Skip to main content

Propanthelinbromid er effektivt mod savlen hos hunde

Mette Gyldenløve & Jacob P. Thyssen

21. dec. 2015
3 min.

Propanthelinbromid er et antikolinergikum, som bl.a. anvendes til behandling af uønsket, abnormt øget
svedsekretion, også kaldet hyperhidrose. Ledsagende mundtørhed er en almindelig bivirkning hos mennesker, men tilsyneladende også hos hunde, hvilket denne sygehistorie vidner om.

SYGEHISTORIE

Viggo, en seks måneder gammel hundehvalp af racen leonberger (Figur 1), fik i juni 2015 pludseligt indsættende, svær polydipsi. Forudgående havde han accidentielt indtaget ca. 50 tabletter propanthelinbromid a 15 mg (Figur 2), som var blevet ordineret til hans ejer med henblik på behandling af primær, lokaliseret hyperhidrose. Tørsten persisterede i tre dage, hvor Viggo tømte sin firelitersvandskål adskillige gange dagligt. Der var ingen ledsagende slingren i forbindelse med luftning, hvorunder nødtørften også blev forrettet som vanligt. Tilstanden normaliseredes uden veterinær indblanding, og efterfølgende var Viggo atter i velbefindende og havde normalt væskeindtag.

DISKUSSION

Mennesket har 2-24 mio. svedkirtler, der er fordelt over hele kroppen og producerer op til ti liter sved dagligt. Den vigtigste funktion er knyttet til temperaturregulering [1]. Primær hyperhidrose er en hyppigt forekommende, benign lidelse, som ofte ses familiært og debuterer i teenageårene. Årsagen er ukendt. Tilstanden kan være socialt invaliderende, og ved klinisk betydende hyperhidrose kan man forsøge systemisk behandling med antikolinergika, f.eks. propanthelinbromid, som også anvendes mod spasmer i gastrointestinalkanalen. Almindeligvis ordineres der 15 mg × 1 dagligt, hvilket gradvist kan øges til 15 mg × 3 dagligt. Mundtørhed er sammen med obstipation de mest almindelige bivirkninger og forekommer hos op til 10% af patienterne. Mindre hyppigt ses urinretention og akkomodationsbesvær [2]. Hyperhidrose forekommer ikke hos hunde, som kun har svedkirtler lokaliseret i poterne. I stedet termoregulerer tamhunden (canis lupus familiaris) ved at »halse«, hvorved der trækkes luft hen over tungen. Det får vandet til at fordampe, og derved afkøles kroppen. Som mange hundeejere vil nikke genkendende til, har hunden en veludviklet spytsekretion, hvis vigtigste funktion menes at være antibakteriel [3].

Effekten af propanthelinbromid er ikke tidligere beskrevet hos hunde. Fremtidig forskning vil forhåbentlig kunne afdække, om præparatet har en rolle i håndteringen af excessiv savlen hos familiens firbenede ven.

KORRESPONDANCE: Mette Gyldenløve.
E-mail: mette.gyldenloeve@regionh.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatterne har ingen tilknytning til kennelmiljøet.

TAKSIGELSER: En stor tak til Viggo og hans ejer for deres deltagelse,
til Kaare Vøls for opdatering om spytsekretionen hos hunde, til Helene
Ryttersgaard
for det kliniske foto og til Anja Gram for den flotte tegning.

Summary

Propantheline bromide is effective against dog drooling

Hyperhidrosis is a common condition characterized by extensive sweat secretion. Systemic treatment with anticholinergics might prove effective, but patients often suffer from side effects, e.g. dryness of the mouth. We present a clinical case of severe polydipsia in a six-month-old puppy who had accidentally consumed 50 tablets of propantheline bromide 15 mg. Afterwards the puppy suffered from severe polydipsia, which cleared without treatment after three days.

Referencer

LITTERATUR

  1. Goldsmith LA, Katz SI, Gilchrest BA et al. Fitzpatrick’s dermatology in general medicine. 8th ed. McGraw-Hill, 2012.

  2. www.pro.medicin.dk (1. okt 2015).

  3. Hart BL, Powell KL. Antibacterial properties of saliva: role in maternal periparturient grooming and in licking wounds. Physiol Behav 1990;48:383-6.