Skip to main content

Boganmeldelse. Personlighed og personlighedsforstyrrelser. En grundbog

15. mar. 2018
2 min.

Praktiserende psykiater Pia Glyngdal

E-mail: Pia.Glyngdal@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen

I en tid, hvor it-systemer vanskeliggør nærværende patientbeskrivelser, og hvor pakkebehandling er standarden, fordi kvantitet vægtes højere end kvalitet, er "Personlighed og personlighedsforstyrrelser", som er udgivet i forbindelse med 25-årsjubilæet for Institut for Personlighedsteori og Psykopatologi (IPTP), en velkommen påmindelse om, at vi som behandlere har med mennesker at gøre, og at personen bag sygdommen er mindst lige så vigtig som sygdommen i sig selv.

Bogen er primært baseret på Millons (og DSM-systemets) kategorisering, og neurovidenskabelige, humanistiske og sociokulturelle teorier gennemgås, uden at det er den teoretiske bredde, der er bogens styrke. Styrken ligger derimod i den kliniske forståelse af personligheden, og således er de første 220 sider grundlæggende teori og personlighedens psykopatologi, frem til side 400 er der fokus på personlighedsforstyrrelser i kombination med øvrige psykiske lidelser, og på de sidste 250 sider gennemgås psykoterapeutiske behandlingsmuligheder.

Bogen er velskrevet i et fagligt og lettilgængeligt sprog, så den er relativt hurtig at læse. Gennem hele bogen er der informative og overskuelige faktabokse. Der er en 77-siders litteraturliste, en liste over undersøgelsesinstrumenter og et stikordsregister. Ved ti kontrolopslag i stikordsregisteret fandt jeg én manglende oplistning ("undoing").

Bogen kan anbefales til behandlere inden for psykiatrien – primært læger og psykologer. Øvrige særligt interesserede læger kan også have gavn af bogen, men da der kun er ganske få kasuistikker, kan det (uden klinisk erfaring) være vanskeligt "at se" de forskellige personlighedsstrukurer for sig. Bogen er en antologi, og der er god sammenhæng mellem kapitlerne, når den læses i sin helhed. Flere kapitler kan læses for sig selv; særligt kan afsnittene om komorbiditet være brugbare for behandlere i "pakkeambulatorier", idet man her kan få en dybere forståelse for, hvorfor så mange patienter ikke profiterer af blot at få ”en pakke".

Redaktører: Erik Simonsen og Birgit Bork Mathiesen

Forlag: Hans Reizels Forlag

Sider: 752

Pris: 650 kr.