BAGGRUND OG FORMÅL
Dansk Esophagus-, Cardia- og Ventrikelcancer Database [1] blev dannet i 2003 med det formål gennem registrering og sammenligning centrene imellem at sikre en ensartet behandling på landsplan.
Databasen blev oprettet med baggrund i et ønske om nationale kliniske retningslinjer, da øvre gastrointestinal cancer blev opereret på op til 37 forskellige afdelinger med meget betydelige forskelle i volumen, mobiditet og mortalitet [2, 3]. Databasen blev oprettet i 2003, og er nu en landsdækkende kvalitetsdatabase med repræsentanter fra alle fem regioner.
RESULTATER
Alle patienter, der har øsofagus-, cardia- og ventrikel-cancer og vurderes med henblik på operation (75% af alle diagnosticerede), registreres i databasen, og der er på nuværende tidspunkt registreret i alt 5.474 patientforløb fra 2003 til 31. december 2010. Den manglende komplette dækningsgrad skyldes hovedsageligt patienter som pga. dissemineret sygdom eller svær komorbiditet ikke henvises til en af de indrapporterende, højtspecialiserede afdelinger. Der udgives hvert år en rapport [4] fra Kompetencecenter Nord med statistisk bearbejdning af data. I årsrapporten er der angivet en række indikatorer, som skal opfyldes, og disse rapporteres på landsbasis og på behandlingscentre (Figur 1 ). Blandt indikatorerne kan nævnes lækagefrekvens, 30-dages-mortalitet, antal fjernede lymfeknuder, femårsoverlevelse og henvisningsmønstre.
DISKUSSION
Efter etableringen af databasen er det lykkedes at samle diagnostik og al kirurgisk behandling af øvre gastrointestinal-cancer på de fire universitetssygehuse (højtspecialiserede afdelinger), hvor det sker i tæt samarbejde mellem onkologer, kirurger, thoraxkirurgier, patologer og radiologer (multidisciplinære behandlingskonferencer).
Vurderet ud fra de opstillede kvalitetsindikatorer har databasen været en succes, hvor efterhånden alle indikatorer opfyldes, selvom der er variation over tid [5]. Databasen er i øvrigt i tæt samarbejde med lignende databaser i Europa, og dataene er nu så omfangsrige, at større videnskabelige opgørelser kan finde sted, og flere er i gang. Der er nu også etableret onkologisk registrering. Databasen inkluderer ca. 800 nye patienter årligt (målet er alle ca. 1.000 patienter årligt), og der er derfor et meget betydeligt frivilligt arbejde forbundet med dataindtastningen; dette burde indgå i de involverede afdelingers drift og normering.
KONKLUSION
Dansk Esophagus-, Cardia- og Ventrikelcancer Database har været en betydelig succes og har allerede medvirket til et kvalitetsløft i behandlingen af øsofagus-, cardia- og ventrikelcancerpatienter.
KORRESPONDANCE: Lars Bo Svendsen, Afdeling C, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø. E-mail: lars.bo.svendsen@rh.regionh.dk
INTERESSEKONFLIKTER: Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk
Referencer
- DECV. Nationale Kliniske retningslinier 2011. http://gicancer.dk.
- Jensen LS, Parvaiz I, Utzon J et al. Esophagusresektioner i Danmark 1997-2000. Ugeskr Læger 2002;164:4423-7.
- Lauritsen M, Bendixen A, Jensen LS et al. Gastrektomi i Danmark 1999-2004. Ugeskr Læger 2005;167:3048-51.
- DECV. Årsrapport 2010. http://gicancer.dk.
- Jensen LS, Nielsen H, Mortensen PB et al. Enforcing centralization for gastric cancer in Denmark. ESJO 2010;36:S50-4.