Ca. 1% af befolkningen er smittet med HPV-16, som er en vigtig ætiologisk og prognostisk faktor ved orofaryngealt pladeepitelkarcinom (OPSCC). Formålet med denne retrospektive analyse var at undersøge, om fund af HPV-16 i blod og/eller spyt kunne anvendes som screeningsredskab og/eller prognostisk markør ved hhv. primær og recidiverende OPSCC.
I analysen indgik 93 personer diagnosticeret med OPSCC, hvoraf 81% var HPV-16-positive. Ud over tumorbiopsi forelå blod- og spytprøver fra både før og efter onkologisk behandling.
HPV-status for disse blev brugt til at udregne sensitivitet, specificitet, positiv prædiktiv værdi (PPV) og negativ prædiktiv værdi (NPV).
Som screeningsredskab for HPV-16-positive tumorer var sensitiviteten af spyt- og blodprøver taget inden behandling henholdsvis 53 og 67%, og kombineret: 76%. Specificitet og PPV var 100% uanset antal og type af prøve. NPV var 24% for spytprøver, 35% for blodprøver og 42% for de to kombineret.
Hvad angik spyt- og blodprøver taget efter afsluttet behandling, var fund af HPV associeret med signifikant lavere recidivfri overlevelse og lavere totaloverlevelse, uanset tumor-/lymfeknudestadie (dog ikke på signifikant niveau for HPV-positive blodprøver alene).
Fund af HPV i både spyt- og blodprøver (taget efter behandling) var 70% sensitiv og 91% specifik mht. at forudsige recidiv inden for tre år.
På baggrund af disse fund konkluderer forskerne, at test for HPV-16 i både spyt- og blodprøver kan anvendes som både screeningsredskab og prognostisk markør ved HPV-16-positiv OPSCC.
Overlæge Jørgen Johansen, Onkologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: ”Resultaterne er interessante i og med, at der ikke findes veldokumenterede, gavnlige opfølgningsmetoder til opsporing af recidiv af hoved-hals-cancer. Specifikke tests er ønskværdige, specielt i lyset af, at der i Danmark påtænkes en kraftig reduktion af de fysiske rutinekontroller efter kræftbehandling. Imidlertid er recidivfrekvensen lav (10-20%) hos patienter med HPV-induceret OPSCC, og prævalensen af HPV-infektion op til 10% i risikogruppen for OPSCC (ofte mænd på 55-64 år). Den beskrevne sensitivitet på omkring 70% for et kombineret fund af HPV i spyt og plasma kandiderer derfor ikke til en aktuel screeningsmetode”.
Interessekonflikt: ingen