Køreundervisning i skolen med henblik på forebyggelse af trafikulykker

Unge mænd er trafikkens ulykkesfugle par excellence. Kan dette problem imødegås og i givet fald hvordan? Skal man fx diskriminere og hæve den nedre aldersgrænse for kørekort til mænd? Eller vil oplysning hjælpe?

At gribe til informationskampagner falder godt i tråd med, hvad vi gør på andre problemområder, selv om værdien af den slags ikke er dokumenteret. Der er også gennem en årrække givet almen trafiksikkerhedsundervisning i skolen. Så hvorfor ikke undervise eleverne i bilkørsel, når kørekortalderen nærmer sig, som man gjorde i Storbritannien i 2000? Betænkelighederne går på, at man derved kunne komme til at forstærke interessen blandt eleverne, så flere tog kørekort tidligere. Dermed ville antallet af unge i trafikken forøges og ulykkestallet stige. Hvad der umiddelbart ser ud som et banalt undervisningsressourceproblem, kan altså vise sig at være et spørgsmål om liv eller død for nogle.

Dilemmaet løses naturligvis kun på én måde, nemlig ved forskning, nærmere betegnet ved randomiserede kontrollerede forsøg. En Cochrane-arbejdsgruppe har gennemgået litteraturen om emnet og publiceret et review (1). Tre originalartikler levede op til reviewernes kvalitetskriterier, hvilket egentlig er overraskende mange i betragtning af den mangel på kontrollerede undersøgelser, der råder inden for de fleste felter. Det drejede sig om en australsk (2), en amerikansk (3) og en new zealandsk (4) undersøgelse, alle fra perioden 1982-1984.

I to af studierne undersøgte man virkningen af skoleundervisning på kørekorterhvervelsen. Det amerikanske studie (3) viste, at 87% af eleverne i køreundervisningsgruppen i løbet af undersøgelsesperioden (2-4 år afhængig af inklusionstidspunktet) havde fået kørekort sammenlignet med 84,3% i kontrolgruppen (RR 1,04, 95% CI 1,02-1,05). Det new zealandske studie (4) viste, at tidsrummet fra forsøgets start til erhvervelse af kørekort var 111 dage blandt underviste mænd, 300 dage blandt mænd i kontrolgruppen, 105 dage blandt underviste kvinder og 415 dage blandt kvinder i kontrolgruppen.

I alle tre studier undersøgte man effekten af uddannelse på forekomsten af trafikulykker. Det australske studie (2) viste, at 42% af eleverne i hver gruppe var involveret i et eller flere trafikuheld efter erhvervelsen af kørekort. Det amerikanske studie (3) viste, at andelen af elever, der havde haft et eller flere trafikuheld, var 27,5% i undervisningsgruppen og 26,7% i kontrolgruppen (RR 1,03, 95% CI 0,98-1,09). Endelig viste det new zealandske studie (4), at andelen af elever, der havde haft uheld, var 16% i undervisningsgruppen mod 14,5% i kontrolgruppen (RR 1,10, 95% CI 0,76-1,59).

Efter beskrivelsen at dømme var reviewforfatternes litteratursøgning meget grundig, og søgestrategierne i relation til forskellige databaser er omhyggeligt beskrevet. Konklusionerne er forsigtige og velbegrundede. Det eneste, jeg savner, er en overordnet kvalitetsvurdering af hvert enkelt af de tre inkluderede originalarbejder.

Reviewets konklusion er, at resultaterne viser, at køreundervisning i skolen fører til kørekorterhvervelse på et tidligere tidspunkt end ellers. De giver ingen holdepunkter for, at undervisningen nedsætter ulykkeshyppigheden, men antyder tværtimod, at den kan føre til en moderat øgning af antallet af teenagebilkørere, der er involveret i trafikulykker.

Jeg ser ingen grund til at tro, at resultaterne ikke skulle kunne overføres til danske forhold. De illustrerer endnu engang, hvordan man ud fra de allerbedste motiver tilsyneladende med fornuften på sin side, let kan komme til at foretage sig noget, der skader mere end det gavner.

Reprints: Svend Lings, Arbejds- og miljømedicinsk klinik, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C.

Antaget den 13. juni 2002.

Odense Universitetshospital, Arbejds- og miljømedicinsk klinik.