Medical writers i medicinsk forskning

Publikation af resultater er et kerneområde for alle, der forsker, og et middel til vidensdeling inden for videnskabelige og kliniske miljøer. Antallet og kvaliteten af publikationer anvendes dog også som branding af forskningsenheden og den enkelte forsker. Det at skrive artikler er dog ikke enkelt uanset alder og erfaring, og litteraturen viser også, at specielt yngre forskere kan have svært ved at skrive og publicere egne resultater pga. eksempelvis manglende kendskab til strukturel opbygning af artikler og manglende sproglige kompetencer [1, 2].

Større forskningsenheder er ofte tværfagligt bredt favnende og kan omfatte sekretærer, statistikere, bioanalytikere, studerende og projektsygeplejersker ud over forskningsansatte medarbejdere. Den tværfaglige organisering har til formål at sikre kvalitet og effektivitet i de forskelligartede arbejdsopgaver, der udføres i enheden, og dermed bliver det muligt at indskrænke forskerens arbejdsopgaver til videnskabelige og forskningsmetodiske områder.
I danske forskningsenheder har man endnu ikke rutinemæssigt inddraget medarbejdere med specialkompetencer inden for artikelskrivning og publikation af artikler. En sådan medarbejder betegnes internationalt en medical writer.

En medical writer er en professionel forfatter med sproglige og skivemæssige kompetencer samt basal viden om medicin og forskningsmetoder. En medical writer kan indgå i skriveprocessen for ansøgninger, lægmandsskrivelser og ikke mindst videnskabelige artikler i samarbejde med artiklernes forfattere. Anvendelsen af medical writers nationalt har indtil videre primært begrænset sig til medicinalindustrien, mens man internationalt i højere grad har medical writers ansat til at effektivisere skrive- og publikationsprocessen [3]. Formålet med denne artikel er at præsentere og diskutere de fordele og ulemper, der kan være forbundet med at inddrage medical writers i sundhedsvidenskabelig forskningsformidling.

MEDICAL WRITERS’ ORGANISERING,
UDDANNELSE OG ARBEJDSOMRÅDER

To velanskrevne interesseorganisationer, European Medical Writers Association (EMWA) og American Medical Writers Assocation (AMWA), tilbyder faglige samlingspunkter og netværksmuligheder for medical writers i hhv. Europa og USA [4, 5]. Der findes certificerede og akkrediterede medical writer-uddannelser i USA [6-9], men der findes ikke en entydig og formel uddannelsesvej ind til funktionen. En medical writer vil oftest være enten humanistisk eller sundhedsvidenskabeligt uddannet og have særlig interesse for og kompetence inden for skriftlig formidling kombineret med basal viden om medicin og forskningsmetoder.

Medical writers anvendes i vid udstrækning kommercielt, og de kan være ansat i medicinalindustrien og i contract research organizations, som er firmaer, der er specialiseret i at udføre videnskabelige forsøg [10]. Arbejdsområderne spænder vidt og varierer fra kommerciel sundhedsvidenskabelig journalistik, udarbejdelse af regulatoriske dokumenter og patientinformationer til udarbejdelse af videnskabelige artikler, præsentationer, protokoller og ansøgninger til fonde, datatilsyn og etiske komitéer. For at kunne udføre disse arbejdsopgaver er det ofte nødvendigt, at en medical writer har en bred grundlæggende viden, og det kan derfor ikke forventes, at vedkommende har samme viden om et emne, som forskeren, der har leveret data, har.

MEDICAL WRITERS OG
VIDENSKABELIG PRODUKTION AF ARTIKLER

Der er udarbejdet uofficielle anbefalinger for samarbejdet mellem medical writers og forfattergruppen, som har leveret data, men det kan organiseres efter parternes behov [11]. Det anbefales, at der udarbejdes en detaljeret standard operating procedure, hvori arbejdsprocessens elementer og ansvarsfordelingen beskrives (Figur 1). Det vil oftest være en medical writer, der udarbejder første artikeludkast efter dialog med forfattergruppen, og videre kritisk revision af manuskriptet sker i samarbejde med forfattergruppen. I en undersøgelse blandt AMWA’s medlemmer svarede 91%, at de involverede forfatteren, inden de udarbejdede dispositionen til originalartikler, mens 75% involverede forfatteren, inden de udarbejdede dispositionen til reviewartikler [12]. Tilsvarende svarede 5%, at de involverede forfatteren, efter at første artikeludkast til originalstudier var skrevet, mens 11% først involverede forfatteren, efter at første udkast til en reviewartikel var skrevet [12].

En medical writer er som udgangspunkt ikke berettiget til at være medforfatter i henhold til de forfatterskabskriterier, der er udarbejdet af International Commitee of Medical Journal Editors (ICMJE) (Tabel 1), da en medical writer sjældent vil have bidraget til enten at udtænke eller designe studiet, dataindsamle eller analysere og fortolke data og oftest først bliver inddraget i artikelskrivningen [13]. ICMJE anbefaler, at anvendelse af en medical writer angives specifikt i artiklens taksigelser, hvis vedkommende ikke er berettiget til medforfatterskab.

POTENTIELLE UDFORDRINGER I ANVENDELSEN AF
MEDICAL WRITERS I VIDENSKABELIG PRODUKTION
AF ARTIKLER

En ghost writer er defineret som en forfatter, der har bidraget substantielt (vigtigt intellektuelt bidrag, uden hvilket manuskriptet ikke ville kunne indsendes) til et manuskript, uden at blive nævnt enten som forfatter eller under taksigelserne [14]. Det er tidligere konkretiseret, at anvendelsen af ghost writers truer den videnskabelige validitet [14], og den væsentligste forskel på en ghost writer og en medical writer er transparensen. For at komme forekomsten af ghost writers til livs har både EMWA, AMWA, sammenslutninger af redaktører, forlæggere samt større tidsskrifter som Journal of the American Medical Association (JAMA), British Medical Journal (BMJ) og Publich Library of Science (PLOS) udarbejdet egne etiske kodekser [9]. Eksempelvis kræver JAMA, at forfattergruppen har fuld kontrol over de primære data, selv har foretaget statistik samt udført tabeller og figurer, mens BMJ og PLOS publicerer de enkelte forfatteres specifikke bidrag [15-17].

DISKUSSION

En medical writer er en professionel skribent, som kan deltage i skrivefasen og publikationsfasen af videnskabelige artikler og forskningsdokumenter for at effektivisere arbejdsprocessen og forskningsformidlingen. I Danmark er brugen af medical writers foreløbig næsten udelukkende begrænset til medicinalindustrien, mens anvendelsen internationalt også sker i akademiske miljøer.

Flere har peget på, at mange forskningsresultater aldrig publiceres af årsager som manglende tid eller manglende skriveevner [3, 18-20]. Det er påvist, at involvering af medical writers kan reducere forsinkelser i publikationsprocessen [21], og det er derfor tænkeligt, at processen kan effektiviseres i forbindelse med manuskriptudarbejdelse. En objektiv målbar effekt af inddragelsen af medical writers i artikelskrivningsprocessen er dog endnu ikke tilstrækkeligt belyst i litteraturen.

Det kan være problematisk at samarbejde med medical writers, hvis man ikke er opmærksom på forfatterskabsreglerne. En AMWA-opgørelse viste, at mere end 80% af deres medlemmer havde skrevet artikler uden at overholde ICMJE-anbefalingerne [20]. Af samme årsag er det svært at opgøre det præcise omfang af brugen af medical writers i publicerede artikler. Det er tidligere påvist, at 10% af de industriinitierede studier og 2% af de ikkeindustriinitierede studier var skrevet med hjælp fra medical writers [22, 23]. En spørgeskemaundersøgelse blandt AMWA’s egne medlemmer viste som nævnt, at 5% først involverede forfatteren, efter at første udkast til originalartikler var skrevet, og for reviewartikler var andelen 11% [12]. Specielt for reviewartikler kan det være problematisk, da forfatteren ikke nødvendigvis har bidraget til idé og design, dataindsamling eller analyse og fortolkning af data.

Det er vigtigt at huske på, at videnskabelig kommunikation bygger på tillid og gennemsigtighed [10], og både i AMWA og EMWA har man via etiske guidelines fokus på området [24, 25].

En undersøgelse blandt 812 korresponderende forfattere, der havde publiceret i engelsksprogede tidsskrifter, viste uenighed om brugen af medical writers, da i alt 38% ville benytte sig af tilbuddet, hvis det var til rådighed, mens 35% mente, at det var uetisk til trods for korrekt angivelse i artiklens taksigelser [23]. Blandt dem, der svarede positivt vedrørende brugen af medical writers, var det primært ud fra en forventning om, at manuskriptets kvalitet ville øges og dermed have bedre chancer for at blive publiceret. De primære årsager til ikke at ville anvende
medical writers, ud over de etiske, var, at de adspurgte mente at kunne skrive artiklerne bedre selv, og at udenforstående ikke ville kunne fortolke deres data korrekt [23].

At være forskningsansat kan omfatte meget forskellige arbejdsopgaver, alt afhængigt af forskningsfeltet og den måde forskningen er organiseret på.
I større enheder er det ofte muligt at uddelegere dele af forskningsprocessen, ofte relateret til praktiske og afgrænsede områder. Derved bliver den enkelte forsker mere orienteret imod at have detaljeret viden om forskningsområdet, metoderne og fremgangsmåderne, idet forskeren kan rekvirere og koordinere indsatsen fra de forskellige subspecialiserede ansatte frem for at udføre alt selv. Ofte bruger fuldtidsansatte forskere meget tid på arbejdsopgaver, der ikke nødvendigvis opfattes som et kerneområde i forhold til deres ansættelse, og den traditionsbundne selvforståelse af rollen som den altudførende forsker, som står alene med at ansøge fonde og tilladelser, skrive protokoller, skrive patientmateriale, dataindsamle, foretage laboratoriearbejde, foretage statistik samt skrive og indsende artikler, kan blive udfordret af subspecialisering og udlicitering af arbejdsopgaverne.

Det kan dog diskuteres, hvilke elementer der kan udliciteres i forbindelse med forsknings- og artikelskrivningsprocessen. Nogle vil føle det grænseoverskridende at få assistance fra en medical writer til at skrive artikler, idet selve artikelskrivningen er forbundet med stærke traditioner. Derfor kan der også argumenteres for, at inddragelse af medical writers primært er relevant for erfarne forskere, der allerede har tilegnet sig kompetencer inden for skrivning og publicering af artikler. I skrivningen af videnskabelige artikler ligger et stort læringspotentiale, som den yngre forsker risikerer at miste, hvis artikelskrivning ukritisk overlades til en anden. Der er ingen regler imod, at artikler, der indgår i videnskabelige afhandlinger til erhvervelse af ph.d.-graden eller doktorgraden, er skrevet af medical writers.Ej heller findes der regler imod, at selve afhandlingen kan være skrevet af medical writers, da de respektive bekendtgørelser fokuserer på indholdet af selve afhandlingen og ikke processen med at skrive den [26-28]. Det bør dog diskuteres, om det er acceptabelt at inddrage medical writers i processen med at skrive artikler til afhandlinger eller selve afhandlingerne.Et ph.d.-forløb er en forskningsuddannelse, hvori der er et læringselement i at skrive og publicere artikler. Via en doktorafhandling skal man vise videnskabelig modenhed og kunne forholde sig kritisk til de anvendte metoder, og har man haft hjælp til at skrive afhandlingen, kan der måske stilles spørgsmålstegn ved, om doktoranden besidder disse egenskaber. Hvis man har haft assistance til at skrive artikler, der indgår i afhandlinger, eller har fået hjælp til at skrive selve afhandlingen, bør man som minimum meget stramt overholde ICMJE’s forfatterskabskriterier og angive dette tydeligt i taksigelserne.

KONKLUSION

En medical writer er internationalt set en integreret og anerkendt del af artikelskrivningsprocessen i såvel akademiske sundhedsvidenskabelige miljøer som i medicinalindustrien.

Inddragelse af medical writers er fuldt forenelig med de gældende forfatterskabskriterier fra ICMJE, men det bør undersøges, om inddragelsen af medical writers i artikelskrivningsprocessen kan være medvirkende til at effektivisere arbejdsgangen i forskningsenhederne og højne kvaliteten af forskningsformidlingen.

Korrespondance: Jakob Burcharth, Center for Perioperativ Optimering,
Gastroenheden, Herlev Hospital, Herlev Ringvej 75, 2730 Herlev.
E-mail: jakobburcharth@gmail.com

Antaget: 13. maj 2013

Først på nettet: 3. juni 2013

Interessekonflikter: