Brug af mobiltelefoner og risiko for cancer

Introduktion: Der er rejst en tvivl om, hvorvidt de radiofrekvente signaler, der udgår fra mobiltelefoner, muligvis er cancerfremkaldende.

Materialer og metoder: På baggrund af oplysninger fra to operatørselskaber gennemførte vi et retrospektivt kohortestudie og undersøgte forekomsten af cancer i Danmark blandt 420.095 brugere af mobiltelefoner i perioden 1982-1995.

Resultater: I alt observerede vi 3.391 tilfælde af cancer sammenholdt med 3.825 forventede tilfælde, hvilket svarede til en signifikant nedsat standardiseret incidensratio (SIR) på 0,89. Der blev ikke fundet nogen forøget risiko for cancer i hjernen eller nervesystemet, for spytkirtelcancer eller for leukæmi, der alle er cancerformer, som var af a priori interesse. En analyse af hjernetumorer viste ikke nogen signifikant forøget risiko for nogen histologisk type eller anatomisk lokalisation.

Diskussion: Resultaterne af denne undersøgelse, som er den første landsdækkende undersøgelse af cancerforekomst blandt brugere af mobiltelefoner, støtter ikke hypotesen om en sammenhæng mellem brugen af denne type telefoner og forekomsten af cancer i hjernen og spytkirtlerne, leukæmi eller andre cancertyper.

Anvendelsen af mobiltelefoner er i hastig vækst over hele verden. Mobiltelefoner og de tilhørende basisstationer sender og modtager radiofrekvente signaler i området 800-2.000 MHz, som er en del af mikrobølgeområdet i det elektromagnetiske spektrum. De første telekommunikationssystemer, der blev anvendt, baserede sig på en såkaldt analog teknik, som nu gradvist bliver erstattet af en digital teknik. Gennem induktion af små elektriske felter og medfølgende molekylære bevægelser kan radiofrekvente bølger fremkalde en opvarmning af det eksponerede væv (1). Sædvanligvis sender og modtager en mobiltelefon på et effektniveau, der svarer til 0,25 W, hvilket medfører, at den specifikke energiabsorptionsrate i biologisk væv, den såkaldte SAR-værdi, er på omkring 1,5 W/kg væv afhængig af telefonens position. Det betyder, at længerevarende brug af en mobiltelefon fører til en svag stigning i hjernetemperaturen på maksimalt 0,1°C i det eksponerede område (2). En temperaturstigning i denne størrelsesorden er ikke sat i forbindelse med en blivende biologisk effekt som fx udvikling af en kræftsygdom. Energimængden i de radiofrekvente bølger er således heller ikke tilstrækkelig til at kunne fremkalde ionisering ved at fjerne elektroner fra atomer eller molekyler. Derfor benævnes radiofrekvente bølger som ikke-ioniserende og adskiller sig derved fra ioniserende stråling, der tilhører meget højere frekvensområder. I disse højere frekvensområder finder man røntgenstråler og gammastråler, der benævnes ioniserende, fordi de er i stand til at ødelægge DNA-molekyler i eksponeret biologisk væv ved netop at skille elektroner fra atomer. Denne ionisering kan ske direkte eller indirekte gennem dannelsen af frie radikaler.

På trods af at radiofrekvente bølger derfor ikke synes at kunne fremkalde cancer (3) (www.IEGMP.ORG.UK, aug. 2001), er der alligevel en videnskabelig interesse for dette spørgsmål. Lai & Singh (4, 5) rapporterede om et forøget antal brud på DNA i celler fra rottehjerner efter to timers eksponering af en radiofrekvent bølge med en frekvens på 2.450 MHz, et frekvensområde, der ligger tæt på mobiltelefonens. Disse resultater kunne dog ikke genfindes af andre forskerhold i efterfølgende undersøgelser med den samme eksponering (6-8). Det mest opsigtsvækkende eksperimentelle studie, der kendes, og som stadigvæk ikke er gentaget af andre laboratorier, kommer fra Repacholis gruppe, hvor man fandt et forøget antal af lymfomer blandt genetisk modificerede mus, der blev udsat for en pulserende 900 MHz radiofrekvent eksponering i en time daglig gennem 18 måneder (9). Repacholi og andre forskere har dog sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt dette fund er relevant for menneskers sundhed (10).

I en amerikansk undersøgelse, der inkluderede 250.000 mobiltelefonabonnenter, fandt man efter et års followupundersøgelse, at dødeligheden ikke var øget (11). Der var kun få dødsfald på grund af hjernetumorer (n=6) og leukæmi (n=15) (12). Der er netop offentliggjort et case-kontrol-studie fra Sverige, i hvilket man observerede en forøget risiko for udvikling af hjernetumorer på den side af hovedet, hvor man sædvanligvis anvender sin mobiltelefon. Dette resultat var dog ikke statistisk signifikant og risikoen for udvikling af hjernetumorer totalt set var ikke forøget (13). Der var en række metodologiske problemer i forbindelse med, hvorledes casene var rekrutteret til undersøgelsen (14), og derfor må resultaterne vurderes med en vis skepsis.

På baggrund af den udbredte bekymring i befolkningen for hvorvidt brug af mobiltelefoner kan fremkalde cancer, gennemførte vi et studie af alle mobiltelefonbrugere i Danmark i perioden 1982-1995.

Materiale og metoder

Undersøgelsen omfatter alle mobiltelefonabonnenter i Danmark i perioden den 1. januar 1982 - som er det tidspunkt, hvor mobiltelefoni blev mulig i Danmark - til den 31. december 1995. Abonnenterne blev fundet fra arkiverne i de to danske operatørselskaber Sonofon og Tele Danmark Mobil. Begge selskaber opbevarede oplysninger om alle mobiltelefonnumre, der var blevet anvendt i undersøgelsesperioden. Initialt fandt vi 723.421 abonnenter. Vi ekskluderede 200.507 abonnenter, som klart fremgik var erhvervskunder. Navnene og adresserne på de tilbageværende 522.914 private abonnenter blev fremsendt til CPR med henblik på at identificere personnummeret og vitalstatus, dato for død og dato for emigration, hvis dette havde fundet sted.

Koblingen til CPR reducerede yderligere størrelsen af kohorten, fordi der var fejl i det angivne navn (n=49.352), fejl i adressen (n=10.183), eller fordi adressen ikke var en bopælsadresse (n=11.687). Vi kunne identificere 451.679 abonnenter (86,4%) ved navn, adresse, CPR-nummer og vitalstatus. Vi ekskluderede 10.679 personer, der optrådte mere end en gang, 17.921 personer, der havde oprettet deres abonnement efter den 31. december 1995, 2.550 personer, der ikke var fyldt 18 år på datoen for første abonnement, og 394 personer, der havde permanent bopæl i Grønland eller på Færøerne. Efter at undersøgelsen var blevet omtalt i dags pressen og i de elektroniske medier indrykkede operatørselskaberne i deres nyhedsbrev en meddelelse til samtlige abonnenter om, at de kunne blive udelukket fra at indgå i undersøgelsen ved at fremsende et skriftligt ønske om dette. I alt var der 53 personer, der tog imod dette tilbud. Den endelige kohorte omfattede 420.095 mobiltelefonabonnenter svarende til 80,3% af de private abonnenter, der var blevet oplyst fra telefonselskaberne.

Alle tilfælde af cancer blev identificeret i det danske Cancerregister. Followupundersøgelsen begyndte på datoen for det første abonnement og sluttede på dødsdatoen, datoen for emigration eller den 31. december 1996, afhængig af hvilken dato, der kom først. Risikoen for intrakraniale tumorer blev analyseret med udgangspunkt i en systematik, der omfatter morfologi og topografi som foreslået af Kleihues et al.

Vi beregnede incidensraterne i Danmark for hver cancerform justeret for køn, 5-års-aldersgrupper og 5-års-kalenderperioder, som blev appliceret på de personår, der var under observation i kohorten, for at beregne antallet af de cancertilfælde, der kunne forventes. Vi beregnede den standardiserede incidensratio (SIR) og de tilhørende 95% konfidensintervaller (KI).

Resultater

Tabel 1 viser, at de 420.095 abonnenter (357.550 mænd og 62.545 kvinder) bidrog med 1.128.493 personår i followupundersøgelsen (i gennemsnit 3,1 år; spredning 0-15 år). I gennemsnit blev personer, der abonnerede på det analoge telefonsystem, fulgt i længere tid (3,5 år) end dem, der abonnerede på det digitale telefonsystem (1,9 år).

I Tabel 2 ses, at der ikke blev observeret en generelt øget risiko for cancer (SIR = 0,89), for tumorer i hjernen eller nervesystemet, for leukæmi eller for tumorer i spytkirtlerne, der er de cancerformer, der var af a priori interesse. Der blev observeret 2.876 tilfælde af cancer hos mænd sammenholdt med 3.327.6 forventede tilfælde med en SIR på 0,86. SIR hos kvinder var 1,03 med udgangspunkt i 515 observerede tilfælde af cancer. Der blev observeret signifikant reducerede SIR-værdier hos mænd for lungecancer (SIR=0,65), for pharynxcancer (SIR=0,62), for esophaguscancer (SIR=0,74), for levercancer (SIR=0,60), for ventrikelcancer (SIR=0,70) og for andre samt for ikke-specificerede cancerformer (SIR=0,78). SIR-værdien for testikelcancer (1, 12) var ikke statistisk signifikant forøget.

Risikoen for cancer i hjernen og nervesystemet samt leukæmi blev ikke fundet forøget i de analyser, der inkluderede tid siden første abonnement (latenstid), alder ved første abonnement (alder ved indgang i kohorten), det mobiltelefonsystem, der var anvendt, eller varigheden af abonnement (en oplysning, der kun var tilgængelig for de 202.001 abonnenter på det digitale telefonsystem) (Tabel 3).

Vi analyserede forekomsten af hjerne- og nervesystemstumorer på baggrund af en opdeling i morfologi og topografi (Tabel 4). Af de 154 cancertilfælde, der blev observeret, var 144 intrakraniale. Der fandtes ingen statistisk signifikant forøget SIR for nogen histologisk type eller anatomisk lokalisation inklusive occipitallappen, som man må antage er tættest på mobiltelefonens antenne, når denne er i brug (SIR=1,79; 95% KI=0,58-4,17). Fraværet af en forøget risiko blev observeret både blandt de hurtigtvoksende tumorer, såsom gliomer, men også blandt de mindre aggressive tumorer, såsom meningiomer og acusticusneurinomer. Vi fandt en øget risiko for andre uspecificerede cancertyper, dog ikke signifikant (SIR=1,31). Denne gruppe tumorer inkluderede tumorer i hypofysen og koglekirtlen - tumorer, der ligger i periferien af det område, der typisk bliver eksponeret for radiofrekvente felter fra den mobile telefon.

Diskussion

I dette studie af mere end 420.000 mobiltelefonbrugere i Danmark observerede vi, at forekomsten af tumorer i hjernen og nervesystemet, leukæmi og tumorer i spytkirtlerne var tæt på den forventede forekomst på baggrund af incidensrater for hele befolkningen.

Den generelt nedsatte risiko for cancer, som vi fandt blandt mænd kunne overvejende forklares ved en nedsat forekomst af lungecancer og flere andre rygerelaterede cancerformer samt ventrikelcancer. Dette fund kan sandsynligvis forklares ved en effekt af socialklasse, idet brugere af mobiltelefoner må antages at være forskellige fra befolkningen ved at tilhøre højere socialgrupper og dermed også være mindre tilbøjelige til at ryge. Før 1992 var brug af mobiltelefoner i Danmark relativt dyrt, og et abonnement var derfor mere almindeligt blandt mennesker fra højere sociale lag. Desuden ved vi, at personer fra højere sociale lag i Danmark generelt har et lavere forbrug af tobak, en lavere forekomst af et stort alkoholforbrug og en mindre forekomst af ventrikelcancer (15).

Da de radiofrekvente bølger sandsynligvis ikke kan fremkalde genmutationer (initiator), er den biologiske mekanisme, som kan forklare den mulige sammenhæng mellem udsættelse for mobiltelefoner og risiko for cancer, enten en termisk eller en ikke-termisk mekanisme, som øger tumorvækst (promoter). Der er dog kun få, spredte eksperimentelle resultater, der støtter teorien om en promotermekanisme. Hvis en sådan mekanisme forklarer sammenhængen mellem brugen af mobiltelefoner og forekomsten af cancer, vil brugen af mobiltelefonen i umiddelbar relation til diagnosticeringen af en cancersygdom være af særlig interesse. Men vores data viser et fravær af en forøget risiko for hjernecancer i de seneste år, hvor brugen af mobiltelefoner er blevet stærkt forøget. Desuden fandt vi ikke en forøget forekomst af intrakraniale tumorer beliggende i hjernens tempo- rale, parietale eller occipitale områder eller i meninges. Hvis man antager, at tumorpromotereffekten sker tæt på det område, hvor eksponering finder sted, synes dette resultat yderligere at svække mistanken om en sammenhæng mellem mobiltelefonbrug og forekomsten af hjernecancer.

Vi fulgte kohorten op for forekomst af cancer i op til 15 år efter første abonnementsdato. Den gennemsnitlige followupperiode var 3,1 år, hvilket afspejler den stigning i brugen af mobiltelefoner, der er sket i de seneste år, idet over to tredjedele af abonnementerne blev oprettet i årene 1994 og 1995. Derfor kan den latenstid, som indgår i undersøgelsen, være for kort til at afsløre en meget tidlig effekt eller en effekt på mere langsomt voksende hjernetumorer. Desuden inkluderer undersøgelsen i øjeblikket for få storbrugere til, at vi med sikkerhed kan udelukke en karcinogen effekt på hjernevævet efter intensiv langtidsanvendelse af mobiltelefoner.

En vis misklassificering af eksponeringen kan ikke udelukkes, da vi antog, at det udelukkende var ejerne, der anvendte mobiltelefonen. I en undersøgelse af 3.949 telefonabonnenter i USA (16) udtrykte 48%, at de alene anvendte deres mobiltelefon. Dette resultat indikerer, at varigheden af brugen af mobiltelefonen blandt abonnenterne i vores undersøgelse kan være overvurderet.

Der er netop offentliggjort to omhyggeligt udførte casekontrol-undersøgelser af sammenhængen mellem brugen af mobiltelefoner og risikoen for hjernetumorer (17, 18). Selv om begge undersøgelser var begrænset på grund af case-kontrol-designet (19), fandt man i ingen af disse en sammenhæng mellem brugen af mobiltelefoner og en forøget risiko for hjernecancer. Samlet set synes resultatet af disse nye undersøgelser samt vores kohorteundersøgelse, der er verdens første landsdækkende undersøgelse af cancerforekomst blandt brugere af mobiltelefoner , i væsentlig grad at svække hypotesen om en sammenhæng mellem brugen af mobiltelefoner og risikoen for at udvikle cancer.

Christoffer Johansen, Institut for Epidemiologisk Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse, Strandboulevarden 49, DK-2100 København Ø.

Antaget den 11. oktober 2001.

Kræftens Bekæmpelse, Institut for Epidemiologisk Kræftforskning, International Epidemiology Institute, Rockville, Maryland, USA, og Department of Medicine, Vanderbilt University Medical Center Vanderbilt-Ingram Cancer Center, Nashville, Tennessee, USA.

This article is based on a study first reported in the Journal of The National Cancer Institute 2001; 93: 203-7.

Taksigelser: Denne undersøgelse er støttet af midler fra to danske operatørselskaber Tele Danmark Mobil og Sonofon samt International Epidemiology Institute, Rockville, MD, USA og Kræftens Bekæmpelse. Vi takker Visti Birk Larsen og Andrea Meersohn for deres kompetente edb-assistance.