Christian Grams berømte farvemetode

Hans Christian Joachim Gram (1853-1938) blev student i 1871 (Figur 1 ). Christians far døde, da han var 18 år. Han studerede først naturhistorie, men skiftede til medicinstudiet og blev læge i 1878 og dr.med. i 1883 [1].

Den danske bakteriologiske pioner Carl Julius Salomonsen (1847-1924) gennemførte det første kursus i bakteriologiske teknikker i 1883 i Botanisk Museum med deltagelse af Christian Gram [2]. Han rejste efter kurset med en introduktion fra Salomonsen til patologen Carl Friedländer på Friedrichshain Sygehus i Berlin, hvor han arbejdede fra 22. oktober 1883 til 20. marts 1884. De bakteriologiske farvemetoder, man brugte på inficeret væv, farvede også patientens cellekerner, så bak-terierne var vanskelige at skelne fra disse kerner. Friedländer arbejdede med at påvise årsagen til lungebetændelse og havde fundet kapsulatbakterier i autopsipræparater [2, 3]. Gram havde arbejdet på at lave en dobbeltfarvning af nyresnit med anilingentianaviolet og jod for at opnå blå kerner og brune urincylindre, og han havde observeret, at de anilingentiana-violetfarvede præparater, som ellers vanskeligt affarvedes af alkohol, blev fuldstændigt affarvet af alkohol efter forud-gående behandling med en jod-jodkalium-opløsning. På den baggrund udarbejdede Gram sin farvemetode, som fik kokkerne til at fremtræde stærkere farvet end ved nogen tidligere farvemetode, mens kerner og andre vævselementer blev affarvet af alkoholen. Grams farvemetode bestod i en farvning med anilingentianaopløsning efterfulgt af bejdsning med en vandig opløsning af jod-jodkalium, som var almindelig brugt til farvning blandt bakteriologer og botanikere på den tid. Gram fandt, at en række forskellige bakterier derved blev farvet sortrøde, mens andre som f.eks. tyfusbakterier affarvedes, men ligesom vævselementer kunne synliggøres ved hjælp af kontrastfarvning. Betydningen af Grams farvemetode viste sig først ved, at han fandt problemer i Friedländers tolkning af lungebetændelsernes ætiologi [2], hvorfor han var meget forsigtig med sin kritik offentligt, og hans publikation af metoden blev lidt forsinket [2, 4]. Der er næppe tvivl om, at han var klar over sin farvemetodes betydning [2], og den blev da også straks anerkendt overalt, idet den opdelte bakterier i to store ubeslægtede grupper, de grampositive og de gramnegative, som har stor taksonomisk, identifikationsmæssig og daglig klinisk betydning i alle bakteriologiske laboratorier over hele verden. Den biokemiske og strukturelle baggrund for gramfarvningens betydning blev først klarlagt i 1963, hvor Salton påviste, at grampositive bakteriers meget tykkere peptidoglykanlag end gramnegatives medfører, at alkohol dehydrerer dette lag, så dets små porer fanger krystalviolet-jodid komplekset hos de grampositive, mens alkoholen øger permeabiliteten af gramnegative bakteriers cellevæg med det tynde peptidoglykanlag ved at ekstrahere lipid fra bakteriernes ydre membran (5).

Gram fremlagde sin farvemetode ved den internationale medicinske kongres i København i 1884, men siden forlod han bakteriologien og blev professor i farmakologi (1891-1900), og i 1892 blev han overlæge på Medicinsk Afdeling A på Frederiks Hospital, senere Rigshospitalet, og professor i intern medicin 1893 frem til sin pensionering i 1924.

Korrespondance: Niels Høiby, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Rigshospitalet, DK-2100 København Ø. E-mail: hoiby@inet.uni2.dk