Endelig en bog, som med mange gode eksempler får beskrevet, hvordan lægerollen som professionel egentlig skal forstås, og hvad den indebærer! Den er skrevet til medicinstuderende og yngre læger. Men mange seniorkolleger og -vejledere vil som jeg selv sikkert have glæde af at læse den. Rollen som professionel har altid været lidt vanskelig at definere, f.eks. beskrev Speciallægekommisionen i sin tid næsten lidt komisk, at rollen som professionel betød, at lægen skulle ”udvise professionel adfærd”.
At være professionel giver kun mening sammen med noget andet, og man kan i sagens natur ikke optræde professionelt som læge uden at kunne faget ordentligt. Hertil hører ikke bare den lægefaglige viden og kunnen, men også, at man kan kommunikere (herunder vejlede samt give og modtage feedback), samarbejde, lede, studere/forske/lære. Alle læger ved nok, at man skal mestre den lægefaglige viden inklusive diagnostik, behandling og profylakse, hvis man skal kunne optræde professionelt. Rollerne som medicinsk ekspert og sundhedsfremmer er der da heller ikke gjort meget ud af i denne bog.
Til gengæld er der kapitler om kommunikation, ledelse, samarbejde og forskning. Dertil kommer kapitler om dannelsen af den professionelle identitet, om etik, om sundhedslovgivning, om organisation og politisk styring af sundhedsvæsenet – alt sammen elementer i lægelig professionalisme. For dem, der som jeg blev læger for mere end 30 år siden, var en forståelse af disse roller ikke en del af fundamentet i uddannelsen. Vi tilegnede os nok denne forståelse undervejs, for det var og er nødvendigt i det praktiske lægeliv. Men at få lejlighed til at reflektere over disse elementer i vores fag er i ordets bedste betydning bevidsthedsudvidende. Bogen vil med sine mange gode eksempler, cases og forslag til læringsaktiviteter være et godt grundlag for at drøfte professionalisme og alt, hvad det indebærer med de yngre læger, som man er vejleder for.
God fornøjelse med læsning og diskussion – for det er oplagt en bog, der egner sig til grundlag for fælles refleksion og diskussion.
Redaktør: Louise Binow Kjær
Forlag: FADL’s Forlag, 2017
Sider: 192
Pris: 299,95 kr.