Casestudie viser, at patienter med kræft benytter forløbskoordinatorfunktionen forskelligt

I aftaleteksten til Kræftplan III indførte man en obligatorisk forløbskoordinatorfunktion for patienter med kræft med det formål, at bidrage til at undgå unødig ventetid og sikre løbende koordinering af de forskellige elementer i behandlingen på tværs af sygehusafdelinger og sygehuse [1]. I de gældende aftaler er funktionens ansvars- og opgaveområde sparsomt beskrevet, og der lægges op til, at den udvikles og organiseres lokalt. Med udgangspunkt i et casestudie af forløbskoordinatorerne på Onkologisk Klinik, Rigshospitalet, ser vi i denne artikel nærmere på, af hvem og til hvad forløbskoordinatorfunktionen benyttes.

Casestudiet blev gennemført af Kræftens Bekæmpelse i januar-februar 2013 i tæt samarbejde med Onkologisk Kliniks ledelse og forløbskoordinatorer [2]. Onkologisk Kliniks fire forløbskoordinatorer er sygeplejersker og primært et fagligt kontakttilbud til patienter, der er henvist til klinikken, deres pårørende og sundhedsprofessionelle. De er også involveret i tværfagligt og tværgående kvalitetsudviklingsarbejde med særligt fokus på den organisatoriske og patientcentrerede kvalitet, dog uden en fællessynlig systematik i forhold til samtlige kræftpakkeforløb. Udvalgte opgaver i forløbskoordinatorfunktionen blev fra april 2011 til oktober 2012 dokumenteret i en database med ca. 3.000 samtaleregistreringer af ad hoc-henvendelser fra patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. I casestudiet beskrives forhold gældende for patienter, der var henvist til eller var i aktive behandlingsforløb på Onkologisk Klinik, og der kan ikke generaliseres på baggrund af dem.

METODE

Casestudiets metode og datagrundlag er beskrevet i Tabel 1. Den kvantitative analyse af databasen afdækker bl.a., hvem der ringede/blev ringet til, samtalens indhold og de afledte handlinger, dvs. om forløbskoordinatorerne informerede, koordinerede eller støttede. Desuden blev det sundhedsfaglige personales brug af forløbskoordinatorfunktionen belyst gennem to gruppeinterview med kirurgiske klinikkers sygeplejersker, der koordinerer patientforløb. Syv kirurgiske afdelinger blev inviteret til at deltage, men kun fem sundhedsprofessionelle fra tre afdelinger deltog, hvilket udgør en betydelig begrænsning i
datagrundlaget. Patienters eller pårørendes brug af forløbskoordinatorfunktionen er belyst gennem individuelle telefoninterview med ti patienter eller pårørende, der henvendte sig til Onkologisk Kliniks forløbskoordinatorer i perioden januar-februar 2013.

RESULTATER

Databasen

Samtaleregistreringerne viser, at 38% af alle indgående og udgående samtaler var med sundhedsprofessionelle, typisk koordinationsansvarlige, som ringede på vegne af en patient, der havde et særligt komplekst patientforløb eller særligt behov for støtte, og 62% var med patienter og pårørende. Af de indgående opkald fra patienter og pårørende (n = 1.408) var der lige mange fra mænd og kvinder, og to tredjedele befandt sig i overgangsfasen fra anden behandling til onkologisk behandling. Halvdelen af opkaldene var fra patienter eller pårørende til patienter med mave-/spiserørskræft (28%) eller lungekræft (22%), mens brystkræftpatienter udgjorde 6%. Af samtalerne var 30% registreret som omhandlende psykosociale emner og 19% fysiske symptomer. Flest samtaler drejede sig om koordinering af patientforløbet og information (87%), tilrettelæggelse af behandlingsforløbet (64%) og organisatorisk koordinering og sikring af kontinuitet (20%). Som respons på 34% af henvendelserne ydede forløbskoordinatorerne, som funktionens formål foreskriver, en koordinerende indsats ved at ringe op til andre sundhedsprofessionelle på eller uden for Rigshospitalet. Desuden ydede koordinatorerne sygeplejefaglig information, undervisning og vejledning (43%) samt psykosocial støtte (23%) til patienter og pårørende.

Gruppeinterview med sundhedsprofessionelle

De kirurgiske koordinatorer beskrev, at de var placeret i klinikkerne og havde fokus på at støtte individuelle patientforløb med ad hoc-interventioner, herunder facilitering af kontakt, ændring af tider og hurtig identifikation af fejl, forsinkelser og misforståelser. Ved henvisning til Onkologisk Klinik informeres patienterne om klinikkens forløbskoordinatorer. Om kontaktmuligheden benyttes, varierer for de enkelte kræftsygdomme, hvilket evt. kan afhænge af ventetiderne på behandling på Onkologisk Klinik, muligheden for at fastholde kontakt til de kirurgiske afdelingers koordinatorer og informationskontinuiteten i overgangen. For nogle kræftsygdomme, f.eks. brystkræft, kræft i hjernen og kræft i æggestokkene, er der etableret samarbejdsaftaler mellem Rigshospitalets kirurgiske klinikker og de respektive onkologiske team. Det betyder, at patienterne får en indkaldelse til samtale på Onkologisk Klinik, inden de udskrives fra kirurgisk regi. Koordinatorerne efterspørger lignende samarbejdsaftaler for alle kræftsygdomme, en gennemførelse af det afhænger dog af ledelsesbeslutninger.

Individuelle interview med patienter eller pårørende

Her fremgik en række mulige årsager til patienters eller pårørendes konkrete henvendelse til Onkologisk Kliniks forløbskoordinatorer (Tabel 2). Behovet for koordinering og information om det videre forløb var gennemgående. Patienter og pårørende oplevede generelt, at forløbskoordinatorerne formidlede det, de efterspurgte, og det blev fremhævet som positivt, at koordinatorerne var lettilgængelige over telefonen og tog ansvar for at få løst patientens eller den pårørendes aktuelle problem.

DISKUSSION

Casestudiet har belyst, af hvem og til hvad den onkologiske forløbskoordinatorfunktion blev benyttet. Det fremgår af casestudiet, at forløbskoordinatorerne responderede på patienters, pårørendes og sundhedsprofessionelles henvendelser og i høj grad leverede den efterspurgte information og koordination. Behovet for løbende koordination fremstår dog meget forskelligt kræftsygdommene imellem. Analysen af databasen viser et mønster i, hvem der henvendte sig, idet 50% af henvendelserne var fra patienter og pårørende til patienter med mave-/spiserørskræft eller lungekræft, mens brystkræft, som er en af de hyppigste kræftformer hos kvinder, kun var baggrund for 6% af henvendelserne. Mens databasen i sig selv ikke giver anledning til at pege på entydige årsager hertil, fremhævede de interviewede koordinatorer varierende organisatoriske forhold for de enkelte kræftsygdomme, herunder at samarbejdsaftaler mellem de kirurgiske klinikker og de respektive onkologiske team sikrer patienter med nogle kræftsygdomme bedre kontinuitet i overgangen.

Forløbskoordinatorerne blev i 87% af henvendelserne fra patienter og pårørende benyttet som en resurse til at sikre koordinering af patientforløbet og information. De interviewede patienter og pårørende beskrev, at årsagen til deres henvendelse netop var mangelfuld information og belastende ventetid, og udtrykte generel tilfredshed med kontaktmuligheden og den ydede hjælp. Dette fund er på linje med, hvad man har fundet i andre studier af forløbskoordination, hvor der er rapporteret om forbedringer i patienttilfredshed og dimensioner af livskvalitet [6]. Funktionen fremstår således som et vigtigt supplement til løsningen af de patientoplevede koordinations- og kontinuitetsproblematikker, som er velbeskrevet i tidligere, lignende undersøgelser [7].
I Kræftens Bekæmpelses barometerundersøgelse dokumenteres det, at patienterne oplever væsentlige problemer i forhold til manglende overblik, ansvar og sammenhæng især i kræftforløb, der går på tværs af enheder [8].

I dag udmøntes forløbskoordinatorfunktionen vidt forskelligt på landets kræftafdelinger, og der savnes en mere klar ledelsesmæssig definition af funktionens formål og strategien for at opnå dette [9]. De foreliggende erfaringer med forløbskoordinatorfunktionen giver anledning til at sætte spørgsmålstegn ved, om den opfylder sit formål og bidrager til systematiske kvalitetsforbedringer i forhold til at undgå unødig ventetid og sikre løbende tværgående koordinering. Det er samtidig relevant at overveje, om helt andre løsningsmodeller skal i spil. Kræftens Bekæmpelse har i sine 2020-mål foreslået, at kræftpatienter får en personlig kræftlæge, der følger dem igennem hele behandlingsforløbet. Styrken ved denne model er, at det faglige og det koordinerende ansvar samles hos en person. En anden model er afprøvet i Region Nordjylland, hvor der er indført en ny ledelsesperson, en forløbschef, med ansvar for, at der udarbejdes fagligt optimale patientforløb, som samtidig er effektive [10]. Denne model sikrer et stærkt ledelsesmæssigt fokus på sammenhæng mellem sygehusenes funktioner. Mulighederne er mange, og opgaven er langtfra løst.

Korrespondance: Stine Finne Jakobsen, Sektion 2100, Finsencentret, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø. E-mail: stine.finne.jakobsen@regionh.dk

Antaget: 18. marts 2014

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 23. juni 2014

Interessekonflikter: Forfatternes interessekonflikter er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Taksigelser: Janne Lehmann Knudsen, Kræftens Bekæmpelse, takkes for kommentarer og sparring. Tak til temagruppen Overgange i udredning, diagnostik og behandling under Den Nationale Arbejdsgruppe for Patientsikkerhed i Kræftforløb, hvis arbejde og anbefalinger inspirerede til casestudiet. I.M. Dæhnfeldt Foundation takkes for økonomisk støtte til projektet.