Skip to main content

Det er i orden, at egen læge spontant påtaler overvægt under konsultationen

Svært overvægtige patienter finder det passende og hjælpsomt, at egen læge tilråder vægttab, selv om de henvender sig med et andet problem end overvægt.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

7. dec. 2016
2 min.

Den alment praktiserende læge kan have en vigtig rolle i opsporingen af overvægt og fedme og har nogle steder mulighed for at henvise motiverede patienter til kommunale vægtreduktionsprogrammer. Imidlertid har mange praktiserende læger svært ved at bringe vægten på banen i konsultationen, hvis patienten henvender sig af en anden årsag. Derfor undersøgte en række engelske forskere fra almen praksis, om fede patienter accepterer, at egen læge spontant nævner vægt, rådgiver og henviser motiverede patienter til vægtreduktionsprogrammer, selv om henvendelsen handler om andet end overvægt. Patienten kunne enten modtage et kort råd om vægtreduktion eller et råd om vægtreduktion sammen med henvisning til et vægtreduktionsprogram. I undersøgelsen, som blev gennemført i 57 almen praksisser i England, inkluderedes i alt 1.882 patienter, og man fandt, at patienterne fandt lægens indblanding passende og hjælpsom. Kun fire patienter mente, at rådene var upassende og nytteløse. Hvad vægtudviklingen angår, observerede man efter 12 måneder, at 12% af de patienter, som deltog i et vægtreduktionskursus, opnåede et vægttab på over 10% mod et vægttab på 6% i gruppen, som kun fik det korte råd om vægttab (p < 0,0001). Det gennemsnitlige vægttab i gruppen af henviste til vægtreduktionsprogrammet var 2,4 kg. I gruppen af patienter, der kun fik et kort råd, var det gennemsnitlige vægttab 1 kg, og forskellen på de to gruppers vægttab var ikke statistisk signifikant.

Praktiserende læge, ph.d., adjunkt Merethe Kirstine Andersen og praktiserende læge, ph.d.-studerende Carl J. Brandt, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet, kommenterer: »Studiet bidrager med vigtig viden om, at de fleste svært overvægtige patienter accepterer den praktiserende læges (utidige) indblanding, og at en simpel intervention kan have effekt i form af vægttab. Man kan dog diskutere, om et ensidigt fokus på vægttab er relevant i forbindelse med en opportunistisk screening af svært overvægtige i almen praksis. Vi mener, at det giver langt mere mening at intervenere imod fysisk inaktivitet. Lægens rolle er således at informere patienten om, at selv kortvarig, daglig fysisk aktivitet kan have en hurtigt indsættende gavnlig effekt på helbredet. Endvidere kan ændringer i fysisk aktivitet måles umiddelbart, f.eks. med et accelerometer, som er indbygget i de fleste smartphones«.

Aveyard P, Lewis A, Tearne S et al. Screening and brief intervention for obesity in primary care: a parallel, two-arm, randomised trial. Lancet 21. okt 2016 (e-pub ahead of print).

INTERESSEKONFLIKTER: Carl J. Brandt er bestyrelsesmedlem i LIVA Healthcare ApS, der leverer sundhedsdata fra patienter til praktiserende læger, kommuner og hospitaler.