Kontaktraten til almen praksis i vagttid og skadestue for indvandrere med gæstearbejder- og flygtningebaggrund i Københavns Kommune 1998

Introduktion: Vor viden om indvandreres kontakt til skadestue og almen praksis er sparsom. Undersøgelsens formål var at beskrive kontaktrater til almen praksis i vagttid og skadestue samt den samlede kontaktrate til almen praksis i dag- og vagttid og skadestue for indvandrere med gæstearbejder- og flygtningebaggrund og sammenligne med ikkeindvandrerbefolkningens kontaktrater.

Materiale og metoder: Der blev foretaget en registerundersøgelse af indvandrere og ikkeindvandrere bosat i Københavns Kommune i 1998 baseret på Sygesikrings- og Landspatientregisterdata fordelt på statsborgerskab, køn, fødested og år. Materialet omfattede i alt 2.356.366 kontakter fordelt på 423.201 personer heraf 5,7% med gæstearbejder- og eller flygtningebaggrund. Analyserne blev foretaget med Poisson-regressionsmodeller.

Resultater: Børn og ældre med gæstearbejder- og flygtningebaggrund havde en samlet lavere kontaktrate til almen praksis og skadestue end jævnaldrende uden indvandrerbaggrund. For børnenes vedkommende blev der fundet en lavere kontaktrate til almen praksis i såvel dag- som vagttid. For de ældre var der større variationer afhængigt af baggrund og køn. Der var ikke forskelle på raten af skadestuebesøg. De 19-59-årige med gæstearbejder- og flygtningebaggrund havde en højere kontaktrate til almen praksis i både dag- og vagttid samt til skadestue end jævnaldrende uden indvandrerbaggrund. Den samlede kontaktrate til almen praksis og skadestue var 4-20% højere end for personer uden indvandrerbaggrund.

Konklusion: Indvandrerstatus har betydning for, hvorledes befolkningens kontakter er til almen praksis og skadestue. For at undersøge, om der er lige adgang til sundhedsvæsenets tilbud, bør årsagerne til de fundne forskelle afdækkes.

Befolkningen i Danmark har mulighed for at få kontakt med en læge døgnet rundt. Knap 90% af ydelserne leveres af de praktiserende læger i dagtiden kl. 8-16. Ved akut behov for lægehjælp uden for dette tidsrum kan de praktiserende læger kontaktes via Lægevagten, som leverer ydelser i den såkaldte vagttid, ligesom der i visse amter, herunder Københavns Kommune, er mulighed for skadestuehenvendelse døgnet rundt for behandling af akut opstået skade eller alvorlig sygdom. Det er i almen praksis og på skadestuer, at befolkningens altovervejende mulighed for uvisiteret lægekontakt findes, idet adgangen til andre specialer og hospitalssektoren overvejende sker gennem visitation.

Det er en almindelig opfattelse, at indvandrere anvender akuttjenester hyppigere end ikkeindvandrere [1, 2]. I to danske undersøgelser har man påvist, at voksne indvandrere og efterkommere af indvandrere fra udvalgte lande havde en højere kontaktrate til skadestuerne end ikkeindvandrere havde [3, 4]. Den relevante udenlandske litteratur er ligesom den danske sparsom og viser modstridende tendenser [5-7]. Kontaktraterne til almen praksis i dagtid er beskrevet for personer med gæstearbejder- og flygtningebaggrund [8].

Formålet med denne artikel er at beskrive kontaktrater til almen praksis i vagttid og skadestue for indvandrere med gæstearbejder- og flygtningebaggrund sammenlignet med ikkeindvandrerbefolkningens kontaktrater, og at sammenligne den samlede kontaktrate til almen praksis i dag- og vagttid samt skadestue for samme grupper.

Materiale og metoder

Undersøgelsen var en registerundersøgelse af personer med bopæl i Københavns Kommune pr. 1. januar 1998 og pr. 1. januar 1999 baseret på Sygesikrings- og Landspatientregisterdata fordelt på følgende borgeroplysninger: statsborgerskab, køn, fødested og -år. Materialet omfattede 2.356.366 kontakter, heraf 112.733 skadestuebesøg og 202.179 kontakter til lægevagten. Materialet var fordelt på 423.201 personer, hvoraf 5,7% havde indvandrerbaggrund. Personer med indvandrerbaggrund blev opdelt i to indvandrerkategorier, hvor gæstearbejdergruppen inkluderede personer med baggrund i Tyrkiet, Pakistan, Eksjugoslavien (gæstearbejdere) og Marokko og flygtningekategorien personer med baggrund i Eksjugoslavien (flygtninge), Somalia, Palæstina (Libanon og statsløse), Iran og Irak. De to indvandrergruppers kontaktrater blev sammenlignet med kontaktraten for gruppen af personer uden indvandrerbaggrund med Poisson-regressionsmodeller. Kontaktrateforskellene er angivet som en rateratio (RR). Metode og materiale er tidligere beskrevet detaljeret [8].

Kontakt til almen praksis i vagttid, blev defineret som henvendelser, der var registreret på patientens CPR-nr. i Sygesikringsregistret med ydelserne klinikkonsultationer, telefonkonsultationer og sygebesøg i vagttid. Kontakt til almen praksis i dagtid blev defineret som samme type ydelser. Kontakt til skadestue blev defineret som henvendelser til skadestue registreret på patientens CPR-nr. i Landspatientregistret. Kontaktraten beskrives ved antal leverede ydelser pr. person pr. år inden for en given lande-, køns- og fødeårsgruppe. Projektet er godkendt af Den Videnskabsetiske Komité for København og Frederiksberg Kommuner (J.nr. 11-155/00).

Resultater

Som det var tilfældet for ydelser leveret fra almen praksis i dagtid [8] havde personer med gæstearbejder- og flygtningebaggrund i stor udstrækning samme kontaktmønstre i vagttiden som de jævnaldrende kvinder og mænd uden indvandrerbaggrund (Figur 1 ). Mønstret var mere broget for ydelser fra skadestuen.

Der var forskelle i fordelingen af kontakter på de forskellige kontaktformer til almen praksis i vagttiden. Som i dagtid [8] havde personer med gæstearbejder- og flygtningebaggrund alle en lavere andel af telefonkonsultationer og en modsvarende større andel af klinikkonsultationer, om end antallet var lavt (Tabel 1 ).

I modsætning til ydelser leveret i dagtid, hvor mænd med flygtningebaggrund havde en højere samlet kontaktrate [8] var det i vagttiden kvinder med gæstearbejderbaggrund, som havde en højere samlet kontaktrate (5%) sammenlignet med kvinder uden indvandrerbaggrund. De øvrige grupper udviste enten ikke signifikante forskelle eller havde en lavere samlet kontaktrate (Tabel 2 ). De 1-18-årige af begge køn med gæstearbejder- og flygtningebaggrund og de 60+-årige mænd med flygtningebaggrund havde en lavere samlet kontaktrate end de jævnaldrende personer uden indvandrerbaggrund, mens de 19-59-årige af begge køn havde en samlet kontaktrate, som var 7-41% højere end raten for de jævnaldrende personer uden indvandrerbaggrund. Som i dagtid [8] havde de 19-59-årige af begge køn med gæstearbejder- og flygtningebagrund en markant højere klinikkonsultationsrate end de jævnaldrende personer uden indvandrerbaggrund, hvilket også gjaldt for de 60+-årige mænd med flygtningebaggrund og de 60+-årige kvinder med gæstearbejderbaggrund (Tabel 2).

Kontaktraten til skadestue var 14-27% højere for personer med gæstearbejder- og flygtningebaggrund (Tabel 2), om end antallet var lavt (Tabel 1). Som ved ydelser fra almen praksis i dag- [8] og vagttid havde de fleste grupper af 1-18-årige og 60+-årige med gæstearbejder- og flygtningebaggrund samme eller lavere kontaktrate end de jævnaldrende personer uden indvandrerbaggrund, mens de 19-59-årige havde en kontaktrate, som var 20-50% højere.

Den samlede kontaktrate til almen praksis i dag- og vagttid samt skadestue var 4% højere for mænd med flygtningebaggrund end for ikkeindvandrermænd, mens den var 3-6% lavere for de øvrige grupper (Tabel 3 ). Gruppen af 19-59-årige med gæstearbejder- og flygtningebaggrund havde en kontaktrate, som var 4-20% højere, mens de 1-18-årige og de 60+-årige havde en kontaktrate, som var hhv. 33% og 14% lavere end de jævnaldrende personer uden indvandrerbaggrund.

Diskussion

De anvendte metoder er tidligere blevet diskuteret [8]. Undersøgelsens resultater viser, at indvandrerstatus med den valgte definition har en betydning for personers kontaktmønstre til almen praksis og skadestue på flere områder. Dels var der en lavere kontaktrate til almen praksis i såvel dag- som vagttid og til skadestue for de fleste grupper af 1-18-årige og 60+-årige med indvandrerbaggrund. Dels var der en relativt høj kontaktrate til især skadestue og almen praksis i vagttid for de 19-59-årige med gæstearbejder- og flygtningebaggrund.

Den lave kontaktrate til almen praksis og skadestue for børn med gæstearbejder- og flygtningebaggrund har formodentlige mange og komplekse årsager [9]. Det er tidligere vist, at sygeligheden blandt udvalgte grupper af 1-3-årige børn med gæstearbejder- og flygtningebaggrund var lavere end sygeligheden blandt de jævnaldrende børn uden indvandrerbaggrund [10]. Det er dog usikkert, om dette fund kan generaliseres til hele gruppen, bl.a. set i lyset af at indvandrerbørn tilsyneladende indlægges hyppigere på hospital [11]. Den udenlandske litteratur er ikke entydig. Cooper [12] fandt, at børn med asiatisk baggrund havde en relativt høj kontaktrate til almen praksis efter korrektion for socioøkonomisk status og selvvurderet helbredsstatus, mens Saxena [13] fandt, at kontaktraten til primærsektoren for indvandrerbørn svarede til det forventede i forhold til helbredsstatus, uafhængigt af indvandrerbaggrund og socioøkonomisk status. Den markant lave samlede kontaktrate til almen praksis for de 60+-årige med både gæstearbejder- og flygtningebaggrund uden »modsvar« af f.eks. højere rate af skadestuebesøg er tidligere blevet diskuteret [8]. Det vil være relevant at gennemføre mere fokuseret forskning af udvalgte nationalitets- og aldersgrupper for nærmere at afdække årsagerne hertil for at afklare et evt. behov for intervention [8].

Vi fandt en højere kontaktrate til almen praksis i vagttid og skadestue for såvel de 19-59-årige kvinder som de 19-59-årige mænd med gæstearbejder- og flygtningebaggrund end for jævnaldrende uden indvandrerbaggrund. Denne kontaktrate blev ikke »modsvaret« af en lavere kontaktrate til almen praksis i dagtid. Forskelle i sygelighed blandt de undersøgte grupper kan være en forklaring, ligesom eksistensen af evt. kommunikative og strukturelle barrierer, som medfører forgæves lægebesøg og derfor fornyede kontakter, kan spille ind [14].

Kjeldsen [15] anfører i sin undersøgelse fra 1994, at vagtlæger vurderede, at 25% af henvendelserne til lægevagten med fordel kunne behandles i almen praksis i dagtid. For skadestuehenvendelser var det opfattelsen, at lidt over halvdelen af henvendelserne kunne have været behandlet af lægevagten [16]. Det vil være relevant at afdække, om disse forhold også er gældende for personer med indvandrerbaggrund, idet lægekontakt i dagtid hos egen praktiserende læge må formodes at være særlig værdifuld for patienter med indvandrerbaggrund. Dels er muligheden for at anvende professionel tolk større, dels kan egen læge udnytte erfaringer fra tidligere kontakter til at overvinde evt. barrierer af kommunikativ art [14]. For personer med flygtningebaggrund og evt. posttraumatiske stresssymptomer synes denne forskydning til dagtid at være særlig værdifuld at etablere, idet behandlingen af denne gruppe i forvejen ikke er optimal, og dagarbejdet rummer flere muligheder for behandling, diagnostik og tolkning [17].

Vi har ingen forklaringer på de fundne forskelle i fordelingen mellem sygebesøg og klinikkonsultationer i lægevagten. Man kunne tænke sig, at det var vanskeligt at afgøre pr. telefon, om patienten var i stand til at komme i konsultationen af helbredsmæssige årsager. En anden forklaring kunne være sociale hensyn (som f.eks. adgang til transportmuligheder). Endelig kan noget af den fundne forskel være et resultat af, at indvandrerbefolkningen har flere kontakter til almen praksis i vagttid kl. 24-08, som alle resulterer i besøg, hvis konsultationen ikke kan afsluttes pr. telefon. Dette giver vort materiale ikke mulighed for at afgøre. At indvandrere anvender færre telefonkonsultationer er forventet og ønskeligt pga. evt. sprogbarrierer og øvrige kommunikative barrierer [18].

Såfremt målet er at sikre befolkningen en lige adgang til sundhedsvæsenet uanset indvandrerstatus, må forskningsindsatsen inden for området intensiveres. Dels teoretisk, dels ved aktionsrettede forskningsdesign [19].

Konklusion

Indvandrerstatus har betydning for personers kontaktmønstre til almen praksis og skadestue, idet voksne indvandrere med gæstearbejder- og flygtningebaggrund kontakter almen praksis i vagttid og skadestue i relativt større udstrækning end de jævnaldrende voksne uden indvandrerbaggrund, mens den omvendte tendens gør sig gældende for børn og ældre. Der ses kun mindre forskelle i det samlede antal af kontakter til almen praksis og skadestue. For at undersøge, om der er lige adgang til sundhedsvæsenets tilbud, bør årsagerne til de fundne forskelle afdækkes.

Summary

Patterns of contact with the out-of-hours service and emergency rooms by immigrants and non-immigrants in Copenhagen, 1998

Ugeskr Læger 2006;168(38):3222-3227

Introduction: Outside normal office hours, patients in Denmark with acute conditions are treated by the out-of-hours service connected to general practice and in the emergency rooms of hospitals. Little is known about the contact pattern of immigrants with these services. The purpose of this study was to compare the contact rates for immigrants (guest workers and refugees) and non-immigrants with out-of-hours service and emergency rooms and compare the results with the total number of contacts with general practice (out-of-hours service, daytime contacts) and emergency rooms.

Materials and method: Data from 2,243,633 contacts in Copenhagen 1998 registered in the National Patient Registry and 112,733 visits to emergency units were merged with information about citizenship and place of birth in the Central Office of Civil Registration. The contacts were described by the average number of contacts per person at risk per year.

Results: The contact rates with the out-of-hours service were significantly lower for immigrant children than for non-immigrants, whereas the number of visits to emergency rooms did not show any differences. For both sexes aged 19-59, the contact rates for out-of-hours service and emergency rooms were higher for immigrants. The total number of contacts was 31-11% lower for children and those 60+ years of age and 4-20% higher for 19- to 59-year-old immigrants.

Conclusion: Significant differences in the use of acute services by immigrants and non-immigrants were observed. Whether this is appropriate is questionable.

Lise Dyhr, Forskningsenheden for Almen Praksis i København, Center for Sundhed og Samfund, Øster Farimagsgade 5, postbox 2099, DK-1014 København N. E-mail: l.dyhr@gpract.ku.dk

Antaget: 12. december 2005

Interessekonflikter: Ingen angivet

Taksigelser: Undersøgelsen har modtaget økonomisk støtte fra Fonden til finansiering af forskning i almen praksis og sundhedsvæsenet i øvrigt, Praktiserende Lægers Udviklingsfond, Nycomeds Udviklingsfond og Amanuensisfonden. Praktiserende læge Anne Rise Kristensen takkes for ihærdig indsats i startfasen, og seniorforsker, læge Nils Olivarius i afslutningsfasen. Cand.stat. Gerda Engholm takkes for løbende vejledning vedrørende statistiske forhold og Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning ved daværende kontorchef Karis Hagild og kontorfuldmægtig Lise Bjørn Jakobsen takkes for stor indsats i forbindelse med data-levering. Samme tak til Københavns Kommunes Statistiske Kontor ved vicekontorchef Claus Woll og fuldmægtig Marta Kristiansen og til edb-medarbejder Willy Karlslund.