Endobronkialt leiomyom er en sjælden årsag til recidiverende pneumoni

Primært pulmonalt leiomyom er en sjælden, benign neoplasi, der udgår fra glatmuskelceller og udgør mindre end 2% af alle benigne neoplasier i lungerne. Leiomyom indeles i parenkymatøse, endobronkiale og endotrakeale tumorer [1]. Symptomatologien afhænger af lokalisationen og graden af obstruktion.

De parenkymatøse tumorer bliver oftest fundet tilfældigt og er asymptomatiske. De trakeale opdages oftest ved astmalignende dyspnø og øvre luftvejsobstruktion, mens de endobronkiale oftest opdages ved obstruktiv pneumoni og atelektase [2].

I en retrospektiv opgørelse fra 2009 rapporterede man om 108 tilfælde af endobronkialt leiomyom, hvor patienterne havde en medianalder på 35 år og ligelig kønsfordeling [2].

Man har i studier foreslået bronkoskopisk intervention til polypøse tumorer, der alene er lokaliseret intraluminært. Ved store bredbasede tumorer er der risiko for inkomplet resektion, hvorfor der klassisk anbefales kirurgi, f.eks. lobektomi [1, 2].

SYGEHISTORIE

En 17-årig kvinde, der var af tamilsk oprindelse, ikke-ryger og behandlet for astma gennem et år, blev indlagt med hoste, febrilia, klart ekspektorat og turevise an-
fald af svær dyspnø. Ved stetoskopi var der højresidig dæmpning, men ingen bronkospasme. Der var ingen effekt af inhalationsbehandling med β2-agonist.

Biokemisk fandt man forhøjede infektionspara-
metre, og en konventionel røntgenoptagelse (CXR) af thorax viste højresidig pneumoni og atelektase. Pneumonien blev initialt behandlet med G-penicillin. Da det ikke gav klinisk respons, blev der behandlet med et cefalosporin og slutteligt med piperacillin/tazobactam. Atelektasen blev behandlet med continous positive airway pressure, hvilket resulterede i voldsom hoste og forværring af dyspnøen.

Det var den fjerde gang i løbet af halvandet år, at patienten blev indlagt med højresidig røntgenverificeret pneumoni. Der blev foretaget mikrobiologisk undersøgelse af blod og ekspektorat, herunder undersøgelse for atypisk pneumoni og tuberkulose. Som ved de foregående indlæggelser gav alle undersøgelser negative resultater.

Ved nærmere gennemgang af anamnesen beskrev patienten, at hun i de seneste to år havde haft vedvarende hoste og ledsagende svær dyspnø, intermitterende febrilia samt et vægttab på 15 kg. Seneste udlandsrejse var to måneder til Indien halvandet år tidligere. Hun var ikke blevet eksponeret for fugle eller husdyr i øvrigt.

På grund af de recidiverende pneumonier, udtalte almensymptomer og manglende klinisk respons på antibiotika blev der foretaget en lavdosis-CT (LDCT)
af thorax. Denne viste en opladende bløddelsforandring i højre hoved- og underlapsbronkie, infiltrative forandringer samt partiel atelektase af under- og mellemlap. På denne baggrund blev der udført fleksibel bronkoskopi, og man fandt en stor, pendulerende og
ikkepassabel tumor i højre hovedbronkus (Figur 1). Histologien viste leiomyom. Patienten blev overflyttet til en øre-næse-hals-kirurgisk afdeling, hvor man ved en rigid bronkoskopi foretog kirurgisk excision af tumoren samt elektro- og laserkoagulation. Efter seks måneder var hun bronkoskopisk recidivfri og havde næsten normal lungefunktion.

DISKUSSION

Endobronkialt leiomyom er en sjælden lungetumor, som oftest viser sig med pneumoni og atelektase. Normalt resultat af CXR udelukker ikke leiomyom, og selv ved LDCT kan processen ikke altid visualiseres, men mistanken kan forstærkes. Vigtigst for diagnosen er direkte visualisering og bioptering ved hjælp af fleksibel bronkoskopi.

Histologisk differentierer man primært pulmonalt leiomyom fra ekstrapulmonalt benignt metastaserende leiomyom og low-grade-leiomyosarkom, ved at der er lav grad af mitotisk aktivitet, negative hormonreceptorer og benign cytoskeletstruktur [2].

Ved radiologiske undersøgelser er den effektive strålebelastning individuel. Gennemsnitligt angives for thoraxundersøgelser 1-1,5 mSv ved LDCT og 0,1 mSv ved CXR [3]. Således modsvarer en LDCT ca. ti CXR
eller baggrundsstrålingen i Danmark i godt seks måneder og giver derfor mulighed for også hos yngre patienter at gå videre i udredningen af et vedvarende infiltrat, uden væsentligt forøget strålebelastning. Som foreslået af Saghir et al diskuteres sågar muligheden for at bruge LDCT som primært profylaktisk tiltag i Danmark hos patienter, der er i risiko for at have lungecancer [4].

Formålet med denne kasuistik var at belyse en sjælden årsag til recidiverende pneumoni og opfordre til opfølgning med CXR af thorax seks uger efter påvist pneumoni som anbefalet af Dansk Lungemedicinsk Selskab [5]. Ved mistanke om bagvedliggende patologi kan den relativt strålefattige LDCT vælges som næste skridt, og sygehistorien illustrerer, at dette ikke blot er relevant hos ældre rygere.

Korrespondance: Laurits Frøssing. E-mail: lauritsfrossing@hotmail.com

Antaget: 30. september 2015

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 30. november 2015

Interessekonflikter: