Doktorafhandlingen er baseret på ni originalarbejder, udført ved Neurobiologisk Afdeling, Anatomisk Institut, Aarhus Universitet.
Bismuth er i århundreder blevet brugt som middel mod mave-tarm-sygdomme. Nyere medicinsk anvendelse inkluderer kombinationer af antibiotika og bismuth til patienter, der lider af mavesår forårsaget af Helicobacter pylori . Bismuth anvendes desuden i mange industrielle produkter og processer samt i bismuth-hagl. Den hastigt voksende brug af bismuth indebærer øget risiko for negative påvirkninger af miljøet, og indsigt i bismuths toksicitet får derfor stigende betydning. Afhandlingen har haft til formål I) at udvikle en histokemisk teknik til sporing af bismuth i vævssnit mhp. opnåelse af histo- og cytologisk viden om bismuths lokalisation og mulige skadelige virkninger, II) at bedømme aspekter af de til bismuth knyttede toksikologiske risici.
Bismuths potentielle neurotoksiske virkninger blev påvist i Frankrig i 1970'erne efter et udbrud af encefalopati blandt flere hundrede patienter i bismuthbehandling. De mekanismer, der lå bag »bismuth-syndromet«, er stadig ikke fuldt forstået, bl.a. fordi der indtil 1994 kun eksisterede kvantitative kemiske teknikker til måling af bismuth.
Disputatsarbejdet beskriver de forsøg, der ledte frem til den fuldt udviklede autometallografiske teknik til specifik påvisning af bismuth i vævssnit. Denne teknik anvendes i otte af artiklerne, hvori følgende beskrives: 1) Injektion af bismuthsalte i muskler resulterer i retrograd axonal transport af bismuth. 2) De franske ofre for bismuthforgiftning har betydelige ophobninger af bismuth i hjernen. 3) Bismuth trænger ind i nervesystemet uafhængigt af hvilke kemiske forbindelser der anvendes, eller måden det appliceres på. 4) Samtidig eksponering af forsøgsdyr med bismuth og selenium forårsager betydelig stigning i mængden af AMG-påviselig bismuth. 5) Bismuth-hagl frigør bismuth-ioner, hvis de anbringes i levende væv, og resulterer i spredning af bismuth til hele organismen. 6) Bismuth metaboliseres til bismuth-svovl-nanokrystaller, der findes i lysosomer. 7) I cellekulturer resulterer disse ophobninger i ødelæggelse af lysosomerne efterfulgt af celledød. 8) I vævskulturer fører høje doser af bismuth til massiv neurondød og ødelæggelse af vævskulturerne.
I den 9. artikel påvises det for første gang med stereologiske teknikker, at bismuth kan forårsage nervecelledød i forsøgsdyr.
Disputatsens resultater anfægter forestillingen om at bismuth er et metal med ringe eller ingen giftvirkninger, og understreger vigtigheden af at bismuths potentielt alvorlige langtidsskader, f.eks. på anskudt vildt, kortlægges.
