Improving the spirit - increasing the chances of survival

Afhandlingen udgår fra Universitetet i Tromsø, Institutt for Klinisk Medisin, samt fra Helse Finnmark, Hammerfest sykehus.

Afhandlingen er baseret på min deltagelse i to oplæringsprojekter: Trauma Care Foundations landmineskadeprogram i Kurdistan, Nordirak, og Stiftelsen BEST: Bedre & systematisk traumebehandlings træningsprogram for traumeteam på norske hospitaler, begge i perioden 1996 til 2006/2007.

Formålet med afhandlingen var:

1. At beskrive og evaluere effekten af traumeteamtræning i Norge og at opsummere sundhedspersonalets erfaringer fra implementeringen.

2. At beskrive og evaluere hvordan det præhospitale traumesystem i Nordirak modnede og tilpassede sig og beskrive betydningen af systemet for landsbybeboerne i landmineområderne.

Afhandlingen består af fem artikler. Vi fandt, at korte træningskurser er effektive, hvis de er målrettede og planlægges nøje efter deltagernes behov. Vi fandt også, at kundskaben fortsætter med at gro i organisationerne og kan videreføres, men dette afhænger af, at der findes entusiaster, som driver implementeringen, og i hvilken grad de får støtte. I begge områder tog sundhedspersonalet selv ansvar for at tilpasse viden og kundskaber til nye patientgrupper. Behandlingskvaliteten ser ut til at holde sig, når kundskaberne bliver brugt på nye grupper. I Nordirak førte modningen af traumesystemet til, at tidsintervallet fra skade til første medicinske hjælp blev reduceret, og at den fysiologiske effekt af behandlingen øgede gennem studieperioden. I områder med sjældne, krævende traumepatienter ser det ud til at være nyttigt at dele erfaringer mellem sundhedspersonale på netværksmøder eller månedlige møder. Vi fandt, at sundhedspersonale tager ansvar for at forbedre deres tjenester, og at de er i stand til at overføre deres erfaringer til andre områder af patientbehandling.

Studierne viser, at sundhedspersonalet er ansvarligt og bruger de læringsmetoder, som opleves nyttige, hvis de får en vis støtte. Denne type sundhedspersonale har en stærk ændrings- og udviklingskraft. De beskrevne træningsmetoder ser ud til at have stort potentiale for spredning til beslægtede områder. Medicinsk oplæring i fattige lande er en politisk handling. Oplæringen har ikke bare konsekvenser for patienter, mineskadebehandlere og førstehjælpere, men også for samfundet, og betydningen rækker ud over det medicinske. Videre forskning bør vurdere metodens brug i beslægtede områder og den samfundmæssige effekt af træningen. Personskade rammer ikke tilfældigt. Det bør træningen heller ikke.