Iron overload caused by blood transfusions in patients with acquired anaemias

Disputatsen er baseret på 10 artikler, udgået fra Hæmatologisk afdeling R, Århus Sygehus.

Patienter med transfusionskrævende blodsygdomme kan udvikle jernophobning (transfusions siderose), fordi den humane organisme ikke er indrettet til aktiv jernudskillelse. Når depotkapaciteten i lever og knoglemarv overskrides, vil jern aflejres i vitale organer. Jern fremmer dannelsen af frie radikaler, som medfører celleskade, og på sigt fibrotisk omdannelse af organerne. Det kan resultere i kardiomyopati, leverskade, diabetes, etc. Fra børn med β-thalassaemia major vides, at organskade kan forbygges med desferrioxamin (DFO), medførende jernudskillelse i urin og fæces. DFO-behandling er besværlig (daglige subkutane infusioner) og behandlingseffekten er svær at måle, fordi opfølgning af jernudskillelsen med fæces og urin (UIE) er vanskelig at gennemføre, og leverbiopsier er for risikable. I stedet bruges serielle ferritinmålinger, som desværre er påvirkelige af andre faktorer end jernstatus.

Undersøgelsernes formål var at vurdere siderosens omfang og effekten af DFO-behandling hos patienter, som udvikler transfusionssiderose i voksenalderen, ofte med bagrund i en malign blodsygdom, og som traditionelt ikke rutinemæssigt behandles med jernkelator. I sammenarbejde med MR-Centret, Skejby Sygehus, udvikledes en noninvasiv, MRI-baseret metode til estimering af jernkoncentrationen i leveren (LIC) og i myokardiet (MIC). Anvendelse af metoden viste, at serielle ferritinmålinger er upålidelige til evaluering af jernstatus såvel før som under DFO-behandling, at DFO-behandling er i stand til at reducere jernindholdet trods fortsat transfusionsbehov, og at den for β-thalassaemi-patienter rekommanderede 12 timers subkutane infusion kan erstattes med et mere kompliansvenligt bolusinjektionsregime. Hos op til 2/3 af patienter med et myelodysplastisk syndrom sås en overraskende forbedring af knoglemarvsfunktionen under DFO-behandling. Forhøjede levertal og forhøjede MIC-estimater sås kun, når LIC oversteg omkring 350 μmol/g. En normalisering af levertallene under DFO-behandlingen sås først, når LIC faldt under samme niveau igen. Både graden af leverpåvirkningen og MIC steg proportionalt med UIE, når tærskelværdien for LIC var overskredet. Da UIE menes at afspejle størrelsen af en labil jernpool, indeholdende den toksiske, ikketransferrinbundne jernfraktion, tolkede vi resultaterne i den retning, at en overskridelse af LIC kompromitterer leverens depotvirkning for transfusionsjern, medførende ekspansion af den labile jernpool i takt med en ektrahepatisk jernaflejring. Da LIC synes at have en central rolle for udvikling af organskade ved tranfusionssiderose, har måling af LIC stor klinisk interesse.