Skip to main content

Osteoporotiske columnafrakturer behandlet med vertebroplastik

Overlæge Mikkel Østerheden Andersen, overlæge Carsten Nicolaisen Ernst & overlæge Karsten Thomsen Odense Universitetshospital, Ortopædkirurgisk Afdeling O, og Centralsygehuset Esbjerg Varde, Ortopædkirurgisk Afdeling T

4. nov. 2005
4 min.

Osteoporotiske frakturer i columna opstået spontant eller ved mindre traumer er hyppige. I Glostrupundersøgelsen fandt man osteoporotiske columnafrakturer hos over 20% af de 70-årige kvinder. Behandlingen består traditionelt af analgetika, fysioterapi og eventuelt støttekorset til mobilisering.

Vertebroplastik er en procedure, hvor der perkutant i lokalanalgesi vejledt af CT eller gennemlysning appliceres polymetylmetakrylat (knoglecement) i den frakturerede hvirvel.

Vi er ikke bekendt med, at denne behandlingsmetode tidligere har været afprøvet i Danmark.

Sygehistorier

I. En 75-årig kvinde blev indlagt efter et mindre faldtraume i hjemmet. Ved en røntgenundersøgelse af columna sås en kompressionsfraktur i corpus af 12. torakalhvirvel (Figur 1 ). Trods analgetikabehandling var det ikke muligt at mobilisere patienten, da hun havde mange smerter. Efter samråd med patienten udførtes en perkutan transpedikulær vertebroplastik.

Gennemlysningsvejledt og i infiltrationsanalgesi indførtes en knoglebiopsikanyle gennem den venstre pedikel frem til overgangen mellem den forreste og midterste tredjedel af corpus i sagittalplanet. Til at sikre kanylens placering og vurdere overløb til vena cava eller spinalkanalen injiceredes 2 ml iodixanol under kontinuerlig røntgengennemlysning. 3 ml Simplex P tilsat bariumsulfat blev derefter indsprøjtet, stadig under gennemlysning. På grund af manglende overflow af knoglecement henover midtlinjen i frontalplanet blev proceduren gentaget i den højre pedikel. Patienten blev efter en time mobiliseret og den efterfølgende dag udskrevet smertefri til hjemmet. Ved en radiologisk og klinisk kontrol tre måneder post-operativt var patienten fortsat i velbefindende, men knoglecementen var radiologisk displaceret anteriort (Figur 2 ).

II. En 79-årig kvinde blev indlagt af en vagtlæge til behandling af akut forværrede lændesmerter. Patienten havde en flerårig anamnese med distale lændesmerter. Fem dage forud for indlæggelsen havde hun haft et mindre faldtraume i hjemmet og havde siden været sengeliggende på grund af smerter.

Ved indlæggelsen blev der ved en røntgenundersøgelse af columna afsløret kompressionsfraktur af vertebra lumbalis 3. Patienten blev forsøgt mobiliseret i analgetikabehandling. Efter to dages indlæggelse blev hun tilbudt en vertebroplastik, der blev udført senere samme dag efter samme procedure som beskrevet ovenfor. Patienten blev betydeligt smertelindret og udskrevet dagen efter til hjemmet i habituel tilstand.

Ved kontrol efter tre måneder fandt man ved en røntgenundersøgelse uændret placering af knoglecementen, og patienten var fortsat velbefindende.

Diskussion

Osteoporotisk columnafraktur har høj incidens og er et stort behandlingsmæssigt problem. Patienterne er almindeligvis længe indlagt, og ved efterundersøgelser har flertallet fortsat smerter [1]. Der foreligger relativt få publicerede arbejder om vertebroplastik med osteoporose som grundsygdom [2-5], og selv om patientantallet i disse er forholdsvis lavt, ser det umiddelbart ud til at være en lovende behandling, hvor 62-100% af patienterne bliver momentant smertelindrede. Der er imidlertid kort followuptid i de publicerede studier, og ingen er randomiserede.

Teknikken ved vertebroplastik er enkel og velegnet til sammedagskirurgi. Der skal forefindes gode gennemlysningsfaciliteter for at sikre korrekt placering af biopsikanylen. Vi anbefaler, at der testes med vandtynd kontrast forud for indsprøjtning af knoglecement for at undgå ekstravertebral lækage. Det anbefales endvidere, at der tilsættes supplerende røntgenkontrast til cementen, da man ellers ikke kan lokalisere den i indsprøjtningsfasen.

Hvis teknikken på længere sigt viser sig at være en sikker procedure, kan det blive en stor patient- og samfundsmæssig gevinst, hvor indlæggelses- og rehabiliteringsperioden afkortes betragteligt.


Mikkel Østerheden Andersen, Ortopædkirurgisk Afdeling O, Odense Universitetshospital, Sdr. Boulevard 29, DK-5000 Odense.

Antaget: 3. september 2003

Interessekonflikt: Ingen angivet

Summary

Summary Osteoporotic vertebral fractures treated with vertebroplasty Ugeskr Læger 2004;166:493-494 Treatment of osteoporotic vertebral fractures may be a challenge. Traditionally, the patients are treated with analgesics and a soft brace. We report the results of the first two patients in our department treated with percutaneous vertebroplasty.

Referencer

  1. Hansen SE, Christensen TH, Kryger P. Osteoporotisk fraktur i columna hos ældre kvinder. Ugeskr Læger 1992;154:563-7.
  2. Cyteval C, Sarrabere MP, Roux JO et al. Acute osteoporotic vertebral collapse: open study on percutaneous injection of acrylic surgical cement in 20 patients. AJR Am J Roentgenol 1999;173:1685-90.
  3. Zoarski GH, Snow P, Olan WJ et al. Percutaneous vertebroplasty for osteoporotic vertebral compression fractures: quantitative prospective evaluation of long-term outcomes. J Vasc Interv Radiol 2002;13:139-48.
  4. Cortet B, Cotten A, Boutry N et al. Percutaneous vertebroplasty in the treatment of osteoporotic vertebral compression fractures: an open prospective study. J Rheumatol 1999;26:2222-8.
  5. Heini PF, Walchli B, Berlemann U. Percutaneous transpedicular vertebroplasty with PMMA: operative technique and early results. Eur Spine J 2000;9:445-50.