Kommunikationstræning for sundhedspersonale som arbejder med kræftpatienter, deres familie og/eller støttepersoner

Formålet med dette Cochrane-review [1] var at undersøge, om kommunikationstræning effektivt kan ændre den måde sundhedspersonale, der arbejder med kræftpatienter, kommunikerer/ interagerer med patienter på.

Oversigten dækker et relativt begrænset område, idet man kun har medtaget artikler om kommunikationstræning rettet mod arbejdet med kræftpatienter, desuden har man kun medtaget artikler, hvor personalets kommunikation/interaktion bliver direkte vurderet. Da det er en Cochrane-analyse, er der kun inkluderet randomiserede undersøgelser, hvor der er medtaget en kontrolgruppe, som ikke fik nogen intervention.

Litteraturgennemgangen fandt sted i slutningen af 2001, og man fandt 2.822 artikler om kommunikation, heraf var 48 undersøgelser af effekten af kommunikationstræning. Syvogtyve artikler blev ekskluderet, fordi de vurderede deltagernes holdninger og viden og ikke deres evner. Fjorten studier var longitudinale, men havde ingen kontrolgruppe, og yderligere fem studier blev ekskluderet, fordi deres evaluering var baseret på subjektive vurderinger i stedet for objektive mål. Der var herefter to studier tilbage, som vurderes i denne analyse.

Det ene studie er udført af Razavi et al i 1993 [2] og inkluderer 72 sygeplejersker, som blev randomiseret til enten interventions- eller kontrolgruppen. Interventionen bestod af 24 timers psychological training program fordelt på 3 timer × 8 i grupper med seks deltagere og en facilitator. Programmet bestod af workshopper, rollespil, teoretiske oplæg og diskussion. Deltagerne blev evalueret to måneder efter, at programmet var afsluttet, ved en videooptagelse af et fem minutters interview med en simuleret patient. Man fandt kun signifikant forskel mellem de to grupper i et af syv vurderede områder: De, som havde haft træningen, var bedre til at komme ind på de emner, som patienterne ønskede.

Den anden undersøgelse er lavet af Lesley Fallowfield (LF) og hendes gruppe i London [3], som i mange år har arbejdet med at udvikle og evaluere kommunikationstræning til seniore læger.

I alt 160 speciallæger i onkologi fra 34 forskellige cancercentre i Storbritannien deltog. Alle deltagerne fik videofilmet 6-10 patientsamtaler. De blev herefter randomiseret til fire grupper: Gruppe A fik skriftlig tilbagemelding på videooptagelserne og herefter et tredageskursus. Gruppe B fik et tredageskursus med tilbagemelding fra videooptagelserne under kurset, Gruppe C fik kun skriftlig tilbagemelding, og gruppe D var kontrolgruppe. Alle deltagerne blev videofilmet igen tre måneder efter.

Kurset varede i tre dage, og hvert hold bestod af 3-5 deltagere, som sammen med en facillitator gennemgik videooptagelser, identificerede kommunikationsområder, som deltagerne havde vanskeligheder med, og lavede rollespil sammen med simulerede patienter (skuespillere).

Videooptagelserne blev analyseret ved hjælp af Medical Interactions Proccess Systems (MIPS), et instrument, som tidligere er udviklet og præsenteret af gruppen. Den består af en analyse, der placerer alle sætninger fra patient og læge i kategorier (bivirkninger, sociodemografiske osv.) og i hvilken type, de tilhører (lukkede eller åbne spørgsmål, empati osv.).

I alt 160 læger deltog, og 640 interview blev analyseret. Resultaterne var, at de, som deltog i kurset, havde signifikant flere fokuserede og åbne spørgsmål, en mere empatisk væremåde og mere empatiske reaktioner på patienternes stikord. Man fandt ingen effekt af skriftlig tilbagemelding inden kursusstart.

Cochrane-analysen konkluder, at de kommunikationstræningsprogrammer, der er undersøgt i de to studier har en positiv effekt på den måde, sygeplejersker og specialister i onkologi kommunikerer med kræftpatienter på.

Denne Cochrane-analyse er snæver i sin problemformulering, men andre oversigtsartikler har været bredere i deres inklusion, og her finder man, at kommunikationskurser kan forbedre deltagernes kommunikation i ca. halvdelen af de observerede områder [4, 5]. Der er dog flere metodologiske pro-blemstillinger [6], herunder især problemer med at definere, hvilke aspekter, man mener, er vigtige, at beskrive, hvordan man vil ændre dem, og herefter benytte et evalueringsinstrument, der kan måle de ønskede ændringer.

Man kan undre sig over, at det kun er i halvdelen af de vurderede områder, man finder en signifikant forskel mellem de to grupper. Det kan der være flere forklaringer på: Deltagerne i undersøgelsen har meldt sig frivilligt, og erfaringen er, at det ofte er dem, som i forvejen er gode til kommunikation, der vil lære mere, derfor kan det være sværere at måle en uddannelseseffekt. Nogle af de områder, de undersøger, forekommer sjældent i de undersøgte interview, og det kan derfor være svært at finde en effekt.

Der var 136 af de 164 deltagere i kurset, som ville anbefale det til deres kollegaer, og over halvdelen ville gerne deltage i yderligere kurser. 78% af deltagerne havde taget initiativ til undervisning i kommunikation på deres hospital i de første tre måneder efter kurset [3]. Det viser, at undervisning af seniore læger har den fordel, at de formidler deres viden videre i systemet.

Der er to store grupper i England, der arbejder med at udvikle og evaluere kommunikationstræning, LF's gruppe i London [3] og Peter Maguires (PM) gruppe i Manchester [7]. LF har kun trænet seniore læger i relativt små grupper [3-5], og PM har haft multiprofessionelle hold med 5-7 deltagere. Træningen hos begge grupper fokuserer på rollespil; LF bruger simulerede patienter (skuespillere), og PM's metode bygger på, at deltagerne både er professionelle og patienter i rollespillene.

PM har løbende evalueret effekten af kurserne og systematisk undersøgt effekten af mindre ændringer i konceptet. Gruppen har udviklet en metode til direkte evaluering af deltagernes evne til at kommunikere. Metoden bygger på en sammenligning af en samtale med en simuleret patient før og efter kurset. Da der ikke har været kontrolgrupper i disse undersøgelser, kan de ikke indgå i en Cochrane-analyse, men resultaterne er de samme, som man fandt i LF's undersøgelse [7, 8].

Den Danske Lægeforenings kommunikationskurser bygger på PM's arbejde, idet man benytter rollespil som det centrale element, og de oprindelige undervisere er uddannet af PM. Konceptet er dog blevet modificeret flere gange, først af Knut Aspegren i forbindelse med NCU's kurser og senere af Lægeforeningens arbejdsgruppe. Man kan nu tilbyde en række forskellige træningskurser; alle med rollespil som det basale undervisningskoncept. Undervisningen indeholder kommunikation med mange forskellige patientgrupper, med den svære samtale som udgangspunkt [9]. Der er i Lægeforeningen ca. 30 læger, som kan undervise efter denne model.

Denne Cochrane-analyse er meget relevant for danske forhold, idet Speciallægekommissionen [10] har besluttet, at alle turnuslæger skal have et kursus i kommunikation. På baggrund af resultaterne må man anbefale, at der undervises efter et koncept med rollespil som det centrale element.

Kommunikationstræning for sundhedspersonale som arbejder med kræftpatienter, deres familie og/eller støttepersoner

Referencer