Skip to main content

Én pille kurerer alle typer af hepatitis C-virusinfektion

Foto: Hepatitis C online
Foto: Hepatitis C online

Redigeret af Thomas Benfield, tlb@dadlnet.dk

6. jan. 2016
2 min.

I mange år var behandlingen af hepatitis C-virus (HCV) vanskelig og forbundet med mange bivirkninger. Over de senere år er der markedsført stadig flere såkaldte direct-acting antivirals (DAA) med > 90% helbredelse og få bivirkninger. Desværre er virkningen af DAA’erne ofte genotypespecifik, dvs. at nogle typer af HCV let kunne behandles, mens andre forblev svære at behandle. Særlig HCV-induceret cirrose er vanskelig at behandle, og tiden kan være knap. New England Journal of Medicine har netop publiceret tre artikler, der sammenfatter fundene fra fire fase 3-undersøgelser af et velkendt DAA, sofosbuvir, i kombination med et nyt DAA, velpatasvir. Mere end 1.100 patienter blev randomiseret til at modtage behandling med sofosbuvir/velpatasvir eller placebo eller standard of care. Tolv ugers behandling med sofosbuvir/velpatasvir helbredte ≥ 95% af patienter med HCV-genotype 1-6-infektion, hvoraf én af fem havde cirrose. Tilsvarende helbredelsesrater for dekompenseret cirrose blev opnået ved tillæg af ribavirin.

Overlæge, klinisk forskningslektor Nina Weis, Infektionsmedicinsk Afdeling, Amager og Hvidovre Hospitaler, kommenterer: »Lanceringen af sofosbuvir/velpatasvir er endnu et fremskridt i behandlingen af HCV. Et simpelt, sikkert, pan-genotypisk behandlingstilbud, som potentielt helbreder alle – uanset stadie af leversygdom og uden nævneværdige bivirkninger. Som kliniker kan man kun glæde sig på patienternes vegne over så stort et fremskridt, der muliggør fuldstændig udryddelse af HCV. Desværre begrænses glæden af, at prisen for de nye DAA generelt er så høj, at kun en meget begrænset andel af verdens estimerede 150 millioner HCV-inficerede vil blive tilbudt behandling. Patienter profiterer sjældent af en behandling, der er så dyr, at den ikke udgør et reelt behandlingstilbud«.

Foster GR, Afdhal N, Roberts SK et al. Sofosbuvir and velpatasvir for HCV genotype 2 and 3 infection. N Engl J Med 17. nov 2015 (e-pub ahead of print).

Feld JJ, Jacobson IM, Hézode C et al. Sofosbuvir and velpatasvir for HCV genotype 1, 2, 4, 5, and 6 infection. N Engl J Med 16. nov 2015 (e-pub ahead of print).

Curry MP, O'Leary JG, Bzowej N et al. Sofosbuvir and velpatasvir for HCV in patients with

decompensated cirrhosis. N Engl J Med 16. nov 2015 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: Nina Weis har deltaget i advisory board og/eller undervist for AbbVie, BMS, Gilead, Janssen, Medivir og MSD og været klinisk investigator for AbbVie, BMS og MSD.

Referencer