Primær oral manifestation af Crohns sygdom

Om end iliocaekalstedet er den typiske lokalisation, kan Crohns sygdom findes overalt i mave-tarm-kanalen, fra cavum oris til canalis analis. Oral manifestation er ikke helt sjælden, og ses hos ca. 10% af de indlagte patienter med diagnosen Crohns sygdom (1). Primær oral manifestation er mere usædvanlig, der er dog rapporteret om tilfælde (2), endog uden samtidig gastrointestinal involvering (3). Følgende sygehistorie henleder opmærksomheden på denne sygdom i tilfælde af klinisk og histologisk ukarakteristiske mundhuleforandringer.

Sygehistorie

En 26-årig i øvrigt rask mand udviklede sår i begge sider af mundhulen, i sulcus alveolobuccalis inferior (Fig. 1 ), i forbindelse med brug af tandbeskytter under dyrkning af kampsport. En speciallæge i øre-næse-hals-sygdomme fandt granulerende ulcerationer. En biopsi viste uspecifik inflammation. Granulationerne svandt midlertidigt ved behandling med steroidmundsalve. Patienten udviklede epigastrielle mavesmerter, slimede og indimellem friskblodigt plettede afføringer samt smerter ved afføring. Patienten slog disse symptomer hen. På grund af svært generende recidiv af mundhuleforandringerne blev patienten visiteret til en øre-næse-hals-afdeling på et centralsygehus et år efter symptomdebut, hvor en biopsi viste ulceration med kronisk, stedvis akut inflammation og ikkenekrotiserende epiteloidcellegranulomer med kæmpeceller. På grund af vedvarende mavegener var patienten samtidig blevet visiteret til en medicinsk afdeling, hvor man ved rektoskopi fandt en antydningsvis vulnerabel, men desuden normalt udseende slimhinde. En biopsi viste ikkenekrotiserende epiteloidcellegranulomer. Faeces var positiv for blod og negativ for dyrkning af patogene bakterier. En røntgenundersøgelse af tyndtarmen viste segmentært forbedret tarmrelief og cobblestone- konfiguration i ileum. En røntgenundersøgelse af tyktarmen viste normale forhold. Normal hæmatologi, elektrolytter og lever-galde-tal, mens P-jern var lav 2 μ mol/l (referenceværdi 13-36), P-transferrin var lav 19 μ mol/l (referenceværdi 24-41) og P-orosomucoid var forhøjet 59 μ mol/l (referenceværdi 14-29). Behandling med prednisolon og metronidazol, senere Pentasa (mesalazin), medførte paraklinisk normalisering og regression af både mundhuleaffektionen og mave-tarm-generne.

Diskussion

Ved ukarakteristisk ødem, ulceration og/eller granulation i mundhulen bør man overveje muligheden for Crohns sygdom, specielt ved samtidige mave-tarm-symptomer.

Basu et al undersøgte 100 patienter, der var indlagt med gastrointestinal Crohns sygdom og fandt, at 9% havde orale manifestationer (1). Da der i litteraturen er rapporteret om under 100 tilfælde med oral manifestation af Crohns sygdom, må tilstanden antages at være underrapporteret, hvilket formentlig skyldes, at patienterne ikke klager over mundhulesymptomer. I en litteraturanalyse af 79 rapporterede tilfælde fandt Plauth et al, at 60% havde mundhuleaffektion som det primære symptom, typisk i form af ødem, ulcus eller hyperplastiske, polypoide læsioner (2). De hyppigste lokalisationer var læber, fulgt af gingiva, sulcus alveolobuccalis og den buccale mucosa, om end Crohn-forandringerne kan findes overalt i mundhulen og med varierende udseende (3, 4).

Det histologiske billede kan - som initialt i denne sygehistorie - tolkes som uspecifik, kronisk inflammation, hvorfor opmærksomheden henledes på vigtigheden af repræsentative biopsier. I denne sygehistorie var den endelige histologi af mundhulebiopsier mere repræsentativ for Crohns sygdom end rectumbiopsier var, hvilket understreger væsentligheden af at inddrage eventuelle mundhuleaffektioner i en diagnostisk udredning.

Mundhuleforandringer ved Crohns sygdom responderer i godt halvdelen af tilfældene på behandling med steroid, enten peroralt eller som mundsalve (2).

Per Cayé-Thomasen, Fiskebakken 1, DK-2820 Gentofte.

E-mail: percaye@dadlnet.dk

Antaget den 22. april 2002.

Nykøbing Falster Centralsygehus, øre-næse-halsafdelingen.