Content area

|
|

Kreativitet og psykose

Forfattere
Karl Erik Sandsten1, Julie Nordgaard1 & Josef Parnas2 1) Kompetencecenter for Debuterende Psykose, Psykiatrien Øst, Region Sjælland 2) Psykiatrisk Center Glostrup Ugeskr Læger 2018;180:V02180141

Forbindelsen mellem kreativitet og psykisk lidelse har længe interesseret både videnskaben og samfundet generelt. Fænomenet kan spores tilbage til flere kulturer, hvor det var et karakteristisk træk ved individer som vismanden eller geniet [1, 2]. Aristoteles er citeret for at have sagt »No great genius has ever existed without some touch of madness« [3], og personer som den hollandske maler Vincent van Gogh, den tyske digter Friedrich Hölderlin og den amerikanske matematiker John Nash bærer vidnesbyrd om denne såkaldte mad genius-hypotese. Den tilsyneladende paradoksale sammenhæng er velkendt fra fiktion og medier, men danner også udgangspunkt for en bred vifte af empiriske undersøgelser.

Formålet med denne artikel er at skitsere nogle centrale historiske og konceptuelle aspekter af forbindelsen mellem kreativitet og psykose samt at give et overblik over forskellige typer metoder, som er anvendt i empiriske studier af fænomenet. Særligt sammenhængen mellem skizofreni og kreativitet har vores interesse, da den kan bidrage til en øget forståelse af skizofreni.

HISTORISK BAGGRUND

Betragter man relationen mellem kreativitet og psykisk lidelse i et historisk perspektiv, er det tydeligt, hvor forskelligt dette fænomen har været begrebsliggjort. Associationen mellem vor tids kliniske sindssyge og kreativitet kan derfor ses som en idé, der opstod i 1830’erne
i takt med udviklingen af psykiatrisk nosologi og psykopatologi [4].

Før dette har man i flere kulturer beskrevet abnorme bevidsthedstilstande og adfærdstræk blandt særligt indsigtsfulde individer som shamaner og mystikere [1, 5]. I den vestlige civilisation tilskrives denne observation typisk filosofferne fra antikkens Grækenland. Heriblandt Aristoteles’ beskrivelse af de melankolske typer blandt eminente poeter og tænkere og Platons doktrin om guddommelig galskab eller enthousiasmos. I Platons værk betragtes denne form for galskab som noget, der forekommer ved ændrede bevidsthedstilstande som søvn, dæmonisk besættelse eller sygelige sindstilstande. Endvidere er der beskrevet tendens til isolation, øget sensitivitet, excentricitet og forstemning blandt de besatte [4, 6, 7]. Hvad der ikke altid nævnes er, at Platon også adskilte den guddommelige inspiration fra den menneskelige form for sygelig sindstilstand [6-8].

Fascinationen af de exceptionelle skabere af kunst og viden i samfundet var mindre fremtrædende i romertiden og middelalderen, men blev genoplivet i renæssancen, hvor termen geni eller genio blev anvendt om dem, der formåede at imitere naturen og de store mestre, det såkaldte imitatio-ideal [9]. Modsat grækernes tidligere antipati for manuelt arbejde, udviklede renæssancens geni sit repertoire til billedkunsten, men bevarede i øvrigt flere af sine træk, herunder tendensen til galskab eller pazzia [4].

I oplysningstiden ændredes opfattelsen af geniets karakter, da de exceptionelle evner ikke længere blev tilskrevet udefrakommende kræfter, men i stedet blev opfattet som individets unikke sans for fornuftsbaseret syntese af imagination, systematisk observation og viden [10]. Kreativitet blev endvidere ikke karakteriseret ved imitation, men ved skabelse af ny viden og original kunst og var et tegn på bevaret rationalitet og sundhed frem for galskab [10].

I slutningen af det 18. århundrede ændredes denne opfattelse igen. Rationalitet blev i vid udstrækning set som en forhindring for kreativitet, og i stedet mente man, at kilden til kreativitet var en holistisk kontakt med omgivelserne via menneskets mere irrationelle natur som fantasi, følelser og sindssyge [11]. Dette romantiske syn fandt man også i skønlitteraturen med kendte værker som Mary Shelleys »Frankenstein« og Robert L. Stevensons »The strange case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde«.

Moderne og postmoderne kunst prægedes efterfølgende af et mere dystopisk og distanceret verdensbillede. Det æstetiske udtryk har tendens til affektforladte og selvobserverende perspektiver, der ifølge nogle, kan sammenlignes med træk, der ses blandt patienter med skizofreni [12, 13].

BEGREBET KREATIVITET

Det debatteres om kreativitet er domænespecifik (kunstnerisk, videnskabelig, teknologisk) eller er en mere generel egenskab. Ligeledes diskuteres kreativitetsbegrebets afhængighed af den kulturelle kontekst [12]. Kreativitet kan måske bedst betegnes som et populært begreb, der er blevet fortolket af flere fagdiscipliner gennem tiden og i dag ikke har en velafgrænset eller entydig definition. Overordnet set opfattes kreativitet som evnen til at skabe noget originalt, uventet
og værdifuldt. Det skabte produkt kan være både et fysisk objekt og noget mere uhåndgribeligt som en teori eller en udtryksform [14]. Kreativitet er således i sit udgangspunkt kun verificerbar post hoc, når det skabte produkt i større eller mindre grad lever op til definitionen, frem for f.eks. at være karakteristika ved den proces, hvormed produktet bliver skabt.

Studierne på området kan opdeles i de få studier, hvor man direkte applicerer en kreativitetsvurdering af individers produkter, og de studier, hvor man anvender en indirekte (hypotetisk) kreativitetsproxy. Den direkte kreativitetsvurdering af et færdigt produkt vil altid afhænge af den valgte definition og fortolkningen af den, f.eks. hvornår noget er originalt eller værdifuldt. En kreativitetsproxy som f.eks. kreative erhverv eller kognitive psykometriske test er derimod kun en tilnærmelse til populationens kreative evner. Fordelen ved brug af en proxy er muligheden for at undersøge større populationer via registre og dermed øge den statistiske styrke.

EMPIRISKE STUDIER

En af de første empiriske undersøgelser af the mad genius-hypotesen tilskrives den italienske læge og kriminolog Cesare Lombroso, der i sin bog »Man of genius« (1891) argumenterer for en arvelig og degenerativ form for artistisk kreativitet [15]. I undersøgelsen, der ikke lever op til moderne metodologiske krav for historiometrisk forskning [16], argumenterer han for de pågældendes psykiske sygdomme ud fra frenologi, antropometri og degenerationsteori. Resultaterne baseres således på den antagelse, at psykisk sygdom kan deduceres ud fra bl.a. sterilitet, kraniets anatomi, venstrehåndethed eller stammen. Bogen betragtes derfor typisk med større historisk end videnskabelig interesse.

Et af de første studier, der tydede på øget kreativitet blandt førstegradsslægtninge til patienter med psykoselidelse, var en islandsk registerundersøgelse fra 1970 [17]. Via bl.a. journalmateriale fra indlagte patienter (primært diagnosticeret med skizofreni) i perioden 1851-1940 viste studiet, at signifikant flere førstegradsslægtninge til patienter med skizofreni arbejdede i artistiske erhverv end baggrundsbefolkning i Island.

Et andet studiedesign er de interviewbaserede undersøgelser som f.eks. Nancy Andreasens »the landmark study« fra 1987 [18]. Her blev der foretaget en psykopatologisk vurdering af 30 forfattere, der deltog i den anerkendte Iowa Writers Workshop. Ved sammenligning med 30 matchede kontrolpersoner fandt man signifikant øget forekomst af især affektiv lidelse blandt forfatterne og deres førstegradsslægtninge.

Et hyppigt citeret historiometrisk studie er Felix Posts (1994) »A study of 291 world famous creators and leaders«, hvor man inddelte eminente personer efter profession og fandt, at ca. 90% af forfatterne havde moderat til svære grader af psykopatologi [19]. De kreative professioner, der scorede lavest med hensyn til grader af psykopatologi, var de videnskabelige.

Af nyere studier kan nævnes et nationalt registerbaseret case-kontrol-studie fra Sverige [20]. Her undersøgte forfatterne, hvilke ansættelser psykiatriske patienter og deres slægtninge havde, og sammenlignede med baggrundsbefolkningen. Resultaterne viste, at signifikant flere patienter med bipolar lidelse og raske førstegradsslægtninge til patienter med bipolar affektiv sindslidelse og skizofreni var ansat i artistiske erhverv. Ingen andre diagnostiske kategorier var associeret med kreative erhverv.

I et andet forsøg på at koble arvelige aspekter af psykotiske lidelser til kreativitet undersøgte man i Island ca. 86.000 menneskers genotype. Ved brug af polygenetiske risk scores for skizofreni lykkedes det at identificere 6% af de nulevende patienter med skizofreni og 2% procent af medlemmerne i artistiske foreninger. Begge tal var statistisk højsignifikante [21].

For oversigt over typer af empiriske studier se Tabel 1.

SKIZOFRENI OG KREATIVITET

Hypotesen om en forbindelse mellem skizofreni og kreativitet kan også betragtes ud fra et psykopatologisk perspektiv i forsøg på at forstå de bagvedliggende mekanismer. Fra en psykoanalytisk vinkel er det den nemmere adgang til den såkaldte primærproces i tænkningen, der antages at danne en bro mellem kreativitet og psykopatologi [25]. Primærprocessen er de primitive førsproglige relationer mellem idéer, der modsat de sekundære (logiske) strukturer i tænkningen i højere grad karakteriseres ved flow og fleksibilitet [25].
En mere empirisk funderet tilgang ses i Karl Jaspers
patografi af den svenske forfatter August Strindberg
og kunstmaleren van Gogh, der ifølge Jaspers begge
var ramt af skizofreni [22]. Jaspers pointerede i bogen kunstnernes ustabile forankring i en fælles social verdensanskuelse, som afspejledes i deres tilsyneladende skiftende perspektiv og mangel på gennemgående tematik i værkerne.

I fænomenologisk psykopatologi betragtes deformation af førstepersonsperspektivet som en specifik og konstitutiv sårbarhed for udvikling af skizofreni [5, 26]. Forstyrrelsen af denne grundstruktur i det førrefleksive bevidsthedsliv medfører en usikker oplevelse af selvet og verdens ontologiske status. For patienten kan dette komme til udtryk ved tab af automatisk implicit forståelse af situationer, regler og menneskers adfærd. Det leder ofte til en ufrivillig hyperrefleksiv attitude over for detaljer og implicitte antagelser, som andre mennesker typisk tager for givet. Det formodes, at disse basale og almindeligvis ikkepsykotiske aspekter ved skizofreni øger sensitiviteten for lakuner i faglige og fællesmenneskelige konventioner med større potentiale for nye (kreative) perspektiver og løsninger.

KONKLUSION

Historiske kilder fra forskellige kulturer og tidsaldre vidner om en forbindelse mellem abnorme sindstilstande og usædvanlige evner. I den vestlige civilisation har geniet været omdrejningspunkt for denne interesse, dog med varierende opfattelse af geniets essentielle træk og relation til galskab. I romantikken fra omkring 1830’erne begyndte man at referere til dette fænomen som en forbindelse mellem (klinisk) sindssygdom og kreativitet. Den empiriske forskning på området har især været udfordret af termen kreativitet, der kan
beskrives som et populært begreb uden entydig definition. Yderligere har man i forskningen anvendt varierende definitioner og undersøgelsesmetoder til psykiatrisk diagnostik og psykopatologi i almindelighed.
Det er endnu for tidligt at komme med en sammenhængende neurovidenskabelig teori om relationen mellem skizofreni og kreativitet. De mest reproducerede resultater viser en øget kreativitet blandt raske førstegradsslægtninge til patienter med skizofreni og bipolar lidelse. Hos patienter med skizofreni har det gentagne gange været påvist, at tilstedeværelse af psykotiske symptomer og kroniske forløb har negativ indflydelse på kreativitet [23], hvilket afspejles i den nedadgående del af den inverterede U-kurve i Figur 1 [27]. Dette kunne tyde på, at arvelige og ikkepsykotiske træk ved lidelsen, som selvforstyrrelser, er en fænotype, der øger sandsynligheden for udvikling af både skizofreni og kreativitet.

Forskningen i forbindelsen mellem kreativitet og psykotiske lidelser har en uheldig tendens til at blive opfattet som forsøg på patologisering af kreative individer eller romantisering af svær psykisk lidelse. Denne trivialitet tydeliggør behovet for en mere neutral deskriptiv tilgang til de mangfoldige forandringer af bevidsthedslivet, hvoraf nogle må formodes at disponere til både morbiditet og kreativitet.

Korrespondance: Karl Sandsten. E-mail: ksand@regionsjaelland.dk

Antaget: 29. maj 2018

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 6. august 2018

Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer
er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Reference: 
Ugeskr Læger 2018;180:V02180141
Sidetal: 
2-5
Creativity and psychosis
This review provides a brief overview of key historical, conceptual and empirical aspects of the link between creativity and psychosis. The genius and his or her tendency to madness constitute the historical backbone of this link, although ambiguous interpretations and substantial conceptual change characterise this mad genius hypothesis. Some empirical findings show high levels of creativity among first degree relatives of patients with psychotic illness. For schizophrenia, this could be seen as support of a creative potential in premorbid traits, such as self-disorders and disturbed common sense.

Litteratur

  1. Ellenberger HF. The discovery of the unconscious – the history and evolution of dynamic psychiatry. Basic Books, 1970.

  2. Lange-Eichbaum W. Genie: Irrsin und Ruhm. Reinhardt, 1927/1935.

  3. Seneca. On the tranquility of the mind. Independently published, 1900:51-2.

  4. Becker G. The Association of creativity and psychopathology: its cultural-historical origins. Creat Res J 2001;13:45-53.

  5. Parnas J, Henriksen MG. Mysticism and schizophrenia: a phenomenological exploration of the structure of consciousness in the schizophrenia spectrum disorders. Conscious Cogn 2016;43:75-88.

  6. Wittcover R. Born under Saturn. Shenval, 1963.

  7. Rosen G. Madness in society: chapters in the historical sociology of mental illness. Harper & Row, 1969.

  8. Schlesinger J. The insanity hoax: exposing the myth of the mad genius. Shrinktunes Media, 2012.

  9. Lange-Eichbaum W. The problem of genius. Macmillan, 1932.

  10. Gerard A. An essay on genius. Fink Verlag, 1774/1966.

  11. Becker G. A socio-historical overview of the creativity-pathology connection: from antiquity to contemparary times. I: Kaufmann JC, red. Creativity and mental illness. Cambridge University Press, 2014:5.

  12. Sass LA. Schizophrenia, modernism, and the »creative imagination«: on creativity and psychopathology. Creat Res J 2001;13:55-74.

  13. Sass LA. Madness and modernism: insanity in the light of modern art, literature, and thought. BasicBooks, 1992.

  14. Creativity https://en.wikipedia.org/wiki/Creativity (17. feb 2018).

  15. Lombroso C. The man of genius. Walter Scott, 1891.

  16. Simonton DK. The mad (creative) genius: what do we know after a century of historiometric research? I: Kaufman JC, red. Creativity and mental illness. Cambridge University Press, 2014:25-41.

  17. Karlsson JL. Genetic association of giftedness and creativity with schizophrenia. Hereditas 1970;66:177-82.

  18. Andreasen NC. Creativity and mental illness: prevalence rates in writers and their first-degree relatives. Am J Psychiatry 1987;144:1288-92.

  19. Post F. Creativity and psychopathology. A study of 291 world-famous men. Br J Psychiatry 1994;165:22-34.

  20. Kyaga S, Lichtenstein P, Boman M et al. Creativity and mental disorder: family study of 300,000 people with severe mental disorder. Br J Psychiatry 2011;199:373-9.

  21. Power RA, Steinberg S, Bjornsdottir G et al. Polygenic risk scores for schizophrenia and bipolar disorder predict creativity. Nat Neurosci 2015;18:953-5.

  22. Jaspers K. Strindberg and van Gogh. The University of Arizona Press, 1977.

  23. Acar S, Chen X, Cayirdag N. Schizophrenia and creativity: a meta-analytic review. Schizophr Res 2018;195:23-31.

  24. Dietrich A, Kanso R. A review of EEG, ERP, and neuroimaging studies of creativity and insight. Psychol Bull 2010;136:822-48.

  25. Russ SW. Primary-process thinking and creativity: affect and cognition. Creat Res J 2001;13:27-35.

  26. Parnas J, Moller P, Kircher T et al. EASE: examination of anomalous self-experience. Psychopathology 2005;38:236-58.

  27. Abraham A. Is there an inverted-U relationship between creativity and psychopathology? Front Psychol 2014;5:750.

💬 0 Kommentarer

Right side

af Camilla Bang | 15/08
3 kommentarer
af Lars Ulrik Gerdes | 14/08
1 Kommentar
af Frede Simonsen | 13/08
1 Kommentar
af Ebbe Bonde Sørensen | 13/08
10 kommentarer
af Birgitte Retbøll | 12/08
20 kommentarer
af Zbigniew Sroczynski | 11/08
1 Kommentar
af Inge Marthin Sørensen | 10/08
2 kommentarer