Farmakologiundervisningen
Curriculum på lægeuddannelsen er opbygget af kurser, som bygger på organsystemer og ikke på traditionelle fag som tidligere. Undervisningen i de fag, der som farmakologi, går på tværs af organerne, bliver langstrakt, fragmenteret og ufuldstændigt. Hvad værre er: Det farmakologiske element ved eksaminer bliver minimalt eller helt fraværende. Ved tilrettelæggelsen af fremtidens lægemiddelinformation bør der tages højde for, at Danmark i disse år uddanner et meget stort antal læger, som på intet tidspunkt i deres studieforløb har demonstreret større viden om lægemidler end de patienter, som de efterfølgende skal behandle.
Lægemiddelinformation
Lægeforeningens Medicinfortegnelse (»den lille grønne«) og Lægemiddelkataloget (»den store grønne«), som industrien står bag, har i mere end tre årtier været danske lægers foretrukne opslagsværker, når det drejer sig om information om lægemidler. I begge bøgers levetid har der været løbende diskussioner om et tættere samarbejde eller en egentlig sammenlægning for at forene kræfterne og sikre ensartede informationer om lægemidler. Nu er det lykkedes. Den Almindelige Danske Lægeforening og Dansk Lægemiddel Information (DLI) har indgået en aftale om oprettelsen af et nyt aktieselskab, som vil få ansvaret for lægemiddelinformation. Det nye selskab ledes af en bestyrelse suppleret med et forretningsudvalg med klinisk farmakologisk deltagelse.
Interaktionsdatabase
For flere år siden indledte Danmarks Apotekerforening, Lægeforeningen, Lægemiddelindustriforeningen og Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF), Lægemiddelstyrelsen, et samarbejde om etableringen af en interaktivt database med det formål at få ensartede interaktionsoplysninger. Dette arbejde er nu afsluttet, og interaktionsdatabasen er overdraget til Lægemiddelstyrelsen, der skal videredrive den.
Personlig elektronisk medicinprofil
Personlig elektronisk medicinprofil (PEM) er et nyt, vigtigt instrument, hvormed lægerne kan blive oplyst om den enkelte patients medicinprofil. Ved køb af receptpligtig medicin lægges købet ind i systemet, så den behandlende læge og patient med det samme kan se, hvilken medicin patienten får. PEM åbner primo 2004.
National rekommandationsliste
Efter mange opfordringer fra forskellige amter påbegyndte IRF i foråret 2003 arbejdet med en national rekommandationsliste. En ekspertgruppe udvælger på baggrund af oplæg fra IRF de mest hensigtsmæssige præparater ud fra forholdet mellem effekt og bivirkninger. Deres forslag behandles så i en styregruppe, hvorefter rekommandationslisten skal sendes til høring hos alle interesserede parter. Medicinindustriens angst forekommer derfor overdreven. Amterne skal så blandt disse ligeværdige midler udvælge dem, de vil bruge.
Reklame for lægemidler
EU-Kommissionen har presset på for at få en liberalisering af de restriktive regler for lægemiddelreklamer, og i juni 2003 udsendtes en bekendtgørelse, der tillader reklamer for håndkøbslægemidler i dansk tv. Der er dog fortsat fastsat krav til indholdet i reklamerne, og foreløbig er der ikke iagttaget større kampagner i dansk tv for håndkøbsmedicin.
I forbindelse med en større revision af lægemiddellovgivningen i EU ønskede EU-Kommissionen, at der ligesom i USA og New Zealand blev adgang for lægemiddelproducenterne til at reklamere for visse typer af receptpligtig medicin over for offentligheden. Både regeringerne og EU-Parlamentet har imidlertid blokeret herfor, utvivlsomt både af sundhedspolitiske og økonomisk grunde.
Sundhedsportalen
Sundhedsportalen (www.sundhed. dk) åbnede i december 2003 og vil fremover bringe information også om lægemidler.
Korrespondance: Jens Peter Kampmann, Institut for Rationel Farmakoterapi, Lægemiddelstyrelsen, Axel Heides Gade 1,
DK-2300 København S. E-mail: jpk@dkma.dk
Interessekonflikter: Ingen angivet