Langtidsopfølgning efter endometrieresektion

Introduktion: Langtidsopfølgning 11 år efter transcervikal endometrieresektion

Materiale og metoder: Spørgeskemaundersøgelse blandt kvinder med 420 endometrieresektioner (TCER) om blødninger, hormonbehandling og operationer sammenholdt med registrerede data om cancer, operationer og fødsler på Holstebro Sygehus 1990-1996.

Resultater: I alt 82% af spørgeskemaerne blev besvaret. Blandt de kvinder, der fik hormonbehandling efter TCER, gennemgik 26% senere hysterektomi. Blandt de kvinder, der ingen hormonbehandling havde fået, fik 34% senere foretaget hysterektomi (p = 0,28; χ 2 -test). Antallet af kvinder med hysterektomi var ligeligt fordelt efter varigheden af hormonbehandling; til gengæld sås hysterektomi at være afhængig af blødningsgener. Tidspunktet for hormonbehandlingen i forhold til TCER sås ikke at have indflydelse på fordelingen af blødningsgener, eller på om kvinden efterfølgende fik foretaget hysterektomi. Vi observerede tre kvinder med incident endometriecancer heraf ét tilfælde i en polyp, hvor vi måtte forvente 6,8 tilfælde.

Konklusion: TCER er på langt sigt et godt behandlingstilbud ved menoragi, men i op til 40% af tilfældene følges det af flere indgreb. Hormonbehandling havde ingen sikker effekt på forløbet. Der fandtes ikke flere cancertilfælde i endometriet end forventet.

Endometrieresektion (TCER) blev introduceret som alternativ til hormonbehandling og hysterektomi i 1980'erne i Danmark. Fra begyndelsen var man bekymret for, om TCER alene virkede på blødningsmængden, eller om det også på længere sigt virkede effektivt på rytme og gener ved metroragi. Derudover var det uafklaret, om der var en risiko for at inducere cancer ved brænding af slimhinden i livmoderen. I dagens kliniske arbejde har TCER en plads mellem på den ene side hormonbehandling og på den anden side hysterektomi, men tilfredsheden med TCER's langtidseffekt er dårligt belyst. En diskrepans mellem den postulerede nytte og de senere forløb er, at op til 25% af kvinderne alligevel bliver hysterektomeret senere, alt afhængig af opfølgningsperiode [1]. Hvilke faktorer, der - ud over selektionen - betyder mest, er uafklaret, og spørgsmålet om risiko for endometriecancer er utilstrækkeligt belyst [2]. Derfor har vi fundet det af interesse at foretage en spørgeskemaundersøgelse af blødningsgener, hormonbehandling og operationer samt at bestemme cancerhyppigheden via diagnosekoder. Vi har tidligere rapporteret undersøgelsens resultater vedrørende inkontinens og præoperative fund [3, 4].

Materiale og metoder

Fra 1990-1996 fik 367 kvinder på Gynækologisk Afdeling, Holstebro Sygehus, foretaget 420 TCER, idet 52 gennemgik indgrebet to gange og en enkelt kvinde tre gange. Kvindernes data var registreret prospektivt i et skema. Således forelå oplysninger om patientkarakteristika, indikation, menstruationsanamnese, tidligere kirurgi, operationsmetode, eventuelle supplerende indgreb, hæmoglobin, dilatation, sondemål, operationstid, glycinforbrug og -deficit, blødning og postoperative data fra samtlige operationer. Alle TCER blev gennemført på indikationen meno-metroragi og foretaget på normalt store (n = 263) eller lettere forstørrede uteri (n = 104).Tilstedeværelsen af fibromer blev vurderet præoperativt, rapporteret operativt og verificeret histologisk. Kvindernes senere operationer og diagnoser blev fastlagt via patientregisteret. Af de 367 kvinder, som potentielt kunne have deltaget, var ti døde siden TCER og 16 (4%) var fraflyttet amtet eller kunne ikke findes via patientregisteret. Følgelig fik de resterende 341 kvinder tilsendt spørgeskemaet. I alt 310 kvinder responderede. Heraf returnerede otte spørgeskemaet med besked om, at de ikke ønskede at deltage. Analyserne af spørgeskemabesvarelserne og hormonbehandling er derfor baseret på 302 (82% af 367) kvinder (se appendiks). Der sendtes én påmindelse efter manglende skemaer. Eventuelle cancertilfælde blandt de 367 kvinder blev registreret via diagnoseregisteret og verificeret ved journalgennemgang. Hos 263 af kvinderne var deres paritet og eventuelle indgreb i forbindelse med fødslen angivet, eller deres fødselsjournal forelå. Undersøgelsen blev foretaget med godkendelse fra den lokale Videnskabsetiske Komite (ref.nr. 2551-03).

Som kontrol af skemaets velegnethed i forhold til at huske tidligere operationer sammenlignedes med spørgeskemaer, der tidligere var udsendt til kvinder, som havde fået foretaget 1) laparoskopisk kolecystektomi (n = 94) og 2) hysterektomi (n = 419), i hvilke kvindernes angivelser af tidligere operative indgreb fandtes at være i god overensstemmelse med de registrerede data [5].

Statistik

Differencer mellem gennemsnit blev analyseret med Students t-test, hvis data var normalfordelte. Ellers blev Mann-Whitneys test benyttet. Proportioner analyseredes med χ2 -test med Yates korrektion for diskontinuitet eller Fischers exact test , hvis et af udfaldene var mindre end seks. Tidspunkt for hysterektomi og observationstid blev vurderet med Kaplan-Meier-analyse. Hormonbehandling blev planlagt analyseret som kovariansanalyse ved Cox regression og underkastet stratificeret analyse. Værdier er angivet som gennemsnit ± standardafvigelse, medmindre andet er angivet. Som signifikansgrænse valgtes en to-sidet p < 0,05. Analyserne blev gennemført med SPSS version 13,0 .

Resultater

I alt 95 (31%) kvinder fik senere fik foretaget hysterektomi. Disse var signifikant yngre ved TCER og flere havde præoperative fibromer end dem, der ikke senere fik fjernet livmoderen (Tabel 1 ). Indikationerne for hyst erektomi var hovedsaglig persisterende meno-metroragi (75%) eller dysmenoré (18%). Hos 44 kvinder receseredes samtidig fibromer, hos 12 polypper, hos seks sås septa og dobbeltanlæg (tre septae blev receserede), fem blev samtidig steriliseret og én fik foretaget salpingo-ooforektomi. I alt 141 (47% af alle) havde fået hormonbehandling, heraf 35% før TCER. Blandt de kvinder, der fik hormonbehandling efter TCER (n = 77), fik 26% senere foretaget hysterektomi, og af de kvinder, der ingen hormonbehandling havde fået (n = 161), fik 34% efterfølgende foretaget hysterektomi (p = 0,28; χ2 -test). Antallet af kvinder med hysterektomi var ligeligt fordelt efter varigheden af hormonbehandling; til gengæld sås hysterektomi at være afhængig af blødningsgener (Figur 1 ).

I alt 173 (57%) angav, at blødningerne helt var ophørt eller var sparsomme efter TCER. Af disse fik 19 (11%) senere foretaget hysterektomi (Tabel 2 ). I alt 98 kvinder (32%) angav, at blødningerne var som menstruation, som før TCER eller værre. Af disse fik 62 (63%) senere foretaget hysterektomi. Ti procent af kvinderne angav et andet eller intet svar. Tidspunktet for hormonbehandlingen i forhold til TCER havde ikke indflydelse på fordelingen af blødningsgener, eller på om kvinden efterfølgende fik foretaget hysterektomi (data ikke vist). Ud over de 53 (14%), der senere fik foretaget re-TCER, gennemgik syv kvinder cervikal dilation og udskrabing.

Ingen peroperativt registrerede variabler var associeret med efterfølgende blødningsgener eller hysterektomi (data ikke vist). Af de operative indgreb viste kun tidligere sterilisation en antydning af relation til senere hysterektomi (Tabel 3 ), mens det summerede antal indgreb på uterus (sterilisation plus sektio plus re-TCER) ingen sammenhæng viste (p = 0,38, χ2 -test).

Ifølge Sundhedsstyrelsen (SST) var den aldersstandardiserede incidensrate for endometriecancer 17 pr. 100.000 kvinder for en 45-årig kvinde i 1993, hvilket svarer til gennemsnitsalderen på kvinderne midt i operationsperioden [6]. Således forventedes maksimalt 187 tilfælde over 11 år hos 100.000 kvinder. Vi observerede tre kvinder med endometriecancer heraf ét tilfælde i en polyp i undersøgelsens 4.037 personår (367 kvinder over 11 år), hvor vi måtte forvente 6,8 ud fra SST tal og vore forudsætninger. Otte kvinder havde inden TCER haft carcinoma in situ i cervix, mens yderligere to tilfælde kom efter TCER. I alt syv kvinder fik konstateret cancer mammae, heraf én inden TCER. Der forventedes 8,4 incidente tilfælde ifølge ovenstående forudsætninger og SST (209 tilfælde pr. 100.000 kvinder, alder 45 år i 1993). Yderligere to kvinder fik cancer renis og en kvinde cancer recti.

Diskussion

Blandt slutpunkterne i denne langtidsopfølgning fandtes en hysterektomifrekvens på 26% og en re-TCER-frekvens på 14%; de fleste indgreb forekom inden for de første fem år efter TCER. Tilsvarende resultater fandtes for alle danske kvinder, der havde fået foretaget TCER i 1996, og som blev fulgt indtil 2005: 31% af kvinderne blev hysterektomeret og 9% havde gennemgået re-TCER [1]. Hysterektomiraten efter indikation viser, at også kvinder med amenoré/oligomenoré benytter denne mulighed. Det betyder, at TCER ikke blot udskyder hysterektomi, men at tre ud af fire (271/367) faktisk ikke gennemgår flere underlivsoperationer.

Samtidig adenomyose øger sandsynligheden for, at der bliver behov for senere behandling og intervention. Kun ved elementer i mindre end 2-3 mm's dybde af endometriet er der fundet bedring efter TCER [7, 8]. Vi fandt dog ingen øget hysterektomirate efter fund af adenomyose. Uterus størrelse og længde er en risikofaktor ved hysterektomi, sandsynligvis fordi endometrieoverfladen er større og derfor hyppigere bliver ufuldstændigt eller insufficient ekspanderet [9]. Neis et al fandt hyppigere adenomyose hos kvinder med lang kavitet og dysmenoré og konkluderede, at effekten af TCER er tvivlsom for disse kvinder [10]. Vi fandt, at hysterektomiraten afhang af fund/tilstedeværelse af fibromer præoperativt, men ikke re-TCER-raten, mens Istre et al viste, at også re-TCER kan nedsætte behovet for yderligere intervention [11]. En høj sterilisationsrate hos de hysterektomerede tyder på, at denne patientkategori måske er mere tilbøjelige til at indvilge i kirurgisk behandling. Gannon et al fandt, at sterilisation uvist af hvilken årsag er hyppigere hos kvinder med TCER [12].

Ingen af kvinderne i vort materiale blev efterfølgende gravide, men dette har tidligere været rapporteret i Danmark [13, 14]. Metoden, hvor man starter indgrebet med at lukke salpinges, er fundet associeret med efterfølgende cornual hæmatometra, det såkaldte postablation-sterilisationsyndrom [12, 15]. Den klassiske komplikation til TCER er imidlertid cervikal stenose. Man må formode, at en vis del af cervikal stenosering skjules ved, at blodet passerer ud gennem salpinges. Ved postablation-sterilisationssyndromet er risikoen for perforation ved re-TCER betydelig, og denne behandlingsform frarådes [15].

Risikoen for cancer efter TCER synes ikke forøget. På opfølgningstidspunktet havde kvinderne en alder på 56, 6 år. Da risikoen for endometriecancer stiger med en faktor 2-3 fra 50- til 70-års-alderen, skulle man forvente flere tilfælde af cancer eller større effekt af protektion, hvis TCER reducerede risikoen ved længere observationstid. De tilfælde af incident c. mammae, der blev observeret i undersøgelsen, svarer til det forventede i et tilsvarende segment af baggrundsbefolkningen, hvilket kunne tyde på, at den observerede gruppe ikke har selektionsbias.

Cirka halvdelen af de kvinder, der ikke fik foretaget hysterektomi, nåede menopausen i løbet af observationsperioden og kan have brugt postmenopausal hormonsubstitution (HRT). Istre et al fandt endometriehyperplasi efter TCER hos amenoriske kvinder, der havde været i uopponeret østrogenbehandling [7]. Kvinder i kombinationsbehandling løber en mindre risiko for dette. Postmenopausal blødning skal fortsat undersøges ved endometriebiopsi, idet de patientkarakteristika, der medfører øget risiko for endometriecancer såsom diabetes, adipositas, hypertension og behandlingsresistent menoragi, fortsat er til stede hos kvinder efter TCER [16].

Blødningsbehandling med hormonspiral sammenlignet med TCER har givet lignende positive effekter på blødning og livskvalitet over en 12 måneders observationsperiode if. en oversigt i Cochrane-databasen, mens peroral HRT har mindre gunstig effekt på begge parametre [17]. I vores materiale havde kun en kvinde prøvet hormonspiral før TCER, og derfor kan rækkefølgen af den ønskede behandling formentlig med fordel individualiseres.

Konklusionen er, at TCER på langt sigt er et godt behandlingstilbud ved menoragi. Hormonbehandling havde ingen sikker effekt på forløbet. Der fandtes ikke flere cancertilfælde i endometriet end forventet.

Summary

Long-term follow-up after endo metrial ablation

Ugeskr Læger 2009;171(34):2371-2376

Introduction: Long-term follow-up 11 years after endometrial ablation.

Material and methods: A questionnaire on menstruation, hormone treatment, and surgery was conducted among women who had 420 endometrial ablations during the 1990-96 period; the results were analysed in conjunction with register data on cancer, surgery and obstetric history.

Results: A total of 82% of the questionnaires were answered. In all, 26% of the women who received hormone treatment after ablation subsequently had a hysterectomy compared with 34% of the women who received no hormone treatment after ablation (p = 0,28; χ2 -test). Hysterectomy was associated with occurrence of meno-/metrorrhagia. However, the number of women who were hysterectomised was distributed evenly throughout the duration of hormone treatment. The time of hormone treatment according to the ablation was not associated with the distribution of meno/metrorrhagia or whether the women subsequently had a hysterectomy. We observed three women with incidental endometrial cancer at follow-up, hereof one in a polyp, and the expected number was 6,8 cases.

Conclusion: Endometrial ablation is a good treatment for menorrhagia, but in 40% of cases it is followed by further gynaecological surgery. Hormone treatment was not found to have any effect on the course of events. No additional cases of incidental cancer were noted at follow-up.

Finn Lauszus , Gynækologisk-obsterisk Afdeling, Regionshospitalet Herning, DK-7400 Herning. E-mail: affl@ringamt.dk

Antaget: 15. august 2008

Interessekonflikter: Ingen