscler Thromb Vasc Biol 2000; 20: 236-43.
3. Knox-Macaulay HH, Weatherall DJ, Clegg JB, Pembrey ME. Thalassaemia in the British. BMJ 1973; 3: 150-5.
4. Faarvang KL, Thyssen EP. Beta-thalassaemia minor i en formodentlig genuin nordeuropæisk familie. Ugeskr Læger 1985; 147: 3170-1.
5. Wimberley PD, Nielsen IM, Blanke S, Olesen H. Hemoglobinopathies in Danish families. Scand J Clin Lab Invest Suppl 1989; 194: 45-9.
6. Huisman T, Carver M, Baysal E. A syllabus of thalassemia mutations. Augusta, GA, USA: The Sickle Cell Anemia Foundation, 1997.
7. Vetter B, Schwa rz C, Kohne E, Kulozik AE. Beta-thalassaemia in the immigrant and non-immigrant German populations. Br J Haematol 1997; 97: 266-72.
8. Sundhedsstyrelsen. Svangreomsorg. Retningslinier og redegørelse. Sundhedsvæsenets indsats i forbindelse med graviditet, fødsel og barselperiode. København: Sundhedsstyrelsen, 1998.
9. Modell B, Ward RH, Fairweather DV. Effect of introducing antenatal diagnosis on reproductive behaviour of families at risk for thalassaemia major. BMJ 1980; 280: 1347-50.