Skip to main content

Månedens billede

Læge Jais Oliver Berg, e-mail: joberg@dadlnet.dk Overlæge Søren W. Rasmussen H:S Bispebjerg Hospital, Ortopædkirurgisk Afdeling M

16. okt. 2006
2 min.

En 34-årig tidligere bodybuilder henvendte sig på skadestuen med en to dage gammel skade i højre arm opstået under forsøg på at løfte 170 kg i bænkpres, hvilket var 40 kg (30%) over patientens normale maksimum ved denne øvelse. Ti år tidligere havde patienten været misbruger af anabole steroider i 2-3 måneder, men havde aldrig injiceret sig i brystmuskulaturen.

Ved en klinisk undersøgelse sås der konturændring af forreste aksillærfold samt ekkymoser, der strakte sig ud på overarmen. Der var lokaliseret ømhed og udfyldning ud for papilla mammaria. Bevægelse udløste smerte, navnlig ved ind- og udadrotation af humerus. Ved en ultralydskanning og magnetisk resonans-skanning sås der hæmatom og læsion af de kaudale to tredjedele af den kødede del af m. pectoralis major, mens insertioner og rotatorcuffmuskulatur var intakte.

Om end sjældent forekommende, ses ruptur af m. pectoralis major hyppigst hos yngre mandlige atleter i forbindelse med vægttræning. Kirurgisk behandling er som regel indiceret; specielt ved afrivninger ved de ossøse tilhæftninger og ruptur af den muskulotendinøse overgang, som tilsammen udgør majoriteten af de rapporterede rupturer [1]. Intramuskulære læsioner som denne er yderst sjældne.


Referencer

  1. Bak K, Cameron EA, Henderson IJP. Rupture of the pectoralis major: a meta-analysis of 112 cases. Knee Surg Sports Traumatol Arthrosc 2000;8:113-9.