Skip to main content

Boganmeldelse: Århundredets børn. Sundhed og aldring i det 20. århundrede belyst gennem Befolkningsundersøgelserne i Glostrup og samtaler med 13 95-årige fra 1914-kohorten.

Anmelder: Henning Kirk.Seniorkonsulent, dr.med.
Interessekonflikter: ingen
E-mail: kirk@dadlnet.dk

26. jan. 2018
2 min.

Befolkningsundersøgelserne i Glostrup er ikke kun et epidemiologisk studie med blodprøver, funktionstest osv. Nok var det i 1964 og efterfølgende årtier den raserende epidemi af hjerte-kar-sygdom, der fik forskerne til at sætte fokus på blodtryk, kolesterol, ekg og rygning m.m., men deltagerne var jo også mennesker – ægtefæller, fædre/mødre, arbejdstagere og samfundsborgere.

Det er de 95-årige, der fortæller deres historier, de undersøgelsesdeltagere, der overlevede alle de mange år, som Befolkningsundersøgelserne strakte sig over. Marianne Schroll rundede sit mangeårige engagement i Befolkningsundersøgelserne af med længere samtaler med de 13 95-årige i 2009. Det skinner tydeligt igennem, at intervieweren/forfatteren har haft stor personlig glæde af at krone det store epidemiologiske projekt med at tale længe med disse bedagede mennesker, at give sig tid til at høre om deres hverdag, arbejde, familie, glæder og sorger.

Hvad angår det helbredsmæssige: Tankevækkende tabeloplysning fra 1964, at kun 10 pct. af de 50-årige mænd var ikkerygere. Men i 2009 drejede de kvalitative interview sig ikke mindst om psykiske ressourcer og sociale relationer. Rørende at læse om den 95-åriges knivskarpe erindring om den forelskelse, der udfoldede sig 80 år forinden. Og tankevækkende at læse om husmoderrollerne i 1960'erne og om de mandlige eneforsørgeres økonomiske vilkår.

Det er tydeligt, at Marianne Schroll personligt har haft stor glæde af at føre disse samtaler med »overleverne«, og hendes oplevelse af deres mangeårige livserfaring smitter af på læseren af den velskrevne bog. Klinikerens største dyd – at lytte – lider under tidsnød i nutidens kliniske hverdag. Befriende at læse om, hvad man kan få ud af samme dyd.

Forfatter: Marianne Schroll

Forlag: Frydenlund Academic

Sider: 170

Pris: 249 kr.