Primært planocellulært karcinom i ovariet

Ugeskr Læger 2005;167(48):4576-4577

Primært planocellulært karcinom i ovariet (PPKO) er kun beskrevet i ganske få tilfælde i litteraturen. Her beskrives et tilfælde, hvorefter den mulige histogenese til denne tumorform diskuteres.

Sygehistorie

En 61-årig kvinde blev henvist fra egen læge til en gynækologisk afdeling på mistanke om tumor i uterus. Seksogtyve år tidligere var patienten blevet koniseret pga. svær dysplasi i cervix uteri. Ved de efterfølgende kontroller blev der fundet normale forhold, og efter to år blev kontrollen afsluttet. Patienten havde født normalt to gange og aborteret en gang. Hun havde brugt spiral og p-piller som antikonception, og efter menopausen blev hun hormonsubstitueret med kombinerede gestagen- og østrogenplastre. Patienten henvendte sig til sin egen læge, da hun gennem de seneste måneder havde bemærket et øget abdominalomfang, tyngdefornemmelse, ændret afføringsmønster og hyppigere vandladningstrang.

Ved den objektive undersøgelse blev der fundet en stor, fast, mobil tumor, palpabel fra symfysen til over umbilicus. Ved abdominal ultralydskanning fandtes uterus dislokeret af en stor tumor, ca. 20 cm i diameter. Tumoren var ekkotæt, enkamret og glatvægget og kunne være en dermoidcyste. En røntgenundersøgelse af thorax viste normale forhold. Ved en eksplorativ laparatomi fandtes hele bughulen opfyldt af en frit mobil, benignt udseende cyste udgående fra højre ovarium. Desuden sås to små brunlige elementer på venstre tuba. Frysemikroskopi viste planocellulært karcinom - det var uvist om det var primært eller en metastase - hvorfor man foretog total hysterektomi, bilateral salpingo-ooforektomi og omentektomi. Under operationen opstod der spontan ruptur af cysten. Der var ingen tegn på ascites eller karcinose. Der var i øvrigt normale forhold intraabdominalt.

Patologi

Ved makroskopi fandt man højre ovarium cystisk omdannet, målende 13 cm i største diameter. På snitfladen var cysten tokamret og indeholdt uregelmæssige tumorsuspekte områder. Ved den mikroskopiske undersøgelse blev der på cystevæggens inderside fundet udbredte papillomatøse og polypøse formationer af stroma beklædt med et pladeepitel, der udviste vekslende grader af dysplasi, fra let dysplasi til carcinoma in situ. Flere steder sås der overgang til invasivt keratiniseret planocellulært karcinom. Cystevæggen var ingen steder beklædt med serøst eller mucinøst epitel. Der fandtes ingen teratombestanddele eller endometriosefoci. Der var ingen holdepunkter for Brenner-tumor. Der var gennemvækst af ovariekapslen og spredning til begge tubae uterinae, men ingen spredning til modsatte ovarium, uterus eller oment. I cervix uteri fandtes ingen tegn på dysplasi, carcinoma in situ eller manifest karcinom. På det foreliggende drejede det sig om et primært planocellulært karcinom i ovariet udgået fra en epidermoidcyste, stadium pT2a, FIGO-stadium IIA.

Patienten blev efterfølgende henvist til en onkologisk afdeling til adjuverende strålebehandling. Hun blev udskrevet i velbefindende til fortsat ambulant kontrol hver tredje måned i to år og hvert halve år i de efterfølgende tre år. Hun havde siden kun henvendt sig med vandladningsgener og var fortsat i velbefindende efter 16 måneders observationstid.

Diskussion

Størstedelen (95%) af de 550 årlige nye ovariecancertilfælde er adenokarcinomer af serøs, mucinøs eller endometroid type [1]. Der findes kun ganske få tilfælde af PPKO, hvoraf de fleste formentlig opstår i dermoidcyster. Sjældnere kan de ses i forbindelse med endometriose eller som en malign komponent af en Brenner-tumor. Der er desuden beskrevet tilfælde af PPKO hos kvinder, der tidligere har haft cervikalt carcinoma in situ, som her må opfattes som metastase fra en ikkeerkendt cervixcancer. Meget sjældent ses, som i det her omtalte tilfælde, PPKO i en såkaldt »ren« form med udgangspunkt i en epidermoidcyste [2].

Histogenesen til epidermoidcyster er usikker, men det er forslået, at der er tale om planocellulær metaplasi i ovariets overfladeepitel [3]. Der er også beskrevet epidermoidcyster, hvor man har fundet pladeepitel og komponenter af epiteliale Brenner-tumorer, hvilket tyder på en tæt sammenhæng mellem Brenner-tumorer og epidermoidcyster [4].

Den omtalte patient henvendte sig til sin egen læge med symptomer, der var som ved andre typer af ovarietumorer. Paraklinisk og peroperativt var der ingen mistanke om malignitet. Først ved frysemikroskopi blev der påvist PPKO, hvorefter man foretog radikal operation. Patienten blev efterbehandlet med stråleterapi, hvilket dog er kontroversielt [5].

PPKO er således en mulig diagnose, der skal tages højde for hos patienter med ovarietumorer, idet tidligere publicerede arbejder tyder på, at både disse patienters respons på adjuverende behandling og deres prognose er ringere end ved andre typer af epitelial ovariecancer [5].

Hanne Kobberø , Odense Universitetshospital, Onkologisk Afde-ling, DK-5000 Odense. E-mail: hkobber@get2net.dk

Antaget: 10. februar 2005

Interessekonflikter: Ingen angivet