Skip to main content

MEDICINSK NYHED: Eksponering for phathalater under graviditeten påvirker risikoen for tidlig fødsel

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Jacob Pontoppidan Thyssen, jacob.pontoppidan.thyssen@regionh.dk

17. feb. 2014
2 min.

< JAMA Ped

Phthalater udgør en gruppe kemikalier som mennesker eksponeres for i forbindelse med f.eks. anvendelse af kosmetik, kontakt med PVC-holdige materialer og husstøv, samt efter indtag af forurenet mad og drikke. Phathalater har hormonforstyrrende effekter og har været mistænkt for bl.a. at kunne påvirke sædkvaliteten hos mænd, og øge risikoen for misdannelse af kønsorganer.

Det er fortsat uafklaret hvorvidt phthalateksponering i graviditeten kan påvirke risikoen for tidlig fødsel. Amerikanske forskere lavede derfor et nested case-control studie, hvor de undersøgte i alt 3 urinprøver for phthalater, som blev opsamlet under graviditeten blandt 130 kvinder med preterm fødsel (x<37. uge) og 352 kvinder der fødte til normal tid.

Studiet viste, at kvinder der havde født for tidligt havde en signifikant højere forekomst af phthalatmetabolitter i deres urin ved sammenligning med gruppen af kvinder, der fødte til normal tid. De konkluderer derfor, at gravide skal undgå phthalat eksponering.

Professor Niels E. Skakkebæk, Afd. For Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet kommenterer: ’Dette er et meget væsentligt bidrag til udforskningen af hormonforstyrrende stoffer. Det må erindres, at der er mange forskellige phthalater, og nogle synes at være mere toksiske end andre. Men selv om industrien har bestræbt sig på at erstatte de mest skadelige phthalater med andre stoffer, finder vi stadig phthalater i urin hos praktisk taget alle danskere, både store og små. Vi har også fundet dem i modermælk. Det er især bekymrende, at fostre og børn udsættes for stofferne, idet nogle phthalater synes at være specielt toksiske for den udviklende organisme’.

Environmental phthalate exposure and preterm birth. Ferguson KK, McElrath TF, Meeker JD. JAMA Pediatr. 2014 Jan 1;168(1):61-7. doi: 10.1001/jamapediatrics.2013.3699.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24247736