Skip to main content

Hvorfor psykiatrien skal prioriteres højere i fremtiden

Lægefaglig vicedirektør Søren Bredkjær. E-mail: srbe@regionsjaelland.dk

Interessekonflikter: ingen

4. jan. 2019
2 min.

Merete Nordentoft viser i sin bog »Hvordan skaber vi fremtidens psykiatri?«, at de psykiske lidelser er langt mere udbredte, end vi har villet erkende. Det er en lille bog på 80 sider, hvor forfatteren overbevisende argumenterer for, at psykiatrien skal prioriteres højere i fremtiden. Hun beskriver de aktuelle udfordringer, gør status over den aktuelle udvikling og kommer til sidst med klare og konkrete forslag til en langsigtet og ambitiøs plan for bedre behandling. Udfordringerne er, at psykiatrien er præget af tabu, underfinansiering, manglende viden og for lidt magt. I bogen argumenteres der godt for de mange gaps, der er i psykiatrien: Der er et treatment gap der ifølge WHO’s opgørelser er meget større ved psykiske lidelser end ved fysiske lidelser som diabetes og hjerte-kar-sygdomme, men der er også et mortality gap, et quality gap, et knowledge gap og et power gap.

Generelt må man konkludere, at vi kan meget mere i psykiatrien, end vi gør, vi implementerer ikke al den viden, vi har, og vi gør generelt fortvivlende lidt for mennesker med psykisk sygdom i forhold til, hvad vi kunne gøre. Psykiatrien er underfinansieret i svær grad, og en lang række effektive, evidensbaserede behandlingsmetoder bliver ikke implementeret på grund af manglende ressourcer og manglende prioritering.

Merete Nordentoft giver nogle klare bud på, hvad psykiatrien bør prioritere i fremtiden, og kommer med forslag til konkrete indsatser til et større reformarbejde, der vil kunne give os gode chancer for at bygge en psykiatri, der på sigt kan komme i verdensklasse. Hun bruger sin egen families historie til at illustrere sine faglige pointer, og mormorens historie viser, at der er sket store fremskridt i psykiatrien. I dag får patienterne information om behandlingsmuligheder, der bliver taget hånd om deres rettigheder, og den psykiatriske behandling er i dag evidensbaseret.

Bogen burde være pensum for vores beslutningstagere og er meget anvendelig for fagfolk og folk med interesse for psykiatri.

Fakta

Fakta