Skip to main content

Hyppige brugere i almen praksis

Peter Vedsted: Forf.s adresse: Tranevej 14, 8600 Silkeborg. E-mail: pv@alm.au.dk Forsvaret finder sted den 25. januar 2002, kl. 14.00, Bartholins Allé, bygning 1262, Aarhus Universitet. Bedømmere: Povl Munk-Jørgensen, Jørund Straand, Norge, og Lars Hansson, Sverige. Vejledere: Frede Olesen, Henrik Toft Sørensen og Per K. Fink.

2. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen baserer sig på en undersøgelse, der er gennemført i perioden 1998-2001 i almen praksis i Århus Amt i forbindelse med ansættelse på Forskningsenheden for Almen Medicin, Århus. Studier antyder, at hyppige brugere står for 30-40% af kontakterne i dagtiden. Hos hyppige brugere finder man ofte somatiske, psykiske og sociale problemstillinger.

Undersøgelsen blev gennemført blandt 423 praktiserende læger i Århus Amt. Hyppige brugere blev defineret som de 10%, der gennem 12 måneder havde flest ansigt til ansigt-kontakter i dagtiden (konsultation og besøg). Data blev indsamlet via spørgeskemaer og registre for i alt 13.000 patienter i alderen 20 år og derover, der havde været til læge mindst en gang i 12 måneder.

Undersøgelsen viste, at andelen af hyppige brugere i praksis varierede 17-fold. Læger i byerne, læger med mange tilmeldte patienter og kvindelige læger have en lavere andel af hyppige brugere. Lægerne anbefalede en statuskonsultation til ca. 25% af deres hyppige brugere, hvilket hang sammen med, at de hyppige brugere oftere have psykiske og sociale problemer samt funktionelle symptomer. Blandt hyppige brugere ønskede 80% at modtage en statuskonsultation.

Forekomsten af lav somatisk helbredsstatus, af psykisk lidelse og lav social funktion var meget højere blandt hyppige brugere end blandt ikke-hyppige brugere. Det viste sig, at hvis lægen blev gjort opmærksom på, at patienten var hyppig bruger, var risikoen for at patienten stadig var hyppig bruger året efter absolut ca. 10% lavere blandt patienter i alderen 35-49 år.

Undersøgelsen viser, at hyppige brugere i almen praksis er en heterogen patientgruppe, der stiller store krav til lægen. Der kan være behov for en særlig konsultation til nogle hyppige brugere.