Denne ph.d.-afhandling er udarbejdet ved Center for Neuropsykiatrisk Skizofreniforskning, Glostrup Hospital, og er baseret på et klinisk forløbsstudium. Post mortem-undersøgelser og receptoraffiniteten af atypiske antipsykotika har indiceret, at serotonin 2A-receptoren (5-HT2A R) er relateret til patofysiologien ved skizofreni. De primære formål var: 1) at måle in vivo-5-HT2A R-binding undersøgt med positronemissionstomografi hos debuterende antipsykotikanaive, skizofrene patienter og hos matchede raske kontrolpersoner. 2) at undersøge mulige sammenhænge med psykopatologi (PANSS) og hukommelse, opmærksomhed og eksekutive funktioner (CANTAB).
Efterfølgende blev patienterne behandlet i seks måneder med det atypiske antipsykotikum quetiapin individuelt doseret efter klinisk effekt.
Herefter var formålet, at undersøge 5-HT2A R-blokaden samt forholdet mellem quetiapin plasmaniveauer, dosis og behandlingseffekt.
Før behandling havde patienterne en signifikant lavere 5-HT2AR-binding i frontal cortex end de raske kontrolpersoner. Yderligere fandtes en signifikant negativ korrelation mellem frontal kortikal 5-HT2A R-binding og positive psykotiske symptomer hos de mandlige patienter. Der var ingen signifikante korrelationer mellem hukommelse, opmærksomhed, eksekutive funktioner og 5-HT2A R-binding.
Efter behandlingsperioden var behandlingseffekten på positive symptomer beskeden op til en 5-HT2A R-blokering på 60%. Ved en 5-HT2A R-blokering på 60-70% var der en udtalt reduktion i de positive symptomer.
Overordnet tyder resultaterne på, at frontale 5-HT2A R indgår i patofysiologien ved skizofreni, samt at 5-HT2A R har en terapeutisk rolle i behandlingen af positive psykotiske symptomer med quetiapin.