Skip to main content

Fødselsigangsættelse i graviditetsuge 39

Igangsættelse af fødslen hos raske førstegangsfødende i uge 39 ændrede ikke på komplikationsraten, men reducerede antallet af kejsersnit.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

25. sep. 2018
2 min.

5-10% af alle graviditeter fortsætter spontant til mindst uge 42. Igennem flere år har man imidlertid været klar over, at fødselsforløbet forbedres og de perinatale komplikationer reduceres, hvis fødslen afsluttes inden graviditetsuge 42. Derfor anbefales det i dag, at fødslen igangsættelse senest ved graviditetsuge 41 + 5, og andelen af børn, som fødes efter uge 42 + 0, er i dag markant lavere end for blot syv år siden. I et nyt amerikansk studie sammenlignede man fødselsforløbet og de perinatale komplikationer hos barnet blandt raske førstegangsfødende kvinder, som blev igangsat i uge 39, med forløbet hos kvinder, der blev overvåget i afventen på det spontane forløb, dog med mulighed for senere induktion, således at fødslen senest var overstået i uge 42 + 2. Studiet omfattede ca. 6.000 kvinder og viste ingen signifikant forskel på perinatale komplikationer (perinatal dødelighed + svære neonatale komplikationer: 4,3% versus 5,4%), men færre kejsersnit i (18,6% versus 22,2%) i gruppen, som fik fødselsinduktion i uge 39.

Klinikchef Heidi Sharif, Obstetrisk Klinik, Rigshospitalet kommenterer: »Det er altid interessant at undersøge myter – som der inden for obstetrikken findes mange af – som f.eks. »hvis man sætter fødsler i gang, betyder det flere indgreb«. Resultaterne af dette nye randomiseret studie understøtter, hvad man også har fundet i et nyligt publiceret Cochranereview, nemlig at igangsættelse ved terminen ikke ser ud til øge indgrebsfrekvensen. I undersøgelsen var inkluderet såkaldt lavrisikokvinder. De inkluderede kvinder i undersøgelse bestod dog af mange overvægtige (mere end 50% havde et BMI > 30 kg/m2), der var en overvægt af yngre kvinder og en betydelig andel af sorte kvinder inkluderet i studiet, ligesom der var en høj risiko for kejsersnit blandt disse lavrisikofødende såvel for de igangsatte som for kvinderne i den afventende gruppe (henholdsvis 19% og 22%, (Rigshospitalet: < 10%)). Man må derfor overveje, om undersøgelsens resultater direkte kan overføres til danske forhold. Ud over generaliserbarheden vil det være nødvendigt – før man måtte indføre en sådan procedure, hvor så godt som alle, der ønsker en vaginal fødsel, ville skulle tilbydes igangsættelse – at overveje den øgede belastning af såvel fysikken på de danske fødeafdelinger, som af personaleforbruget. Men måske allervigtigst: Mange danske kvinder har et stort ønske om en så naturlig fødsel som muligt, så det må forventes at rigtigt mange kvinder ville fravælge et sådant igangsættelsestilbud.

Grobman WA, Rice MM, Reddy UM et al. Labor induction versus expectant management in low-risk nulliparous women. N Engl J Med 2018;379:513-23.

Interessekonflikter: ingen.