Skip to main content

Månedens billede

1. reservelæge Alan Patrick Ainsworth, e-mail: alan.ainsworth@dadlnet.dk Overlæge Bo Elle, Odense Universitetshospital, Kirurgisk Afdeling A og Røntgendiagnostisk Afdeling

22. jan. 2007
1 min.

En 63-årig mand blev indlagt med blødning fra rectum. Da patienten var kredsløbspåvirket, blev der pga. mistanke om øvre blødningskilde først udført en gastroskopi, som viste normale forhold, herefter blev der udført en koloskopi, hvor man nåede til midt i colon transversum, men pga. blodtilblandet fæces måtte videre undersøgelse opgives. Blødningskilden var ikke lokaliseret. Da patienten fortsat havde blødning, blev han overflyttet for at få foretaget en arteriografi. Denne viste blødning distalt i rectum på højre side. Der blev foretaget embolisering af arterien, og blødningen ophørte. Efter fire timer blødte patienten igen. Vejledt af arteriografien fandt man en arterie lige inden for analsfinkteren. Karret blev gennemstukket, og patienten blødte ikke yderligere.

Ved igangværende blødning fra mave-tarm-kanalen, hvor man ved endoskopi ikke har påvist årsagen, kan man ofte finde den ved hjælp af arteriografi, idet blødningsscintigrafi også kan anvendes. Fordelen ved arteriografien er muligheden for terapi vha. embolisering; derudover kan undersøgelsen være »landkort« for den videre behandling. Det er vigtigt ved kolo/sigmoideoskopi at loope i rectum eller supplere med anoskopi for at få en komplet undersøgelse.