Dosisdispensering som årsag til fejlmedicinering ved sektorovergang

Maskinel dosisdispenseret (dd) medicin blev indført i 2001. I maj 2010 fik ca. 44.500 danskere dd medicin. Elementer af en MTV-rapport fra 2005 har vist, at der i forbindelse med sektorskift (indlæggelse og udskrivelse) er en potentiel risiko for fejl ved håndtering af patienternes dd medicin [1]. Formålet med indførelsen af dd medicin var at sikre »større sikkerhed, mindre medicinspild og færre lægemiddeludgifter samt bedre compliance« [2].

I Region Hovedstaden er der udarbejdet en vejledning for, hvorledes man ved indlæggelse og udskrivelse håndterer patienter, der i primærsektoren får dd medicin.

Følgende sygehistorier belyser, at dd medicin kan være forbundet med en ikke ubetydelig risiko for fejlmedicinering. Sygehistorierne er fremkommet ved audit af medicinhåndtering ved sektorovergang fra hospital til kommune.

Sygehistorier

I. En 62-årig kvinde, der var blevet behandlet med dd lithiumcarbonat 450 mg × 1 dagligt, blev indlagt tre gange på fire måneder med lithiumforgiftning. P-lithium var på indlæggelsestidspunkterne hhv. 1,8 mM, 1,0 mM og 1,2 mM (referenceinterval: 0,5-0,8 mM). Under hver indlæggelse blev lithiumcarbonatbehandlingen stoppet, P-lithium blev under indlæggelsen fulgt ved gentagne målinger, og lithiumcarbonatbehandlingen blev genstartet på reduceret dosis, dvs. 300 mg × 1 dagligt ved udskrivelsen. Ved de to første indlæggelser blev det ikke opdaget, at patienten fik dd medicin i primærsektoren. Således blev patienten, trods relevant behandling af lithiumforgiftningen og reduktion af dosis, udskrevet til samme forgiftende dosis, som hun var blevet indlagt med. Ifølge vejledningen skulle hospitalslægen have kontaktet apoteket mhp. dosisreduktion af dd lithiumcarbonat, for at ændringerne kunne blive effektueret. Ved tredje indlæggelse blev patientens gentagne forgiftningstilfælde opdaget i forbindelse med et auditprojekt.

Afdelingen blev kontaktet og orienteret om, at patienten fik dd lithiumcarbonat, og at apoteket skulle kontaktes telefonisk ved ændringer i dosis, hvilket herefter blev effektueret.

II. En 96-årig kvinde blev indlagt efter fald i hjemmet. Under indlæggelsen blev der påvist hyperkalcæmi og forhøjet parathyroideahormon (PTH). Der blev rejst mistanke om en mulig malign årsag til patientens hyperkalcæmi, og samtidig seponeredes vanligt D-vitamin og kalk. Det blev ikke opdaget, at patienten fik dd medicin i primærsektoren. Hun blev udskrevet til eget hjem med ambulant kontrol af blodprøver (kalcium og PTH) og stillingtagen til fortsat udredning, såfremt blodprøveresultaterne fortsat var forhøjede efter seponering af D-vitamin og kalk.

Ved hjemmebesøg i forbindelse med et auditprojekt blev det opdaget, at patientens D-vitamin og kalk ikke var blevet seponeret efter hensigten. Såfremt denne fejl ikke tilfældigt var blevet opdaget og lægemidlerne seponeret ved hjemmebesøget, havde patienten angiveligt fortsat været i behandling med D-vitamin og kalk, og ved blodprøvekontrol var der formentligt fortsat blevet fundet hyperkalcæmi, hvilket kunne havde medført yderligere (uhensigtsmæssig) udredning af patienten.

Diskussion

Det er kendt, at det kan være vanskeligt at afdække patientens aktuelle medicinforbrug i forbindelse med sektorovergang. Den behandlende læge kan - uden patientsamtykke - anvende den personlige, elektroniske medicinprofil (PEM'en) til at identificere, hvad patienten har indløst af receptpligtig medicin inden for de seneste to år [3]. En begrænsning ved PEM'en er, at dosisændringer og seponeringer ikke fremgår, medmindre lægen aktivt indberetter det. Til identifikation af, om en borger får dd medicin i primærsektoren er PEM'en modsat et godt værktøj, der sammen med en grundig anamnese og evt. medfølgende oplysninger fra pårørende, egen læge, hjemmepleje eller plejehjem kan være et godt supplement til at afdække den aktuelle medicinstatus. Adgang til PEM'en kræver en digital signatur, hvilket rummer flere problemstillinger, bl.a. er det stadig ikke alle læger i sekundærsektoren, der har eller anvender en digital signatur.

Manglende synlighed af, om patienten ved indlæggelsen får dd medicin, og evt. manglende viden om håndtering af dd medicin under indlæggelse og i forbindelse med udskrivelsen gør, at dd medicin som illustreret i sygehistorierne kan blive en kilde til fejlmedicinering i stedet for at opfylde formålet, nemlig at reducere risikoen for fejlmedicinering. Det er derfor vigtigt med en entydig håndtering af dd medicin og entydig kommunikation herom mellem sektorerne.

src="/LF/images_ufl/ufl_bla.gif">
Lene Ørskov Reuther, Klinisk Farmakologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, 2400 København NV.

E-mail: lreu0001@bbh.regionh.dk

Antaget: 9. december 2010

Først på nettet: 11. april 2011

Interessekonflikter: Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk