Intraoperative forbrændinger

Rigshospitalets brandsårsafdeling har gennem det forløbne år modtaget patienter, som accidentalt har pådraget sig forbrændinger i forbindelse med anden operation. Den følgende kasuistik belyser dette problem ved en præsentation af to sygehistorier samt en kort gennemgang af litteraturen.

Sygehistorier

I. En 29-årig mand skulle have foretaget højresidig orkiektomi og biopsi af venstre testikel. Indgrebet forløb planmæssigt, indtil man ville bioptere fra ve. testikel. Huden afsprittedes med klorhexidinsprit, og der incideredes. Da hudblødningen forsøgtes standset med diatermi, opstod der en stikflamme, som antændte operationsafdækningen. Ilden slukkedes manuelt, og proceduren blev afbrudt, der skylledes med koldt vand, og patienten blev overflyttet til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet. Ved ankomsten konstateredes der erytematøs bulladannelse på tre områder i genitofemoralregionerne og rødme af hele scrotum.

II. En 41-årig kvinde skulle have foretaget lukning af en perianal fistel. Operationen forløb planmæssigt. Herefter ville man fjerne et par perianale ekskrescenser. Der afsprittedes med klorhexidinsprit, og ved hjælp af diatermibrænder fjernedes elementerne. Herved antændtes den endnu ikke fordampede sprit, og der gik ild i operationsafdækningen. Ilden blev slukket efter 1-2 min, og der blev skyllet med koldt vand i to timer på lejet. Patienten blev ekstuberet og informeret om hændelserne, og der arrangeredes overflytning til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet. Ved ankomsten fandtes der erytematøs bulladannelse forenelig med andengradsforbrænding i hele vulvaområdet, andengradsforbrænding af hele perineum og perianalområdet og dyb andengradsforbrænding af begge nates og bagsiden af hø. lår. Et område på 1-2% af hø. natis blev vurderet til tredjegradsforbrænding. På 14.-dagen blev der foretaget nekrektomi af sædepartiet med hudtransplantation dækkende i alt 4%. Trods efterbehandling med kompression af arrene var to tredjedele af det forbrændte glutealområde præget af hypertrofisk arvæv ved kontrol seks måneder senere.

Diskussion

Der findes såvel herhjemme som internationalt flere rapporter om patienter, der har pådraget sig forbrændinger under operation ved benyttelse af el-kirurgi. De hyppigste ulykker ved el-kirurgi er eksplosion efter antændelse af fx tarmgasser, interferens med andre instrumenter og pacemakere, stimulation af excitabelt væv, det vil sige muskler eller nerver, og endelig direkte forbrændinger (1). Andre rapporterede årsager til intraoperative forbrændinger er opvarmede infusionsflasker, Bair Huggere og varmetæpper. Fra dansk side er der tidligere rapporteret om forbrændinger ved neutralelektroden efter benyttelse af monopolær el-kirurgi (2) og om tredjegradsforbrænding som følge af accidental aktivering af den bipolære brænder (3). I det sidste tilfælde var den bipolære brænder ved et uheld blevet aktiveret og havde opvarmet saltvand spildt på lejet, som så forårsagede forbrændingen.

I Sverige har man haft flere ulykkestilfælde, hvor diatermi har antændt klorhexidinsprit benyttet som desinfektionsmiddel (4). Også fra USA er der rapporteret om lignende tilfælde (5), men der er ikke tidligere i Danmark rapporteret om intraoperative forbrændinger som følge af antændelse af desinfektionsmidlet. Problemet har ellers været kendt siden el-kirurgiens indførelse, og allerede i 1974 advaredes mod faren for antænding af æter og alkohol på huden (6). Denne artikel er ment som en påmindelse om problemet ved brug af el-kirurgi. De to ulykker beskrevet ovenfor ville have være undgået, hvis man havde sikret total fordampning af desinfektionsmaterialet før anvendelsen af diatermi. Endelig bør man være opmærksom på, at operationsafdækning, hvori der er indlagt plastik, er særlig farlig, idet en brandbar væske her hindres i at diffundere bort og fordampe.

Christian T. Bonde, Sofiegade 18, 2. tv., DK-1418 København K.

Antaget den 20. juli 2001.

H:S Rigshospitalet, klinik for plastikkirurgi og brandsårsbehandling.

Litteratur