Nepotisme i peer-review af forskningsansøgninger

Når krybben er tom, bides hestene. Efter en jævn stigning igennem 1990'erne med flere penge til forskellige forskningsprogrammer og forskeruddannelse har de offentlige midler til forskning været faldende i de sidste par år. Hermed øges presset på de private fonde, som desværre ikke er så store og velhavende i Danmark som i flere andre lande, bl.a. USA, England og Sverige. Kræftens Bekæmpelse (KB) er en af de største private fonde i Danmark. Formuen er opbygget igennem en årrække ved private gaver, medlemskontingenter, indsamlinger og lotterier, og KB uddeler hvert år 90 mio. kr. til kræftforskning, heraf størstedelen til læge- og naturvidenskabelig forskning. Kræft er en af de alvorligste sygdomme, som hvert år kræver mange dødsfald i Vesteuropa og USA. Derfor har forskning i kræftsygdomme mhp. forebyggelse og behandling en høj prioritet.

KB har nedsat et videnskabeligt udvalg, som skal varetage uddelingen af midlerne [1]. Det Læge- og Naturvidenskabelige Udvalg (DLNU) har 14 medlemmer, der er valgt, så man sikrer den bredest mulige faglige kompetence, samt en rimelig geografisk og institutionsmæssig fordeling. Medlemmerne vælges for en treårig periode med mulighed for genvalg en gang. De 14 medlemmer vælges af KB's hovedbestyrelse, heraf 11 efter indstilling fra DLNU og tre efter indstilling fra de sundheds- og naturvidenskabelige fakulteter ved universiteterne i København, Århus og Odense.

Udvalget kan have både danske og udenlandske medlemmer. I øjeblikket har udvalget tre udenlandske medlemmer: en finne og to svenskere. Ved bedømmelsen af ansøgningerne anvendes et scoringssystem bestående af tallene 1-5, hvor 1 er bedst, og 5 er dårligst. KB oplyser at projekter med score ≤ 4 aldrig kan regne med at opnå støtte. I årets uddeling var skæringsgrænsen 3,1.

I forårsuddelingen 2003 har KB bevilget 56 mio. kr. til 45 projekter [1]. I alt havde 134 forskere søgt om 240 mio. kr. Blandt de 45 støttede projekter er 13 projekter fra otte medlemmer af DLNU eller medarbejdere på deres afdelinger (29%). Af de bevilgede 56 mio. kr. har de 13 projekter modtaget 27 mio. kr. (49%). Beløbet er fordelt med 18 mio. kr. (32%) til de otte medlemmer af DLNU og 9 mio. kr. (17%) til deres fem medarbejdere. Blandt de ti største bevillinger (≥ 1,5 mio. kr.) er syv givet til medlemmer af DLNU og deres medarbejdere. De to største bevillinger på henholdsvis 7,8 mio. kr. og 4,59 mio. kr. er tildelt to medlemmer af DLNU og deres forskergrupper. De er i øvrigt begge ansat på KB's forskningsinstitutter. Det skal dog understreges, at forskere ved KB's egne institutter kan søge støtte på lige fod med andre danske kræftforskere.

Der er ikke tvivl om, at de støttede projekter alle har høj videnskabelig kvalitet. De 45 forskere, som har modtaget støtte, herunder medlemmerne af DLNU, hører til blandt de førende kræftforskere i Danmark. Deres projekter er alle værdige til støtte fra KB. Fordelingen af knap 50% af KB's forskningsmidler ved forårsuddelingen 2003 til DLNU's egne medlemmer og deres medarbejdere rejser imidlertid nogle spørgsmål. For det første om projekterne fra DLNU-medlemmerne er bedre end de projekter, som ikke fik støtte. For det andet om projekterne er så gode, at de skal støttes med knap 50% af midlerne. Sagt med rene ord: Er det en fordel at være medlem af DLNU, når projekterne vurderes og får point? Er DLNU's forårsuddeling 2003 endnu et eksempel på nepotisme i peer-review af forskningsbevillinger i offentlige og private forskningsorganisationer?

KB er opmærksom på problemet med inhabilitet og nepotisme i DLNU's bedømmelse af ansøgningerne [1]. I retningslinjerne for vurdering af ansøgninger fremhæves det, at udvalgsmedlemmer, der er inhabile i relation til en ansøgning, ikke må være til stede under eller deltage i behandlingen af denne ansøgning. Ansøgninger over 1 mio. kr. pr. år samt projektansøgninger fra udvalgsmedlemmer sendes endvidere til faglig bedømmelse hos eksterne bedømmere, som oftest i udlandet. Øjensynligt har disse retningslinjer ikke været effektive.

Nepotisme er ikke ukendt i peer-review af forskningsansøgninger. Der foreligger en videnskabelig undersøgelse, som viser, at det er en fordel at have forbindelse til medlemmerne af et videnskabeligt bedømmelsesudvalg ved uddeling af forskningsmidler. I 1997 offentliggjorde to svenske forskere, Christine Wennerås & Agnes Wold , den første analyse nogensinde af peer-review af ansøgninger om forskningsstøtte [2]. Wold & Wennerås undersøgte fortrolige notater fra Det Svenske Forskningsråds behandling af ansøgninger om forskerstipendier i 1995, dog først efter at disse papirer var blevet frigivet ved en retskendelse om aktindsigt. Undersøgelsen »Nepotism and sexism in peer-review«, som blev offentliggjort i Nature, viste, at medlemmerne i bedømmelsesudvalget generelt vurderede kvinder lavere end mænd, på trods af samme videnskabelige produktivitet.

Forskellen blev beregnet til 64 impact points svarende til omkring tre ekstra artikler i Nature eller Science eller 20 ekstra artikler i anerkendte fagtidsskrifter.

Analysen viste endvidere, at ansøgere, som havde tilknytning til et medlem af forskningsrådet, blev vurderet højere end ansøgere af samme køn og samme videnskabelige produktivitet, som manglede denne forbindelse. Denne »tilknytningsbonus« var 67 impact points værd. Det betød, at en ansøger, som manglede personlige bånd til bedømmerne, skulle være 2,5 gange så produktiv som en ansøger af samme køn, der havde forbindelser til et medlem af bedømmelsesudvalget. Det Svenske Forskningsråd erkendte, at bedømmelsen af ansøgerne havde været unfair, og retningslinjerne blev ændret, således at forskningsstøtte fremover udelukkende bliver tildelt på grundlag af kvalifikationer. Forskningsråd i andre lande, bl.a. England, gennemgik deres bevillinger, men fandt ingen tegn på diskriminering af kvinder [3]. I Danmark gennemførte Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd en undersøgelse, hvori man konkluderede, at bevillingerne opfyldte kravet om ligestilling.

I løbet af sin syvårige periode som direktør for National Institutes of Health (NIH) gennemførte Harold Varmus en analyse af NIH's peer-review -system mhp. en gennemgribende reform. Kritikere både inden og uden for NIH beskrev systemet som præget af konservatisme, fejltagelser og smålig kritik i obsolete bedømmelsesudvalg, som afviste nye ideer på grund af frygt, uvidenhed og egne interesser [4]. Analysen blev udført i en arbejdsgruppe ledet af Bruce Alberts, som er præsident for National Academy of Sciences i USA. Arbejdsgruppen udarbejdede et forslag til ændringer af NIH's Center for Videnskabelig Bedømmelse [5]. Blandt de mange forslag til strukturelle og administrative ændringer af NIH's peer-review -system var et forslag om udpegning af medlemmer af bedømmelsesudvalg (peer-review 'er).

Den beds te peer-review 'er er en aktiv forsker, som har viden og overblik til at vurdere ansøgningens videnskabelige mål og metoder. En peer-review 'er behøver ikke at forske i det samme område som ansøgeren. Opgaven er at vurdere forskningsprojektets originalitet og kvalitet. Bedømmerne skal ikke advokere for et forskningsområde, en forskningsdisciplin eller en forskningsmetode. De skal rekrutteres fra andre forskningsområder og optræde som eksterne eksperter for at sikre uafhængigheden i bedømmelsen.

Hvordan kan nepotismen i videnskabelige bedømmelsesudvalg bekæmpes? Syv forslag til ændringer af arbejdet med bedømmelse af ansøgninger og tildeling af forskningsmidler kan medvirke til at løse problemet:

1. Fortroligheden i bedømmelsesudvalget ophæves, og medlemmernes notater og vurderinger offentliggøres. Det hævdes, at fortrolighed i scoring af ansøgningerne beskytter bedøm- merne mod irrelevante påvirkninger. Wennerås & Wolds resultater sår imidlertid tvivl om denne påstand. Det frygtes også, at rekruttering af bedømmere bliver vanskelig, hvis de ikke garanteres anonymitet. Erfaringerne fra Sverige viste, at medlemmerne ikke forlod forskningsrådet, efter at de enkelte bedømmeres scoring blev tilgængelig for enhver [2].

2. Ansøgningerne anonymiseres. Det er praksis flere steder i udlandet, bl.a. i EU og USA, at bedømmelsesudvalget kun gennemgår selve projektbeskrivelsen og ikke ansøgerens kvalifikationer. Betydningen heraf er større i international sammenhæng og i store lande end i et lille land som Danmark, ikke mindst inden for et enkelt forskningsområde hvor de fleste kender hinanden. Anonymitet kan dog medvirke til at reducere nepotismen i bedømmelsen.

3. Eksterne eksperter fra udlandet deltager i bedømmelsen, og de uafhængige og udenlandske medlemmer bør have flertal i udvalget. Bedømmelsen kan foregå i form af skriftlige bedømmelser eller videotransmitterede møder for at reducere rejseud- gifterne. Det Tyske Forskningsråd (Deutsche Forschungsgemeinschaft) har i de senere år indkaldt et stigende antal eksterne bedømmere fra udlandet til at medvirke i bedømmel- sen af ansøgningerne til rådet om forskningsstøtte. Sidste år blev det foreslået at indføre det som en fast regel [6].

4. Bedømmere udpeges fra andre forskningsområder. Bedømmerne behøver ikke at forske i det samme område som ansøgeren, men skal vurdere ansøgningens videnskabelige mål og metoder. De skal optræde som eksterne og uafhængige eksperter. Dette indgår i forslaget til ændringer af NIH's peer-review-system [5]. Derved undgås, at bedømmere har personlige interesser i bedømmelsen og uddelingen af midler.

5. Listen over ikkestøttede projekter offentliggøres, så forskerverdenen og offentligheden får indblik i bedømmelsesudvalgets vurderinger. Afvises innovative projekter fra yngre forskere til fordel for traditionelle projekter fra etablerede forskere? Foretrækker udvalget visse strømninger inden for forskningsområdet? For to år siden måtte NIH, efter krav fra en forsker i henhold til loven om aktindsigt, offentliggøre listen over de projekter, som ikke havde opnået støtte [7].

6. Medlemmer af et videnskabeligt udvalg kan ikke opnå støtte til egne eller medarbejderes forskningsprojekter i de år, hvor de har plads i udvalget. I denne periode vil de være henvist til at søge støtte fra andre fonde. Denne regel vil være et hårdhændet, men effektivt indgreb imod den nepotisme i forskningsbedømmelse, hvor udvalgsmedlemmerne dyrker deres egne interesser.

7. Institutionens egne forskningslaboratorier kan ikke søge om støtte fra det videnskabelige udvalg, men støttes gennem faste bevillinger. Forskningsrådene har opdelt deres bevillinger i flerårige programbevillinger for udvalgte områder og frie midler, som kan søges af alle. Herigennem sikres en balance mellem strategisk forskningsstøtte og kontinuitet på den ene side og fornyelse og dristige satsninger på den anden side.

Generelt må de offentlige bevillinger til forskning imidlertid øges betydeligt, så en større del af forskerne kan få støtte til deres forskningsprojekter. Resultatet af DLNU's forårsuddeling, hvor kun en tredjedel af ansøgerne fik penge, afspejler den pressede økonomiske situation. Det Økonomiske Råd har i forårets Vismandsrapport påpeget, at den offentlige sektors udgifter til forskning og udvikling (FoU) er stagneret i Danmark [8]. I 2003 ventes de offentlige forskningsbevillinger at udgøre 0,66% af BNP sammenholdt med 0,71% i 2001. Der tegner sig et yderligere fald i de kommende år. Ifølge Barcelona-målsætningen skal FoU-indsatsen i EU-landene nærme sig 3% af BNP i 2010, og ca. en tredjedel skal udføres i offentligt regi. Finland og Sverige har væsentlig større samlede udgifter til FoU end Danmark. Vismændene advarer om de langsigtede konsekvenser for erhvervsliv og velstand i Danmark og appellerer om en stigning i optaget på forskeruddannelserne.

På baggrund af forårsuddelingen 2003, hvor DLNU's medlemmer har bevilliget knap 50% af midlerne til sig selv og deres medarbejdere, bør KB iværksætte en undersøgelse af bedømmelsen. Tre udenlandske eksperter bør gennemgå de aktuelle ansøgninger og bevillinger, for at afklare om peer-review af ansøgningerne og fordelingen af midlerne er videnskabelig forsvarlig og uafhængig. KB har et ansvar for at retfærdiggøre sin uddeling af forskningsmidlerne. Herudover bør Forskningsministeren udarbejde generelle retningslinjer for uddeling af forskningsmidler og sammensætning af bedømmelsesudvalg både i offentlige og private fonde for at undgå nepotismen.

Steen Gammeltoft, Klinisk Biokemisk Afdeling, Amtssygehuset i Glostrup, DK-2600 Glostrup. E-mail: sg@dcb-glostrup.dk

Antaget den 16. oktober 2003.

1. http://www.cancer.dk/cancer/forskning/index.asp/ maj 2003.
2. Wennerås C, Wold A. Nepotism and sexism in peer-review. Nature 1997;387:341-3.
3. Grant J, Burden S, Breen G. No evidence of sexism in peer review. Nature 1997;390:438.
4. Agnew B. NIH eyes sweeping reform of peer review. Science 1999;286:1074-6.
5. Alberts BM, Ayala FJ, Botstein D et al. Proposed changes for NIH's Center for Scientific Review. Science 1999;285:666-7.
6. Editorial. Peer review reviewed. Nature 2002;417:103.
7. Malakoff D. Peer-review critic gets NIH `rejects'. Science 2001;294:1255-7.
8. Det Økonomiske Råd. Vismandsrapporten. Dansk Økonomi, forår 2003. http://www.dors.dk/rapp/index.htm/ maj 2003.