Skip to main content

Kun få »red flags« er relevante i diagnostikken af alvorlig patologi hos patienter med lænderygsmerter

Redigeret af Jacob Pontoppidan Thyssen, jacob.pontoppidan.thyssen@regionh.dk

14. feb. 2014
2 min.

> BMJ

Lænderygsmerter er en af de hyppigste årsager til lægehenvendelse i Danmark. Selvom en stor andel af voksne danskere på et tidspunkt i livet vil opleve lændesmerter, identificerer man kun en årsag hos ca. 15% af dem, der henvender sig til en læge. Lændesmerter kan dog være det første symptom på betydende sygdom, f.eks. cancer, infektion, fraktur eller cauda equine-syndrom, og skal derfor tages alvorligt.

For at læger kan diagnosticere de ca. 1-5% patienter, som har alvorlig rygsygdom, korrekt, benævnes potentielt alvorlige symptomer og kliniske fund typisk som red flags. Nøjagtigheden af disse red flags til diagnostik af fraktur eller malignitet hos patienter med lændesmerter er netop blevet evalueret i et Cochranereview. I alt 14 studier blev inkluderet, heraf otte fra primærsektoren. Betydningen af 53 forskellige red flags blev vurderet, men kun i fem studier undersøgte man kombinationer af disse.

Undersøgelsen viste, at red flag-symptomer, der havde en høj sandsynlig for at fange frakturer, var alder (9%, 95% konfidens-interval (KI): 3-25%), længevarende binyrebarkhormonbehandling (33%, 95% KI: 10-67%), svært traume (11%, 95% KI: 8-16%) og kontusion (62%, 95% KI: 49-74%). Sandsynligheden for spinal fraktur var højest, når flere red flags var til stede på en gang, hvor tidligere cancer var den mest betydende (33%, 95% KI: 22-46%).

Forfatterne konkluderede, at der kun er evidens for, at få af de symptomer og fund, der typisk fremgår af guidelines, reelt er anvendelige ved diagnostik af fraktur og malignitet i lænderyggen.

Professor Peter Vedsted, Forskningsenheden for Almen Praksis, kommenterer: »Dette vigtige studie viser, at man skal være varsom med at slutte ud fra, hvordan patienter ser ud, når de har fået diagnosen, til hvordan man stiller diagnosen. Især symptomer, der ses ofte, f.eks. i almen praksis, har typisk lav positiv prædiktiv værdi, når man skal diagnosticere sjældne, alvorlige sygdomme. Det betyder, at vi skal have meget mere fokus på at udvikle ny viden om rationel udredning«.

Referencer

  1. Downie A, Williams CM, Henschke N et al. Red flags to screen for malignancy and fracture in patients with low back pain: systematic review. BMJ 2013;347:f7095. doi: 10.1136/bmj.f7095.

  2. www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24335669