Skip to main content

Den landsdækkende kvalitetsdatabase for geriatri

Lillian Mørch Jørgensen

15. okt. 2012
3 min.


BAGGRUND

Formålet med geriatrisk intervention er ud over diagnostik og behandling af den ældre patients akutte og kroniske sygdomme at genskabe og fremme funk- tionsevnen, således at patienten opnår størst mulig uafhængighed og bedst mulig livskvalitet. En forudsætning herfor er, at der sker en systematisk udredning af patientens resurser, funktionsbegrænsninger - såvel fysiske som psykiske - og en vurdering af den sociale situation.

Den landsdækkende kvalitetsdatabase for geriatri har været i drift siden 2006 og har til formål med udgangspunkt i det enkelte geriatriske patientforløb at belyse og bidrage til forbedring af den samlede kvaliteten i udredningen og behandlingen af geriatriske patienter. I databasen registreres basale oplysninger såsom alder, køn og indlæggelsesvarighed.

Som indikatorer for funktionsniveau anvendes Barthel-100-, timed up and go- og rejse sætte sig-test, og for ernæringstilstanden anvendes body mass index (BMI) [1-5].

RESULTATER

Antallet af patienter registreret pr. år har været stigende og var i 2011 på 11.974, hvoraf 62% var kvinder. Medianalderen ved indlæggelsen var 85 år for kvinder og 82 år for mænd. Den mediane indlæggelsestid, som viser store forskelle afdelingerne imellem, har generelt været faldende og var i 2011 ni dage på landsplan. Den mediane Barthel-100-score ved indlæggelse fremgår af Figur 1 . Trods kortere indlæggelsestid kan der stadig påvises forbedring af funktionsniveauet hos 70% af patienterne. Ved registreringer af BMI i årenes løb har 33-54% af patienterne været undervægtige (BMI < 22), mens 8-11% har været overvægtige (BMI > 30). De seneste år har den mediane vægtændring været 0, således har kun halvdelen af patienterne været i stand til at tage på under indlæggelse.

DISKUSSION OG KLINISKE IMPLIKATIONER

Databasen er et vigtigt hjælpemiddel til at fastholde fokus på forbedring af patienternes funktions- og ernæringsniveau. Den korte indlæggelsestid accentuerer behovet for hurtig mobilisering og ernæringsintervention. Da mange geriatriske patienter udskrives til videre rehabilitering i primærsektoren, enten på aflastningsplads eller ambulant, er det vigtigt, at der er mulighed for at videregive informationer om funktionsniveau så præcist som muligt. Det bør også være muligt at fortsætte en iværksat ernæringsplan efter udskrivelsen.

KONKLUSION

Der skal fortsat arbejdes med at finde indikatorer (funktionstest), som man kan optimere overgangen mellem sekundær og primær sektor med, så der bliver størst mulig sammenhæng i rehabiliteringsplanerne.



KORRESPONDANCE: Lillian Mørch Jørgensen, Akutmodtagelsen, Hvidovre Hospital, Kettegård Allé 30, 2650 Hvidovre,. E-mail: lillian.moerch.joergensen@hvh.regionh.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Referencer

  1. Maribo T, Lauritsen JM, Wæhrens E et al. Barthel indeks til vurdering af funk- tionsevne. Ugeskr Læger 2006;168:2790-2.
  2. Beck AM, Ovesen L. At which Body Mass Index and degree of weight loss should hospitalized elderly patients be considered at nutritional risk? Clin Nutr 1998;17:195-8.
  3. Podsiadlo D, Richardson S. The timed "up & go": a test of basic functional mobility for frail elderly persons. J Am Geriatr Soc 1991;39:142-8.
  4. Rikli RE, Jones CJ. Fysisk formåen hos ældre - manual og referenceværdier. 1. udgave. København: FADL's Forlag, 2004: 47-9, 84-5.
  5. Sletvold O, Engedal R, Tilvis A et al. Geriatrisk udredning i Norden. København: Dansk Selskab for Geriatri, 1997.