Det stratificerede H-indeks giver transparens i videnskabelig impact

I 1950 var der i gennemsnit halvanden forfatter pr. videnskabelig artikel. Det var på den tid, Watson & Crick kortlagde DNA’ets struktur – én artikel, to forfattere [1]. Siden 1950 er det gennemsnitlige antal forfattere pr. videnskabelig artikel næsten firdoblet (Figur 1) [2], og allerede i 1993 blev der i The New England Journal of Medicine publiceret et studie forfattet af ikke mindre end 972 forskere [3]. Multidisciplinære og multinationale samarbejder vinder frem, mens soloforfatteren synes at være en uddøende race [4, 5]. Det stigende antal forfattere pr. artikel skyldes delvist, at der foregår tiltagende samarbejder på tværs af afdelinger, specialer,
institutioner og nationaliteter [6]. Ikke desto mindre øger det stigende antal forfattere risikoen for, at ikke alle forfattere opfylder de internationale forfatterskabskriterier [7, 8].

I henhold til disse kriterier skal man som medforfatter præstere: 1) væsentlige bidrag til idé eller design af studiet, eller tilvejebringelse, analyse eller fortolkning af data, 2) manuskriptudarbejdelse eller kritisk revision af manuskriptets indhold, 3) godkendelse af det endelige manuskript, og 4) tilsagn om at være ansvarlig for alle aspekter i manuskriptet, idet man sikrer sig, at spørgsmål om nøjagtighed eller lødighed i enhver del af arbejdet er tilstrækkeligt undersøgt og løst [7, 8].

GÆSTEFORFATTERSKABER

I forskningsmiljøer diskuteres p.t. betydningen af såkaldte gæsteforfatterskaber (honorary authorships eller gift authorships) [4, 5]. Ved en gæsteforfatter forstås en forfatter, som foræres et forfatterskab og figurerer på forfatterlisten, selvom vedkommende ikke har bidraget substantielt til studiet/artiklen og altså ikke opfylder forfatterskabskriterierne [8]. Fænomenet er udbredt, og mindst 20% af de artikler, der er publiceret i velansete peer-reviewede tidsskrifter, skønnes at have gæsteforfatterskaber [9]. Foruden at devaluere forfatterskabsbegrebets integritet introducerer gæsteforfatter-
skaber en uligevægt i bedømmelsesgrundlaget for f.eks. fondsansøgninger, da forskere med multiple gæsteforfatterskaber vil kunne citeres oftere end forskere, som efterlever de etiske regelsæt på området [8].

KVANTIFICERING AF VIDENSKABELIG IMPACT

Der er en voksende interesse for at kvantificere forskeres videnskabelige impact ud fra både produktivitet og gennemslagskraft. Det har givet anledning til brugen
af standardiserede bibliometriske mål på både tidsskriftniveau (makroniveau) og forfatterniveau (mikroniveau). På tidsskriftniveau anvendes primært Thomson Scientific Journal Impact Factor, som publiceres årligt som en del af Journal Citation Reports [10], og Eigenfactor Score [11]. Begge bibliometriske mål opgives som standard ved søgninger på Web of Science [12]. På forfatterniveau er antallet af bibliometriske mål overvældende. I et nyligt publiceret review er der beskrevet 108 forskellige mål [13], hvoraf det hyppigst anvendte er H-indekset.

H-INDEKSET

Ifølge H-indeksets ophavsmand, J.E. Hirsch, har en
forsker med indekset h publiceret h artikler, der hver
er blevet citeret i andre artikler mindst h gange [14].
H-indekset kombinerer således den kvantitative og kvalitative tyngde af en forskers portefølje i ét tal og anvendes flittigt på tværs af forskningsfelter. I forbindelse med fonds- og jobansøgninger er det vigtigt, at det er praktisk og tidsmæssigt overkommeligt at beregne et retvisende mål for en forskers videnskabelige impact. ISI Web of Science [12], Scopus [15] og Google Scholar [16] er eksempler på databaser, som muliggør hurtig beregning af H-indekset.

H-INDEKSETS SVAGHEDER

H-indeksets simpelhed fremhæves ofte som en styrke, men det er samtidig en af flere væsentlige svagheder, som det er fremhævet i Tabel 1 [17, 18]. Blandt svaghederne ved H-indekset bør fremhæves, at det ikke nødvendigvis muliggør sammenligning på tværs af forskningsfelter eller medicinske specialer, fordi der er store forskelle i publikations- og citationspraksis mellem forskningsfelter (f.eks. intern medicin vs. fysik).
Inden for medicin varierer specialerne desuden ofte betydeligt i størrelse og forskningstradition (f.eks. kardio-
logi vs. dermatologi). H-indekset muliggør heller ikke en kvalificeret sammenligning af videnskabelig impact på tværs af forskningsanciennitet, da publikations- og citationsantallet uvægerligt vil stige over tid, hvorfor seniorforskere som udgangspunkt vil have et højere H-indeks end unge forskere. Et særskilt stridspunkt er, at H-indekset inkluderer selvcitationer, hvorved en forfatter kan øge sit eget H-indeks betragteligt over tid [19]. Der mangler klare retningslinjer på området, men ofte deklareres selvcitationer ikke, når H-indekset opgives.

Et andet betydeligt problem, som vi her vil adressere nærmere, er, at man i H-indekset ikke tager højde for den enkelte forfatters reelle bidrag til de artikler, som danner grundlag for H-indekset, da placering på forfatterlisten ikke vægtes. Faktisk er H-indekset herved ofte misledende, fordi det beror på antagelsen om, at hver medforfatter til en artikel med rette kan gøre krav på artiklen og alle artiklens citationer som sine egne. Da medforfattere kun sjældent bidrager lige meget til en artikel, er antagelsen oftest forfejlet. Der er gjort talrige forsøg på at korrigere H-indekset for disse svagheder, bl.a. ved at vægte placeringen i forfatterrækkefølgen forskelligt (Tabel 2). Fælles for disse forsøg er, at de er baseret på relativt komplicerede algoritmer, som gør det vanskeligt at gennemskue og beregne dem. De modificerede H-indekser korrelerer desuden stærkt med det oprindelige H-indeks [20].

DET STRATIFICEREDE H-INDEKS

Videnskabelig impact på forfatterniveau bør afspejle forfatternes egentlige bidrag til de studier, de er medforfattere til. Første-, anden- og sidsteforfatteren leverer typisk de største bidrag og bør vægtes tilsvarende. Som en ny måde at opgive videnskabelig impact på foreslår vi derfor at stratificere det konventionelle H-
indeks på forfatterrolle, således at der også præsenteres et indeks for henholdsvis førsteforfatterskaber (H₁-
indeks), andenforfatterskaber (H₂-indeks) og sidsteforfatterskaber (H_Sidste-indeks). Dette stratificerede H-
indeks [21] kan let beregnes og opdateres via tilgængelige søgemaskiner som Scopus, hvor H₁-indekset allerede er en integreret del.

Det stratificerede H-indeks gør det transparent, i hvor høj grad en forskers videnskabelige impact er baseret på arbejde udført som førsteforfatter (højt H₁-indeks), ledende medforfatter (højt H₂-indeks), seniorforfatter (højt H_Sidste-indeks), en kombination af disse eller ingen af delene. I Tabel 3 illustreres, hvordan det samme H-indeks kan afspejle vidt forskellige forskningserfaringer. I det konventionelle H-indeks integreres således videnskabelig kvantitet og kvalitet, men generelt vægtes kvantitet højest [17]. Den kvantitative vægtning sker uden hensyntagen til antallet af medforfattere eller placeringen af den enkelte forfatter på forfatterlisten. I det stratificerede H-indeks tager man højde for dette, da det bliver muligt at skelne mellem forfatterskaber med ledende og ikkeledende roller (Tabel 3).

KONKLUSION

Der findes ingen genvej til en kvalificeret vurdering af en forskers videnskabelige impact, og en forsker bør aldrig bedømmes alene på baggrund af H-indekset eller andre bibliometriske mål. H-indekset kan dog anvendes som et redskab i den samlede vurdering af forskningsaktivitet, men når det anvendes, bør det også stratificeres på forfatterskabsrolle med angivelse af H₁-, H₂-, og H_Sidste-indeks. Herved får forfattere kredit for ikkeledende forfatterskaber (som en del af det konventionelle H-indeks), og samtidig sikres der en høj grad af gennemsigtighed i forholdet mellem ledende og ikkeledende forfatterskaber (gennem det stratificerede
H-indeks). Det stratificerede H-indeks er således et
supplement til – og ikke en erstatning for – det konventionelle H-indeks. Ved at kombinere det konventionelle og det stratificerede H-indeks opnås en højere grad af transparens i en forskers videnskabelige impact.

Korrespondance: Morten Würtz. E-mail: morten.wurtz@clin.au.dk

Antaget: 23. februar 2017

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 3. april 2017

Interessekonflikter: ingen.