Der er behov for evidensbaseret ledelse i sundhedsvæsenet

Når patienter skal modtage sundhedsvæsenets kerneydelser, lægger vi vægt på, at de, der skal have ansvaret for patienternes behandling, har særlige kompetencer, f.eks. speciallægeautorisation. Vi lægger samtidig vægt på, at de sundhedsfaglige ydelser skal være evidensbaserede, hvilket som bekendt indebærer, at kliniske beslutninger og klinisk praksis hviler på et videnskabeligt grundlag [1]. Hvis der i et patientforløb opstår komplikationer, har man som kliniker et problem, hvis patienten ikke er behandlet på et evidensbaseret grundlag, såfremt der foreligger evidens.

Spørgsmålet er, om vi håndterer ledelse i sundhedsvæsenet med lige så stor alvor. Hovedparten af alle ledere i sundhedsvæsenet har ikke en egentlig
lederuddannelse. Det er relativt få, der har universitetsuddannelser i ledelse, hvilket gælder såvel sundhedsprofessionerne som djøf’erne. Man skal således opfylde formelle krav for at behandle patienter, men ikke for at være leder i sundhedsvæsenet. Vi betragter således ikke ledelse som en regelret fagdisciplin, men snarere som en kunstart, som »man bare kan, eller ikke kan«.

Hvordan står det til med udførelse af ledelsesopgaven i sundhedsvæsenet? Sikrer vi, at ledelsesopgaven udøves på grundlag af den bedste evidens? Forfatterne til »The knowning-doing gap«, Jeffrey Pfeffer & Robert I. Sutton, har beskrevet grundlaget for ledelsesbeslutninger i det amerikanske erhvervsliv [2]. De angiver, at størstedelen af de ledelsesmæssige beslutninger hviler på gamle antagelser, myter og ideologier samt håb og frygt og kun i begrænset omfang på opdateret evidens. De angiver, at ledelsesbeslutninger kopieres fra virksomhed til virksomhed uden refleksion over, om der er dokumentation for det pågældende initiativ. Forfatterne beskriver, at når der implementeres nye ideologier, sker dette, fordi ideologien passer ind i det, lederne tror på, og ikke fordi der er evidens for, at en given intervention virker. Pfeffer & Sutton argumenterer for, at de principper, der gælder for evidensbaseret medicin i sundhedsvæsenet, også bør være gældende for moderne ledelse.

Spørgsmålet er, om vi kan genfinde denne ledelseskultur i det danske sundhedsvæsen? Vi kan konstatere, at evidens ikke fylder meget i debatten om ledelse i sundhedsvæsenet. I vid udstrækning prøver vi at imitere nogle af de succeser, som vi får øje på omkring os. Et eksempel herpå er lean. Vi implementerer nogle lean-værktøjer til løsning af konkrete problemstillinger og forventer, at vi kan opnå samme resultater som Toyota, uden refleksion over, at Toyota har implementeret ikke blot værktøjer, men en kultur, der er hele grundlaget for virksomheden og formentlig også for succesen. Det er ligeledes et dilemma, at store ledelsesinterventioner oftest indføres uden evaluering og vidensopsamling. Står vi over for ledelsesproblemer, bestiller vi konsulentfirmaer til at ordinere en mirakelkur. Konsulentfirmaerne vandrer ind og ud af danske hospitaler og medbringer de samme hyldevarer fra sted til sted uden anden dokumentation, end at de pågældende metoder også anvendes der, hvor konsulentfirmaet var sidst.

Som det fremgår af artiklen: »God ledelse kan have effekt på kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser«, er der betydelig evidens for, hvilke ledelsesinitiativer der kan forventes at have effekt [3]. I artiklen dokumenteres det, at ledelse har betydning for at etablere en kultur, der kan skabe forbedringer, og på kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser. Det fremgår imidlertid også af artiklen, at den tilgrundliggende forskning ofte er kontekstafhængig, ligesom det ofte ikke er muligt at belyse egentlige kausale sammenhænge mellem ledelse og kvalitet i traditionel biomedicinsk forstand. I forlængelse af artiklen manifesterer der sig et behov for, at ledelsesmæssige beslutninger og initiativer i langt højere grad baseres på evidens. Der er behov for at etablere en forskningstradition, der bygger på evidens og ikke på udokumenterede teorier og myter. Moderne ledelse bør således være evidensbaseret.

Korrespondance:
Jan Mainz, Psykiatrien –
Region Nordjylland,
Psykiatriledelsen,
Aalborg Universitetshospital, Mølleparkvej 10,
9000 Aalborg.
E-mail: jan.mainz@rn.dk

Interessekonflikter:
ingen. Forfatterens ICMJE-
formular er tilgængelig
sammen med lederen på Ugeskriftet.dk