Parvovirus B19-akut hepatitis hos immunkompetent patient

Parvovirus B19 (PVB19) (lussingesyge) er en almindelig virusinfektion. I Danmark er ca. to tredjedele af befolkningen blevet smittet inden 20-års-alderen.

Der beskrives et tilfælde af akut hepatitis hos en voksen person, hos hvem der blev påvist PVB19, uden at det forårsagede efterfølgende komplikationer. Diagnosen blev stillet ved påvisning af PVB19-immunglobulin M (IgM) og -immunglobulin G (IgG)-antistoffer i blodet ved anvendelse af ELISA.

Sygehistorie

En 49-årig mand uden kendt sygdom blev henvist til udredning for en ukendt infektion. Patientens symptomer var almen utilpashed med let hovedpine, træthed og trykken hen over maven. Der var ingen diare, vægtændring eller opkastninger. Patienten havde, uden at have tillagt det betydning, haft lidt mørkere urin og lysere afføring end vanligt. Temperaturen havde ikke været over 38 °C. Patienten havde rejst i Sydafrika, og efterfølgende havde man pga. insektbid mistanke om, at han var smittet med African tick bite fever, hvorfor han blev behandlet med doxycyclin. Patienten havde desuden rejst i Østeuropa og Ukraine. Patienten tog ingen medicin, og han angav, at han ikke havde alkoholmisbrug eller seksuel risikoadfærd. Objektivt fandt man normale forhold, fraset en let abdominal ømhed. Der var ingen tegn på inkompenseret leversygdom og ingen hud- eller ledforandringer. Der blev foretaget parakliniske prøver som beskrevet i Tabel 1 .

Man vurderede ud fra symptomer og paraklinik, at patienten havde en PVB19-hepatitis. Hans symptomer aftog uden behandling, og levertallene normaliseredes.

Diskussion

PVB19 er et lille dobbeltstrenget DNA-virus og det eneste kendte humant patogene parvovirus; infektionen forløber oftest asymptomatisk eller subklinisk. Virus kan dog forårsage forskellige kliniske manifestationer fra akut selvlimiterende til kronisk sygdom. PVB19 er afhængig af mitotisk aktive celler for replikation, og derfor inficeres og ødelægges erytroide celler [1, 2]. Erythema infectiosum er den hyppigste manifestation. Paraklinisk kan der ses et lille fald i erytrocytter forudgået af et fald i reticulocytter. Ledinvolvering forekommer mildt hos børn, men hos voksne forekommer ledsmerter og let symmetrisk hævelse ofte [1]. Forbigående aplastisk krise kan ses hos patienter med hæmatologisk sygdom. Hos immunsupprimerede patienter kan PVB19 give en kronisk infektion, forårsage persisterende erytrocytaplasi og resulterende i kronisk anæmi [1, 2].

PVB19-hepatitis er oftest beskrevet i kasuistikker. Aydin et al og Yoto et al har beskrevet akut hepatitis forårsaget af PVB19 uden følgekomplikationer hos børn [3, 4]. Førstnævnte stillede diagnosen på grundlag af positiv IgM og PVB19-DNA i blodet. Hos Yoto et al var både IgM og IgG positive. Hos voksne immunkompetente patienter er der beskrevet tilfælde af akut hepatitis [5]. Alle cases var primært IgM-positive og blev fulgt til de var IgG-positive. Oftest forløber PVB19-hepatitis også ukompliceret hos voksne immunkompetente patienter, der kommer sig uden sequelae, men det er beskrevet, at sygdommen kan udvikle sig til fulminant leversvigt med behov for levertransplantation.

Diagnosen PVB19-infektion stilles ved serologi og/eller polymerasekædereaktion (PCR). IgM-antistoffer forekommer 10-12 dage efter smittetidspunktet og kan være positive i flere måneder. IgG-antistoffer forekommer efter ca. to uger, oftest i stadiet med hæmopoietisk rekonstruktion. Hvis patienten er primært IgM-positiv og IgG-negativ, bør man gentage testen for at være sikker på, at patienten serokonverterer. Positiv IgM alene kan være et uspecifikt fund, medmindre patienten har klassisk erythema infectiosum. PVB19-DNA kan findes ved PCR fra 5.-6.-dagen, men er ikke et ualmindeligt fund i blodet i måneder efter infektionen, og det kan findes flere år efter i f.eks. hepatocytter og knoglemarv. Fundet alene er således ikke diagnostisk for akut infektion. Et negativt svar vil dog næsten altid udelukke infektion [2].

Det er et generelt fællestræk for PVB19-hepatitis, at alanin-aminotransferase (ALAT)-niveauet er væsentlig forhøjet, mens bilirubinniveauet forbliver lavt. Dette genfindes i den her beskrevne sygehistorie. Hvorledes PVB19 giver leverdysfunktion er ikke fuldt belyst.

Incidensen af PVB19-hepatitis er dårlig kendt, formentlig pga. det ofte milde forløb, men man bør overveje at undersøge for PVB19-infektion hos patienter med uafklaret hepatitis. Specielt hvis der ses anæmi og/eller retikulopeni, høje ALAT-værdier og lave bilirubinværdier.

src="/LF/images_ufl/ufl_bla.gif">
Lykke Larsen, Infektionsmedicinsk Afdeling Q, Odense Universitetshospital, 5000 Odense. E-mail: llarsen@dadlnet.dk

Antaget: 11. januar 2011

Først på nettet: 25. april 2011

Interessekonflikter: ingen

En fuldstændig litteraturliste kan fås ved henvendelse til forfatteren.