På gyngende grund. Psykiatriens praksisser og institutionalisering i Danmark 1850-1920

Ph.d.-afhandlingen er et medicin- og videnskabshistorisk studie, der belyser dansk psykiatris institutionalisering som lægevidenskabeligt speciale. Afhandlingen bidrager med en ny og nuancerende psykiatrihistorie, hvis sigte er at forstå, hvordan datidens psykiatere selv opfattede deres arbejde. Derved repræsenterer afhandlingen en erkendelsesinteresse, der adskiller sig fra såvel revisionistiske fremstillinger, der har haft tendens til at vurdere det psykiatriske arbejde som mere ideologi end videnskab, som klassiske psykiatrihistoriske fremstillinger, der har været tilbøjelige til at betragte og bedømme psykiaternes indsats i forhold til nutidig viden og videnskabelige standarder.

Afhandlingen består, ud over en indledende del, af tre hoveddele. I del I Psykiatrien som teoretisk praksis, undersøges på baggrund af lærebøger og forelæsninger, hvordan psykiaterne formulerede sig teoretisk og generelt om ætiologi, nomenklaturer og behandlingsstrategier. I del II Psykiatrien som klinisk praksis, analyseres artikler fra lægefaglige tidsskrifter og sindssygeanstalternes årsberetninger for at belyse, hvordan psykiaterne forklarede, klassificerede og behandlede sindssygdomme i den kliniske praksis på anstalterne. Endelig undersøges i afhandlingens del III Psykiatrien som lægevidenskabeligt speciale, hvordan specialet tog form. Det konkluderes, at de psykiatriske praksisser ved at afgrænse, forklare, kategorisere og behandle sindssygdom var gennemsyret af bestræbelser på at arbejde eksakt og positivistisk og at få psykiatrien etableret på linje med de somatiske specialer. Trods ihærdige bestræbelser på at blive landfast med den øvrige lægevidenskab, forblev psykiatrien på gyngende grund.