Ph.d.-afhandlingen udgår fra Hjertemedicinsk Klinik B, H:S Rigshospitalet, og Institut for Farmakologi, Danmarks Farmaceutiske Universitet. Den omhandler karfølsomheden over for kontraktile stimuli ved kronisk hjertesvigt, hvor der er udtalt aktivering af neurohumorale systemer.
Hovedhypotesen var, at den arterielle kontraktile følsomhed over for neurohormonet noradrenalin og/eller frie calciumioner (calciumfølsomheden) er øget ved kronisk hjertesvigt, hvilket kunne bidrage til den skadeligt øgede karmodstand og karstivhed ved denne tilstand. Vi undersøgte i myografer kraftudviklingen i store og små arterier fra en rottemodel med kronisk hjertesvigt under samtidig måling af koncentration af frie calciumioner i arteriernes glatmuskelceller.
I det første studie undersøgte vi følsomheden over for noradrenalin i disse arterier. Her fandt vi ingen forskel i det kontraktile respons mellem hjerteinsufficiente og kontrolrotter, men en øget noradrenalinudløst stigning i calciumionkoncentrationen i kar fra hjerteinsufficiente rotter.
I det andet studie undersøgtes følsomheden over for calciumioner i arterier depolariseret med kalium eller aktiveret med noradrenalin. I begge tilfælde var hverken calciumionkoncentration eller kontraktilt respons ændret ved hjertesvigt.
Sammenfattende støtter afhandlingens resultater ikke hypotesen om, at der ved kronisk hjertesvigt findes ændringer i arteriel noradrenalinfølsomhed, calciumfølsomhed eller den calciumsensitiserende effekt af noradrenalin, som kunne være med til at forværre den perifere hæmodynamik og dermed symptomer og prognose ved denne tilstand. Vi fandt heller ingen ændringer i endotelfunktion eller vaskulær morfologi, som ville kunne have samme effekter.
