Har det offentlige en selvstændig forskningsmæssig rolle i lægemiddeludviklingen?

Udvikling af lægemidler i offentlig regi

Der findes ikke eksempler på, at et lægemiddel med succes er udviklet i et offentligt system. Der foregår dog en betydelig basal videnskabelig indsats med et potentiale for udvikling af lægemidler, og der er en interesse for afprøvning af lægemidlers effekter. Offentligt støttede forskerparker er oprettet til at bygge bro mellem forskningen på de højere læreanstalter og den industrielle udvikling.

Ifølge den amerikanske forbrugerorganisation Public Citizen i USA (1) ligger offentligt betalt forskning i vidt omfang til grund for udvikling af lægemidler i perioden 1956-1992. Således er udviklingen af 45 ud af 50 af de mest sælgende lægemidler i denne periode udført med offentligt tilskud, og blandt de mest sælgende lægemidler i 1995 i USA blev 55% af forskningsprojekterne betalt med offentlige midler. Det har ikke været muligt at finde lignende europæiske eller danske tal, men der er ikke grund til at tro, at der skulle være forskelle af betydning mellem USA og Europa, som vil ændre dette billede væsentligt.

I Danmark er det offentlige ansvarligt for almindelig uddannelse og forskeruddannelse, for en forskningsindsats mod basale og generelle problemstillinger og for et velfungerende sundhedssystem, som alt sammen er forudsætningen for udviklingen af lægemidler. Der er ikke, og ønskes næppe, en fokuseret indsats for udvikling af specifikke lægemidler, selv om der er en naturlig interesse i forskerkredse og fra bevilgende myndigheder for projekter, der relaterer sig til den danske industris kerneområder.

Det er vanskeligt at kvantificere den offentlige indsats på lægemiddeludviklingsområdet. Det samlede forsknings- og udviklingsarbejde (FoU) i Danmarks offentlige sektor udgjorde ifølge Analyseinstitut for Forskning i 2000 ca. 27 mia. kr., heraf er den samlede udgift til klinisk forskning på 0,672 mia. kr. og til farmakologi og farmaci 0,138 mia. kr. Der findes ikke metoder til at beregne den offentlige indsats for lægemiddeludvikling. Et konservativt estimat vil være nogle få procent, dvs. maksimalt et lavt tocifret millionbeløb. Det kan diskuteres, hvorvidt udgifter til en række andre aktiviteter skal indregnes, som f.eks. udgifter til dele af større rammeprogrammer som biotekprogrammer, programmet for klinisk farmakologi, programmet for vækst og regulering, midler fra en række fonde og de højere læreanstalters patentkontorer. For en del lægemiddelafprøvninger, som er sponsoreret af lægemiddelindustrien men udført i sundhedssektoren, dækker sponsoreringen kun marginaludgifter, hvorfor der også herfra kan regnes et offentligt bidrag.

Det offentliges økonomiske indsats kan derfor ikke estimeres med nogen rimelig sikkerhed.

Udvikling af lægemidler i privat regi

Udvikling af nye lægemidler sker hovedsageligt i aktieselskaber. Aktiviteten er meget følsom og styres blandt andet af ændringer i aktiekursen, som igen afhænger af, i hvilken grad udviklingen er succesrig. Der er mange eksempler på, at afbrydelse af udviklingen af et lovende præparat i den kliniske fase fører til meget hurtige og omfattende ændringer i et selskab. Udviklingen af lægemidler bliver derved baseret på så sikre succeser som muligt og begrænses derfor til områder, hvor der med sikkerhed er et marked. Den økonomiske succes viser sig ved, at lægemiddelindustrien er den mest profitable sektor at investere i. Ud af 5.000-10.000 syntetiserede stoffer (2) når fem til klinisk afprøvning, og kun et ud af fem nye stoffer, der afprøves, bringes til registrering (3). Opdelt på de tre kliniske udviklingsfaser er succesraten 25%, 39% og 13% for henholdsvis fase I, II og III (4).

Den ikke-kliniske udviklingstid har ikke ændret sig meget i det seneste årti, mens den kliniske udviklingstid de seneste fire årtier næsten er tredoblet, fra 3,1 til 8,6 år (3). Der er gjort mange tiltag for at fremskynde og forkorte den ikkekliniske udvikling, for eksempel i EU's sjette rammeprogram (5), men tiltag for at reducere den kliniske udviklingstid mangler. Øgede regulatoriske krav har tværtimod været med til at forlænge denne fase. Der er tendenser i retning af, at den kliniske udviklingstid er ved at blive kortere.

Omkostningerne forbundet med at udvikle et nyt lægemiddel, dvs. tiden fra syntese til markedsføring af en ny kemisk substans, er omdiskuteret. Estimater fra det industri-sponsorerede Tufts Center for the Study of Drug Development, Tufts University (3) angiver en stigning i perioden 1987-2001 fra 1,7 mia. kr. til 6,0 mia. kr. pr. ny kemisk substans. Uafhængige kilder mener, at disse tal er overdrevne. Således beregner Public Citizen, at omkostningerne ved at udvikle et lægemiddel er 57-71 mio. dollar, inklusive fiaskoer. Diskussionen befordres ikke meget af, at det ikke er offentligt tilgængeligt, hvor skillelinjen mellem forskning og andre aktiviteter i lægemiddelindustrien går. Undersøgere af lægemiddelindustrien fra USA's kongres ønskede at få adgang til industriens økonomiske fortegnelser over forskning og udvikling (1), men måtte opgive, da domstolene ikke gav dem medhold i, at de kunne få materialet udleveret.

Til trods for den gode indtjening og det stigende marked er der problemer med lægemiddeludvikling i industrien. Antallet af godkendte lægemidler i USA (FDA-godkendte) er faldet fra 53 i 1996 til 17 i 2002. Den europæiske lægemiddelindustri er, ifølge sig selv, sakket alvorligt bagud i de seneste ti år i forhold til den amerikanske (2). Der ses stigende udviklingspriser og faldende andel af nye lægemidler; der rejses generel tvivl om den videnskabelige kvalitet ved positive undersøgelser, der er sponsoreret af lægemiddelindustrien (6), samt ved om landvindingerne ved nye præparater modsvarer deres stærkt stigende pris. Der er stigende fokus på de offentlige midler, der anvendes til lægemidler, og den meget store stigning heri, især i Danmark. Endelig er der problemer med et stærkt faldende antal læger i den biomedicinske forskning og med alvorlig nedgang i den kliniske forskning (7), hvilket fremkalder overskrifter som »Den glemte kunst at udvikle lægemidler«. Udgifter til markedsføring er store og stigende, og betragtelige midler anvendes på lobbyvirksomhed (8).

Lægemiddelindustrien i samfundsrelation og sammenligning af den offentlige og den private indsats vedrørende udviklingen af lægemidler

Dansk lægemiddelindustri er med en samlet eksport på ca. 26 mia. kr. årligt en væsentlig faktor i dansk økonomi, svarende til ca. 10% af den samlede eksport og ca. 2% af bruttonationalproduktet. Den politiske ambition er at styrke lægemiddelindustrien yderligere, som f.eks. i forbindelse med Medicon Valley og udbygningen i Øresundsregionen.

Medicinforbruget og det deraf afledte offentlige tilskud udgør også en væsentlig faktor i den offentlige økonomi. De seneste tal vedrørende tilskud til lægemidler viser en årlig udgift på 6 mia. kr. og en stigning fra det forrige år på 700 mio. kr. svarende til ca. 13%.

Den private indsats vedrørende lægemiddeludvikling i Danmark, udført af lægemiddelfirmaerne, har en klart defineret indsats og en klar investeringspolitik. Udvikling af lægemidler i Danmark beløber sig ifølge Lægemiddelindustriforeningen til omkring 6 mia. kr. i 2001 (19% af omsætningen på 31,3 mia. kr. ). I modsætning til i USA er det dog ikke diskuteret, om beregningsgrundlaget for denne indsats er rimeligt. Den offentlige indsats er ikke veldefineret, og der er blandt andet derfor ikke klarhed over den økonomiske indsats. Et meget usikkert skøn ville være et tocifret millionbeløb pr. år eller mindre.

Vurderet ud fra disse kriterier må det konkluderes, at den offentlige indsats på lægemiddeludviklingsområdet er ukoordineret og uden fokus, i modsætning til den private sektor, der har en veldefineret, koordineret og målrettet indsats, der økonomisk er mindst 10-20 gange større end den offentlige indsats.

En alternativ, ikke økonomisk baseret måde at vurdere det offentliges indsats i lægemiddeludviklingen på, er at undersøge, hvorfra opdagelserne, som fører til lægemidler, stammer. Ud fra sådanne betragtninger udøver både det private erhvervsliv og det offentlige en betydelig indsats i udviklingen af lægemidler.

Konklusioner

Lægemiddeludvikling er kun foretaget med succes af private firmaer og aldrig af det offentlige.

Der er ikke mulighed for offentlig indsigt i udgiftsberegningerne for lægemiddeludvikling i de private firmaer, og de anvendte metoder til beregning af udgifterne er kontroversielle.

Offentligt finansieret forskning, som relaterer sig til lægemiddeludvikling, kan ikke klart identificeres og er ikke fokuseret. Det er ikke muligt med rimelig sikkerhed at estimere den økonomiske indsats.

Der er en optimeret indsats af de tidlige faser i lægemiddeludviklingen i industrien, men en øget udviklingstid for den klinisk udviklingsfase.

Der er indicier for, at der er et faldende antal personer i den offentlige sektor med ekspertise inden for lægemiddelrelateret klinisk forskning.

Der er indicier for, at der er problemer med den kliniske del af lægemiddeludviklingen med stigende omkostninger, længere udviklingstid og tab af konkurrenceevne i Europa over for USA.

Forfatterne er af det synspunkt, at den offentlige indsats inden for klinisk interventionsforskning bør stimuleres, frem for at der ydes direkte eller indirekte støtte til industrien. Samtidig er det en forudsætning for udvikling af lægemidler, at der findes tilstrækkelig kvalificerede afdelinger og læger, hvilket kræver et velfungerende sundhedsvæsen i øvrigt. Generelt opnås den bedste investering ved en offentligt indsats på områder med et potentiale for lægemiddeludvikling, herunder især ved stimulering af den kliniske, industriuafhængige forskning.

Henrik Enghusen Poulsen , Klinisk Farmakologisk Afdeling Q 7642, H:S Rigshospitalet, DK-2100 København Ø. E-mail: henrikep@rh.dk

Antaget den 21. marts 2003.

H:S Rigshospitalet, Klinisk Farmakologisk Afdeling Q 7642.