Kønsforskelle i sportspræstationer

»Der findes mandlige, og der findes kvindelige idrætter. Fodbold er en mandlig idræt. Kvinderne skal ikke fare omkring på fodboldbanen som tosser og skrige sig hæse, sparke hverandre over benene og vanskæmme deres smukke bryst, og få mandfolkeben, og store brede fødder, så de må bruge nummer 42 i sko, blive skrutryggede og andet, der følger med«.

Idrætten, 19. august 1918

Utallige myter om kvinders (manglende) evner til idrætspræstationer er blevet aflivet i anden halvdel af det 20. århundrede, lige fra at kvinder ikke kunne tåle at dyrke idræt, mens de menstruerede, eller tåle at deltage i kampsport som boksning, brydning m.m. til ikke at kunne holde til at løbe længere end 800 m (deltagelse i længere løbedistancer ved OL blev først tilladt i 1968, maratonløb blev tilladt i 1984). I 1950'erne blev kvinderne maskuline«, hvis de løb en 400 m, i 1960'erne af at løbe 3.000 m og i 1970'erne af at spille fodbold. Normerne forandredes konstant. Kvinder »skånes« dog stadig på en række områder, f.eks. i form at kortere spilletider og færre antal spillede sæt eller point pr. sæt, ligesom kvindeidræt stadig ikke omfatter så mange discipliner og aktiviteter som mandeidræt.

I dag er myterne erstattet af viden på en lang række områder. Der eksisterer en række præstationsorienterede forskelle mellem de to køn, således har kvinder i gennemsnit lavere maksimal iltoptagelse og muskelstyrke end aldersmatchede mænd, men den dominerende årsag er kvantitativt baseret på dimensioner og hormonproduktionafledte forskelle (muskelmasse, knoglemasse, hæmoglobinmængde etc.) frem for kvalitative forskelle.

Hvordan responderer kvinder på træning?

Ovenstående indebærer, at kvinder responderer som mænd på fysisk træning med forbedringer i kondition, udholdenhed, muskelstyrke, muskelmasse etc., ligesom nedgang i præstation som følge af inaktivitet/træningsreduktion eller stigende alder forløber ens hos de to køn. Der er således sjældent grund til at tage særlige kønsspecifikke hensyn under planlægning og udførelse af motion og træning. Dette er vigtigt at slå fast med hensyn til accept af kvindelige idrætsudøvere.

Men de absolutte forskelle bevirker, at fællesaktiviteter må tage hensyn til den laveste fællesnævner. En vigtig præstationsparameter er iltoptagelse eller kondital (iltoptagelse pr. kg legemsvægt). Kvinder ligger gennemsnitligt 15-20% lavere end træningsmatchede mænd dels pga. mindre dimensioner af hjerte og kredsløb og større relativt fedtindhold (hos unge, normalvægtige kvinder består kroppen af 20-25% fedt, hos mænd 10-15%), dels pga. lavere hæmoglobinmængde. Yngre, normalt aktive kvinder har et gennemsnitligt kondital omkring 40 (± 5) mod mændenes 45 (± 5). De højeste, kendte målte kondital er 94 for mænd og 80 for kvinder. Hvilepuls og maksimal puls er stort set ens (og påvirkes kun væsentlig af alder), og da pulsniveauet er udtryk for den relative belastning, er en pulssammenligning en rigtig god indikator for anstrengelsesgrad. Det vil sige, hvis et par er på bjergvandring sammen, vil en trænet mand måske gå med en puls på 135 svarende til 60% af hans maksimum, mens den ledsagende kvinde går med en puls på 155 for at følge med (Figur 1 ). Det svarer til knap 80% af hendes maksimum, og hun vil efter timers vandring have brugt sine resurser, være træt og irritabel og ikke have set fugle og blomster, mens manden har haft overskud til at interessere sig for omgivelser og vejrlig. Løsningen er, at man afpasser aktiviteterne efter hendes niveau, manden tager nogle flere kilo i rygsækken og går evt. ekstrasløjfer for at få brugt mere energi. Og kvinden må indse, at det er naturligt ikke at kunne præstere det samme som manden i absolutte tal (antal transporterede kilo pr. tidsenhed), men forstå, at den relative belastning bør være ens.

Endnu vigtigere end at fokusere på absolutte kønsforskelle er det dog at interessere sig for den aktuelle træningstilstand. Med træning kan man øge sin iltoptagelse med 15-20% på 5-6 uger, omvendt kan man ved inaktivitet (sengeleje f.eks.) gå 20% ned på tre uger. Dvs. en veltrænet kvinde sagtens kan hamle op med en mindre trænet mand. Med stigende alder ses ca. 1% nedgang pr. år, men igen er denne forandring forsvindende i forhold til påvirkning af aktuel træning. For begge køn gælder det således om at blive ved at holde sig i rimelig form og herved fortsat have mulighed for en række spændende aktiviteter og motionsformer også i høj alder.

Bliver kvinder bedre end mænd til idræt?

En interessant - og kuriøs - observation er det fænomen, at det 216 km lange Badwater ultra-race løb (med temperaturer op til 55 °C) i de seneste år (2002 og 2003) er blevet vundet af eller domineret af kvinder (tre af de fem første), trods ligelig deltagelse af mænd og kvinder [1]. Noget som tyder på, at de kvalitative forskelle i eksempelvis forbrændingsmønster (mere fedt og mindre kulhydratoxidation) hos kvinder og mænd [2] og/eller større relativ legemsoverflade kan være til kvindernes fordel i visse ekstreme situationer.

Et spekulativt perspektiv på kønsspecifikke præstationer er relateret til fremskrivningen af kvinders præstationsevne ud fra verdensrekorder inden for 100 m løb [3]. Ved at fremskrive olympiske tider på dette løb for såvel kvinder som mænd beskrev Tatem et al i Nature, hvorledes kvinder forudsigeligt ville løbe hurtigere end mænd ved De Olympiske Lege i 2156. I et forsøg på yderligere at udnytte ekstrapolationens »kunst« beskrev tre unge ingeniørstuderende, hvorledes de hurtigste kvinder i 2636 ville kunne løbe bagud i tiden [4] (Figur 2 ), og derved nå muligheden for tidsrejser langt hurtigere end mænd!

Kvinders muskelstyrke er i gennemsnit 35% lavere end mænds i samme aldersgruppe (20% hvis man sammenligner personer af ens højde), men ændrer sig i øvrigt parallelt med træning/inaktivitet og alder. Hvorvidt der foreligger en kønsbestemt regional forskel, idet kvinder ofte er relativt svagere i armmusklerne end mænd, eller dette kan tilskrives miljø/træning, kan ikke besvares i dag. Begge køn har i gennemsnit en ratio på 1:1 mellem hurtige og langsomme fibre, men med variation på mellem 20-25% og 75-80% langsomme fibre, væsentligst beroende på arvelige forhold, mindre p å træningsform og -mængde.

Graviditet og træning

Emner med tilknytning til bækkenbund, graviditet og fødsel er selvfølgelig af specifik interesse i sammenligning af kønnene. Også her er kvinderne mere robuste end tidligere antaget, og der er sjældent grund til særlige restriktioner ved menstruation eller f.eks. inkontinens ved »svag bækkenbund« (som i de fleste tilfælde styrkes af passende træning). Mange motionsformer anbefales nu ligefrem udøvet under graviditet og i ammeperiode, hvor man tidligere var meget tilbageholdende og anlagde et »skånesynspunkt«. Man ved i dag, at fostrets vækst og udvikling ikke påvirkes i negativ retning ved moderat maternel aktivitet. Selv mere anstrengende træning (med pulsniveau 170-180) har i et enkelt forsøg vist sig at være uden negative effekter på fostret.

Forskelle i bindevævstilpasning ved fysisk træning

I nyere undersøgelser af bindevævsomsætningen hos mænd og kvinder har man påvist, at kvinder har en lavere kollagensynteserate end mænd, og at den påvirkes mindre ved træning [5]. Noget tyder på, at østrogen har en hæmmende virkning på ændring i bindevævsdannelser som følge af ændret mekanisk belastningsmønster. Dette kan være med til at forklare den højere hyppighed af bindevævsskader (f.eks. ligamenter) hos kvinder end hos mænd. En yderligere konsekvens kunne være, at bindevævet hos kvinder har brug for længere tid for at tilpasse sig øget fysisk belastning. Selv om dette umiddelbart kan synes at være uhensigtsmæssigt, kunne det jo teleologisk være muligt, at kvinder pga. den lavere basale kollagenomsætning derved omvendt er mere resistente over for tab i bindevæv i perioder, hvor deres fysiske aktivitet er nedsat. Det høje niveau af østrogen under graviditet og derved potentielle ændring i kollagenomsætning i sener og ligamenter kan yderligere sættes i forbindelse med den observerede hensigtsmæssigt øgede fleksibilitet i ligamenterne omkring bækkenet sidst i graviditeten. Den observerede hæmmende effekt af østrogen på ligamenter og sener synes således at være biologisk hensigtsmæssig, men den påpeger også et muligt behov for kønsspecifikke træningsmetoder i forhold til at kunne tåle hård fysisk belastning.

Den væsentligste konklusion på spørgsmål om kønsspecifik træning er, at såvel kvinder som mænd har stor gavn af passende træning/motion, og at de på samme relative niveau i stor udstrækning reagerer ens på træning/inaktivitet og alder. Som følge af at kvinder oftest er mere skrøbelige end mænd ud fra absolutte kriterier, kan de fungere som sensorer for uhensigtsmæssige træningsmetoder og overbelastning. Den kvindelige triade med spisevægring, menstruationsforstyrrelser og osteoporose har været i fokus i årtier, og det er nu blevet klart, at også mandlige atleter lider under skader relateret til nedsat knoglemasse som følge af spiseforstyrrelser, nedsat hormonproduktion og ekstrem træning. Dette ville måske være erkendt langt senere, hvis ikke forskning i kvindeidræt havde gjort opmærksom på problemerne.

Et andet område er skader i bevægeapparatet, hvor læsion af forreste korsbånd er hyppigst hos kvindelige håndboldspillere og ud fra ovennævnte ændrede bindevævsdannelse måske skyldes en ubalance i knæleddets muskel-sene-apparat eller neuromuskulær dyskoordination. Dette vil kunne trænes som profylakse, og resultaterne vil hermed også gavne mandlige idrætsudøvere.

På denne måde er forskning i kvindeidræt og respons på træning af stor vigtighed - også for mandlige idrætsudøvere.

Korrespondance: Michael Kjær, Idrætsmedicinsk Forskningsenhed, H:S Bispebjerg Hospital, DK-2400 København NV. E-mail: mkjaer@mfi.ku.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet