På grund af hævelse i ansigtet søgte man læge med en syvårig pige under en ferie i Bolivia. Man fandt et pusfyldt element i panden og påbegyndte antibiotisk behandling. Da familien fortalte, at de to uger forinden havde været i junglen, undersøgtes hårbunden, og man fandt seks furunkellignende elementer. I et af elementerne sås en bevægelig hvid larve i indgangsporten. Man forsøgte uden effekt at eksprimere efter lokalbehandling med vaseline iblandet insektmiddel.
I Danmark en uge senere henvendte man sig med pigen på en børneafdeling. Der var ingen nytilkomne elementer eller ledsagesymptomer. I løbet af tre uger blev der fjernet to larver af typen Dermatobia hominis.
I Mellem- og Sydamerika er D. hominis den hyppigste årsag til kutan myiasis. Fluen, også kaldet Botfly, lægger sine æg på myg. Når myggen kommer i kontakt med human kropsvarme udklækkes små larver, som penetrerer huden og lægger sig subkutant. Her modnes larven i løbet af 5-10 uger, hvorefter den igen forlader værten [1]. Når larven ligger subkutant, bevarer den et åndehul. Hvis man dækker dette hul til, kan larven lokkes frem til overfladen, hvor den kan fjernes. Typisk vil man bruge vaseline til at dække åndehullet til med, men studier har vist, at også bacon med højt fedtindhold kan bruges til at lukke åndehullet [2].
Referencer
LITTERATUR
Robbins K, Khachemoune A. Cutaneous myiasis: a review of the common types of myiasis. Int J Dermatol 2010;49:1092-8.
Brewer TF, Wilson ME, Gonzalez E et al. Bacon therapy and furuncular myiasis. JAMA 1993;270:2087-8.