Når det hele går op i en højere enhed

Den ramponerede minibus hugger hvinende bremserne i foran indgangen til hospitalet, plastret til med spraglede klistermærker og kopi-cd'er hængt sirligt op over hele forruden, som det hører sig til på disse kanter. Bagsmækken går op og »Michael learns to rock« buldrer fra de skrattende højtalere, mens folk og fæ myldrer ud. Min første indskydelse er at bede dem om at flytte det offentlige stoppested og hele menageriet et andet sted hen, så de ikke blokerer for patienter og ambulancer. Men da bussen er næsten tømt, opdager jeg en pige på gulvet, under sarongen hænger en blå ødematøs arm ud af hendes skød - hun er i fødsel på tredje døgn med et barn i tværleje. Min første patient er ankommet.

Jeg er selv lige landet med Læger uden Grænser i Baucau på Østtimor, hvor jeg skal have ansvaret for afdelingerne for børn og gynækologi-obstetrik på et 114-senges-distriktshospital med et optageområde på ca. 250.000 mennesker, og dermed landets næststørste hospital. Desuden indgår jeg i hospitalets øvrige vagtbemanding og skal supervisere primærsektoren i distriktet. Hvis jeg tænker nærmere over det ansvar, jeg har fået/taget, kan jeg mærke svedperlerne pible frem på overlæben, for konteksten her er ukendt, og mit normale sikkerhedsnet af paraklinik og konferencemuligheder kunne jeg ikke checke med ind i Kastrup Lufthavn. Men jeg har fået min ilddåb og har allerede erkendt, at iatropitærsklen her er af en anden dimension, end jeg helt begriber. Standarden er sat, og jeg adapterer, for der følger en lind strøm af fulminante tilstande fra det medicinskhistoriske rædselskabinet, et studie udi de sygdommes naturhistorie, som ikke spontant helbreder sig selv.

Østtimor er selvstændigt nu, men blev erklæret for verdens første FN-land, da den indonesiske kolonimagt blev smidt på porten i 1999, hvor 75% af befolkningen flygtede, og 70% af infrastrukturen blev ødelagt. Kort efter blev katastrofeberedskabet afblæst, og det internationale pressekorps rejste videre. Men selv om verdens bevågenhed og CNN-kameraerne er væk, er sårene ikke helet efter 25 års borgerkrigslignende tilstand, hvor omkring 250.000 ud af en befolkning på omkring 850.000 mistede livet; 20% af børnene er ekstremt underernærede, 124 ud af 100.000 børn dør, før de er fyldt fem år, 80% af fødslerne er ikke assisterede (af uddannet sundhedspersonale eller traditional birth attenders), og over 500 ud af 100.000 gravide kvinder skønnes at dø i forbindelse med graviditet eller fødsel.

Der er nok at tage fat på, og jeg værdsætter at gå i et med arbejdet, være på 24 timer i døgnet syv dage om uge. I hvert fald for en stund. Noget af det mest taknemmelige at behandle må være cerebral malaria, den første komatøse patient, som nærmest rejser sig fra sit sygeleje efter timers kinininfusion gør et uudsletteligt indtryk. De underernærede børn kommer dagligt, oftest er underernæringen forårsaget af TB, men også mælkedrankere og uvidende alenefædre (hvor kontakten til moderen er gået tabt under flugten under krisen i 1999) kan være en del af forklaringen. De kommer med alle de velkendte komplikationer (dehydrering, hypotermi, hypoglykæmi, anæmi, vitaminmangel, infektioner osv.), og deres tilstand kræver, at der er et tæt og langvarigt samarbejde med forældre og resten af personalet. Men hvilken sejr, når en af dem er klar til udskrivning. Og så er der børnene med TB i alle afskygninger. For at sikre komplians er de indlagt i månedsvis, men efter at vi fik en skoleordning op at køre på hospitalet, blev ventetiden mere udholdelig. For de præmature er der ikke så meget at gøre godt med - en varmekasse, sollys, modermælkserstatning og antibiotika. Men de fleste af dem klarer alligevel skærene, helt ned til 1 kg. Også de uerkendte trillinger, hvor den første blev født hjemme, den anden på helsecenteret og den tredje på hospitalet - hvor kan naturen være gavmild. På gyn./obs.- afdelingen fylder de sene spontane aborter; flere ankommer i hypovolæmisk shock, molagraviditeterne, de uregelmæssige fosterpræsentationer, placentaløsninger, truende uterusruptur og eklampsierne.

Distriktets primære sektor klares alene af sygeplejersker og sygehjælpere pga. katastrofal lægemangel, men med regelmæssige besøg og supervision fra hospitalet. Oplandet er ufattelig smukt og varieret, men infrastrukturen er håbløs. Sammen med et underudviklet kommunikationssystem og kun tre ambulancer til at dække distriktet begynder forhindringerne for at komme på hospitalet i tide at hobe sig op. Den vindtørre krumbøjede mand i vejkanten bliver da også synligt lettet over at se os, da vi er på vej til et af helsecentrene i en afsides krog af distriktet. Han fører os hen til en klynge bambushytter, indenfor i mørket hænger en udmattet kvinde i armene under taget, fra hendes skød dingler en navlesnor, der er viklet om en gren - en traditionel måde at hjælpe en fastsiddende placenta på vej ... Hun har hængt der det meste af dagen, men er cirkulatorisk stabil. Hun og barnet kommer med på hospitalet og kan udskrives et par dage senere (efter manuel evacuatio i ua). Men så godt går det ikke næste gang, jeg bliver stoppet i udkanten af en lille landsby på vej ud i distriktet. En mand er faldet ned fra en palmetop, hvornår er ikke til at få styr på. Det ligner en pneumothorax, som jeg har læst om i bøgerne. Jeg forsøger at dræne med det, jeg har ved hånden, en stor venflon, men jeg kan ikke stabilisere ham til transporten, han dør. Det er lige hårdt hver gang, jeg rejser et kors på kirkegården over de patienter, som er døde i min varetægt. Den kirkegård skal jeg lære at leve med. Jeg vidste jo godt, det fulgte med, når man arbejder under disse omstændigheder, men hvor kan der være langt fra viden til erkendelse.

Jeg læste engang et interview med en stor violinist, der sagde, at det gælder om at øve, øve og øve otte timer om dagen, syv dage om ugen, og så er der de der ganske få sekunder, hvor det hele går op i en højere enhed. Jeg er håndværker og ikke kunstner, men tror jeg ved, hvad han mener. Herude er der er masser af hårdt slid, døgnet rundt, ugen rundt, men når det hele spiller, samarbejdet fungerer, du gør en forskel, og en meget dårlig patient og en hel familie bliver bragt på fode igen, så er det det hele værd, så går det hele op i en højere enhed. Som da jeg kunne udskrive min første patient (efter et akut sectio) med et velskabt barn uden mén for nogen af dem, på trods af oddsene - tre dage i fødsel, tværleje, sepsis, anæmi, præshock ...

Fakta om Læger uden Grænser (Médecins Sans Frontières [MSF])

Verdens største medicinske NGO (Non Governmental Organisation), stiftet i 1971 i Frankrig med kontor i Danmark siden 1993.

Netværk af volontører, der arbejder for nødstedte

befolkninger ved:

- at yde medicinsk nødhjælp

- at bære vidnesbyrd (termoniage)

- uafhængig af tilhørsforhold (religiøst, politisk eller etnisk).

Projekter i 85 lande fordelt på alle kontinenter.

Hvert år arbejder 3.000 internationale og 15.000

nationale i felten.

Årsindkomst (2001) 322 mio. Euro, 79% fra 2,5 mio. private donorer. Min. 80% går direkte til projekter i felten.

International Kampagne for Access to Essential Drugs (bl.a. sponsoreret af Nobels Fredspris i 1999).

Du kan læse mere på www.msf.dk