Skip to main content

Månedens billede

18. feb. 2011
2 min.

En fireårig pige blev set i almen praksis med asymptomatisk erytem på højre side af abdomen. Ifølge moderen var hun 19 dage forinden blevet bidt af en flåt ved navlen. Flåten blev fjernet to dage herefter. Bidstedet var fortsat evident subumbilikalt. Der kom et velafgrænset ovalt erytem ca. 15 cm lateralt fra bidstedet 14 dage efter fjernelsen. Barnet var upåvirket.

Pigen blev med god effekt behandlet med penicillin G på mistanke om atypisk lokaliseret erythema migrans (EM), erytemet var svundet helt efter fire dage.

Lymes sygdom (borreliose) er den almindeligste flåt- og vektorbårne sygdom i Europa og USA.

EM er første stadium af borreliose og en klinisk diagnose. Serologiske undersøgelser på dette stadie betragtes som unødvendige og er desuden forbundet med et højt antal falsk negative resultater, 40-60%. I Danmark er den positive prædiktive værdi af positiv serumantistoftest formentligt ikke over 20%.

Erytemet er definitorisk over 5 cm i diameter, mindre manifestationer kan ses som uspecifik hypersensitivitetsreaktion på flåtens spyt.

I Danmark er penicillin G fortsat førstevalg, og behandlingstiden er 10-14 dage.

Billedet illustrerer, at EM i sjældne tilfælde kan ses andre steder end ved flåtens bid, og man bør derfor være opmærksom på EM ved suspekt erytem [1-5].

Christen Lykkegaard Andersen , Hæmatologisk Klinik, Rigshospitalet E-mail: christenla@gmail.com

Månedens billede redigeres af:Tove Agner, Margrethe Herning, Jens Otto Lund, Margit Mantoniog Peter Skinhøj.

Referencer

  1. Lebech AM, Hansen K. Lyme-borreliose - den hyppigste vektorbårne infektion i Danmark. Ugeskr Læger 2004;166:2431-3.
  2. Mullegger RR, Glatz M. Skin manifestations of lyme borreliosis: diagnosis and management. Am J Clin Dermatol 2008;9:355-68.
  3. Nadelman RB, Wormser GP. Lyme borreliosis. Lancet 1998;352:557-65.
  4. Steere AC. Lyme disease. N Engl J Med 2001;345:115-25.
  5. Wormser GP. Clinical practice. Early Lyme disease. N Engl J Med 2006;354:2794-801.