En 71-årig tidligere rask mand blev akut indlagt med hovedpine, kvalme og konfusion. Symptomerne fortog sig over dage, men der blev observeret vridende, koreiforme bevægelser i ansigtet og overkroppen. Disse bevægelser havde ifølge patienten udviklet sig gradvist i løbet af de forgangne vintermåneder. Ved gennemgang af anamnesen viste det sig, at han i samme periode havde været eksponeret dagligt for carbonmonoxid (CO) fra en defekt gasvarmer i forbindelse med slægtsforskning i et kælderlokale. CT og MR-skanning af cerebrum, der blev foretaget ved indlæggelsen, viste bilaterale skader i basalganglierne, hvilket var foreneligt med CO-forgiftning [1]. På billederne ses bilaterale forandringer i putamen og globi pallidi. På CT fremstår områderne hypodense. På MR-skanning fremstår de hyperintense på fluid attenuation inversion recovery (FLAIR) og T2 uden kontrastopladning på T1. Diffusion-weighted imaging (DWI) og apparent diffusion coefficient (ADC) viser nedsat diffusion.
Diagnosen CO-forgiftning kan være svær at stille klinisk. Akut forgiftning giver uspecifikke symptomer, såsom hovedpine, hjertebanken og kvalme. Forsinket encefalopati efter akut forgiftning ses efter dage til måneder med kognitiv svækkelse, inkontinens og ændret gang. Effekten af gentagen eksponering af lave niveauer af CO er sjældent beskrevet,
og chorea som senfølge er kun beskrevet kasuistisk [2, 3].
Publiceret på ugeskriftet.dk: 2. juli 2018
Interessekonflikter: ingen.
Referencer
Litteratur
-
O’Donnell P, Buxton PJ, Pitkin A et al. The magnetic resonance imaging appearances of the brain in acute carbon monoxide poisoning. Clin Radiol 2000;55:273-80.
-
Sung YF, Chen MH, Peng GS et al. Generalized chorea due to delayed encephalopathy after acute carbon monoxide intoxication. Ann Indian Acad Neurol 2015;18:108-10.
-
Song IU, Chung SW. Chorea as the first neurological symptom of delayed encephalopathy after carbon monoxide intoxication. Int Med 2010;49:1037-9.